Aggressoren Erdogan sender Grækenland og Tyrkiet på koalitionskurs – truende konflikt i Middelhavet

rt.tv

Aggressoren Erdoğan

 

Den 1. oktober samledes Europarådets 27 regeringschefer til et møde i Bruxelles for at finde en løsning på den tyrkiske aggression i Middelhavet. Problemet skyldes den i stigende grad totalitært agerende tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan, der synes at have en uheldsvanger forkærlighed for at blande sig i international politik. Som om han ikke har nok at tage sig til med at bringe orden i sit eget land, der for længst er på falittens rand og endvidere lider under den brutale undertrykkelse af det kurdiske mindretal.

 

Udenrigspolitisk har Erdoğan i længere tid sørget for blodsudgydelser i Syrien med en invasion af tyrkiske tropper i landets nordlige del, hvilket er i total strid med internationale konventioner, dernæst hans indblanding i den libyske borgerkrig for at sikre sig adgang til de libyske olieforekomster, og netop i disse dage i striden mellem Armenien og Aserbajdsjan, eller rettere sagt de blodige kampe om provinsen Berg-Karabach, der overvejende bebos af armenere. Her har Tyrkiet klart taget parti for det islamske Aserbajdsjan, mens Rusland støtter det kristne Armenien.

 

Både i Libyen og i Armenien har der henholdsvis været og er både tyrkiske soldater og islamistiske syriske lejetropper involveret i kamphandlingerne, mens Rusland fornemt holder sig tilbage, da landet eksporterer våbensystemer til Tyrkiet. Og EU stikker som sædvanlig halen mellem benene.

 

Baggrunden for konflikten

 

At Erdoğan ikke bekymrer sig en døjt om internationale konventioner fremgår med al tydelighed af den aktuelle konflikt mellem Tyrkiet og Grækenland. Det drejer sig ganske enkelt om de enorme forekomster af olie og gas, der gemmer sig flere tusinde meter under havoverfladen. Disse befinder sig i det østlige Middelhav med Cypern, der er medlem af den Europæiske Union, placeret i midten og de fleste felter befinder sig på græsk territorium.

 

For at forstå Erdogans aggressive holdning over for Grækenland bør man kaste et blik på Cyperns historie. Denne oprindeligt græske ø blev i 1960 en selvstændig demokratisk republik. Af befolkningen var 80% græsk og 20% tyrkisk. I 1974 besatte Tyrkiet i strid med alle internationale regler den nordlige tredjedel af øen. Siden er Nordcypern (TRNC) blevet oprettet, men anerkendes kun af Tyrkiet. Omvendt anerkender Tyrkiet ikke den græsk-cypriotiske regering i den sydlige langt mere velstående del af øen. Siden 1974 er det gået stærkt ned ad bakke med Nordcypern, der kun har overlevet pga. økonomisk hjælp fra Tyrkiet.

 

Jagten på gas og olie

 

De fleste gas- og olieforekomster befinder sig i det såkaldte Levantinske Bækken omgivet af Tyrkiet mod nord, Kreta mod vest, Libyen og Ægypten mod syd og Syrien, Libanon og Israel mod øst. Til stadighed opdager geologerne nye felter, og det er disse rigdomme Tyrkiet med fuld foragt for folkeretten vil rage til sig – om galt skal være med militær magtanvendelse.

 

Alene feltet Aphrodite ud for Cypern menes at rumme ca. 200 mia. kubikmeter gas. Ialt skal der i det østlige Middelhav befinde sig ca. 3,500 mia. kubikmeter gas, hvormed et land på størrelse med Tyskland vil kunne forsynes med gas de næste 40 år. Hertil kommer ca. 1,7 mia. tønder olie.

 

I årevis har Grækenland, Israel og Ægypten i al fredsommelighed boret efter gas i havbunden ud for Cyperns kyst, og den cypriotiske regering har forlængst sluttet aftaler med olieselskaberne ENI (Italien), Total (Frankrig) og ExxonMobil (USA) netop om en udforskning af havbunden ud for Cypern.

 

I forbindelse med disse aftaler har Cypern, Grækenland og Israel underskrevet en aftale om at bygge en pipeline, Eastmed, der skal være 2,000 km lang og befinde sig 3,000 m under havoverfladen. Denne pipeline skal gå fra Israel til Cypern og derfra videre via Kreta til det græske fastland – altså udenom Tyrkiet – og dermed blive en betydelig energikilde for resten af Europa.

 

Militære konfrontationer

 

Denne aftale må have virket som en provokation på Erdoğan, og han er her på det sidste begyndt at sende boreskibe ind i området ledsaget af flådeenheder. Til stadighed opstår der farlige situationer, da Grækenland naturligvis også har udkommanderet krigsskibe i området. Og situationen er dobbelt anspændt, da det her drejer sig om to NATO-lande, der burde leve i gensidig fordragelighed!

 

Men også Israel har været tæt på en konfrontation med Tyrkiet. I begyndelsen af december 2019 tvang tyrkiske krigsskibe det israelske forskningsskib Bat Galim til at vende om. Forskningsskibet gennemførte på vegne af den cypriotiske regering en række seismografiske undersøgelser ud for Cyperns kyst. Derpå truede Israel med at lade skibet bevogte af F-35 kampfly, hvilket fik Tyrkiet til at stikke halen mellem benene.

 

For en gangs skyld viste den franske præsident Emmanuel Macron format. Han udkommanderede hangarskibet Charles de Gaulle med dets kampfly til den cypriotiske havneby Limassol som tegn på fransk solidaritet med et andet EU-land. Alligevel forhindrede tyrkiske krigsskibe i februar det italienske olieselskab ENI i at starte prøveboringer i samme område – og intet skete.

 

I august måned i år begyndte til gengæld det tyrkiske skib Oruc Reis at foretage prøveboringer syd for de to græske øer Rhodos og Kastelorizo, der befinder sig tæt på Tyrkiets kyst, men ikke desto mindre er i græsk besiddelse. Med nød og næppe undgik man en kollision mellem en græsk og tyrkisk fregat. Først en måned senere blev Oruc Reis kommanderet tilbage i tyrkisk havn.

 

EUs vattede reaktion

 

Det græske udenrigsministerium har gentagne gange inden for det sidste år opfordret Tyrkiet til „at respektere den græske territoriale souverænitet til lands og i luften, især da det drejer sig om to NATO-lande“. Og hvad var svaret? I slutningen af februar truede Erdoğan ovenikøbet med at besætte Cypern!

 

I slutningen af februar var EU-kommissionen langt om længe begyndt at røre på sig og indkaldte til rådsmødet d. 1. oktober. Men som ordsproget siger: Bjerget skælvede og barslede med en mus. Resultatet blev ligeså tamt, som da EU skulle tage stilling til Tyrkiets aggressive politik i Syrien, Libyen og Berg-Karabach. Som altid mærker man den tyske forbundskansler Angela Merkel i baggrunden – hun er afhængig af Tyrkiets velvilje i flygtningespørgsmålet – og ordet ”sanktion” blev ikke anvendt i det afsluttende kommuniké.

 

Kynisme uden grænser

 

Tværtimod rostes Tyrkiet for ”de konstruktive anstrengelser for at afslutte de illegale aktiviteter over for Grækenland og Cypern”. Kynismen og opportunismen kender ingen grænser. Rygtet siger, at Emmanuel Macron forsøgte en skarpere formulering, men at Mutti Merkel diktatorisk lagde sig på tværs. Rygtet taler nok sandt. Det blev ganske vist besluttet at reducere det beløb, der er stillet til rådighed for at finansiere forhandlingerne om Tyrkiets medlemsskab af EU med 75 %, men her drejer det sig om småpenge.

 

Den eneste regeringschef, der forlangte, hvad der burde være sket forlængst, at alle forhandlinger om Tyrkiets medlemsskab af EU én gang for alle nu måtte ophøre, var den østrigske forbundskansler Sebastian Kurz, som desværre ikke har magt, som han har agt.

 

Tyrkiet får således lov til fortsat at spille med musklerne og dermed gøre EU til grin. Som Erdoğan selv har udtalt: ”EU er en konstruktion uden indflydelse og fremsyn” – manden har for én gangs skyld ret!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…