Det kan nytte at protestere mod muslimsk bønnekald. Det viser denne artikel, som blev bragt i Den Korte Avis 6.2.18:
Antallet af moskeer vokser i Danmark og i andre vesteuropæiske lande i takt med, at der kommer flere muslimer.
Nogle stedet i Tyskland er bønnekald fra moskeerne tilladt.
Det har givet anledning til protester fra den lokale befolkning. Men myndighederne har ikke lyttet.
Men nu er det truffet en bemærkelsesværdig afgørelse ved en lokal instans i Tyskland. Det kan få vidtrækkende konsekvenser.
Det handler om en tyrkisk moské i byen Oer-Erkenschwick i Ruhr-området. Moskeen fik i 2014 tilladelse til bønnekald hver fredag.
Det har affødt kritik og stridigheder i byen, der har 30.000 indbyggere, skriver avisen Die Welt.
Almindeligvis er det den høje lyd, der bliver klager over. Men i 2015 kom der en klage fra en 69-årig mand. Han havde en helt anden begrundelse.
Manden brød sig bestemt heller ikke om lyden af bønnekald. “Lyden af bønnekald er ikke noget for mellemeuropæiske øren”, siger han.
Men klagen drejede sig om noget helt andet. Klagen handlede om kristnes religionsfrihed.
Manden klagede over, at han som kristen skulle lytte til et bønnekald, der blev indledt med ordene: “Allahu akbar”.
“Allahu akbar” betyder “Allah er størst”.
Og det er stødende for kristne mennesker at høre, sagde den 69-årige som begrundelse for sin klage.
Han siger, at han ikke er særligt troende. Men han mener ikke, at kristne skal acceptere påstanden om, at “Allah er størst”:
“Det betyder, at muslimer sætter deres gud Allah højere end Gud og Jesus Kristus”, forklarer manden til det tyske pressebureau.
Det er en krænkelse af den “negative religionsfrihed”, siger han.
Og afgørelse ved den lokale retsinstans giver ham indirekte ret.
Retsinstansen siger, at bystyret har givet moskeen en tilladelse til bønnekald uden at befolkningen har været hørt. Bystyret har ikke afholdt borgermøder eller lignende.
Derfor ved myndighederne heller ikke om beslutningen er alment accepteret af byens borgere. Mandens klage tyder på, at beslutningen ikke er alment accepteret.
Derfor skal bystyret nu igen tage sagen.
Lederen af den tyrkiske moské ønsker ikke at kommentere afgørelsen før byen har tilkendegivet, hvad den ny vil gøre.
Og bystyret er indtil videre tavst.
Men uanset det videre forløb, så er afgørelsen af principiel karakter. Afgørelsen ser ud til at acceptere, at myndighederne skal forholde sig til borgernes generelle opfattelse af, hvad der er deres kultur, og hvornår den bliver krænket.
Og afgørelsen åbner op for, at muslimers forestilling om, at islam står over andre religioner, ikke accepteres som sidestilles med andre tyske demokratiske grundværdier.
Myndighedernes afgørelse er uventet. Uventet, fordi man efterhånden er vandt til, at myndighederne i Vesteuropa bøjer sig for muslimers særkrav eller nedgøring af ikke-muslimer. Men i denne sag kan man håbe, at myndighederne står fast på det vestlige sekulære samfunds værdier.