Den ukendte Løgstrup – et interessant billede af det åndelige miljø i Europa i 30’erne

Meget få danske teologer bliver kendte i offentligheden. En sådan er K.E. Løgstrup, der døde i 1981, men som stadigvæk er et navn i brede kredse. Han skrev mange bøger, men der er skrevet endnu flere bøger om ham. Aktuel bog har nye indfaldsvinkler til den store filosof og teolog. 

 

Hvor kommer Løgstrups tænkning fra?

Hans Hauge har i mange bøger og artikler – ikke mindst i disputatsen fra 1992 – demonstreret et indgående kendskab til K.E. Løgstrup.  I ”Den ukendte Løgstrup” handler det ikke om de suveræne livsytringer, talens åbenhed eller ophav eller andre temaer i Løgstrups tænkning. Bogen forudsætter et godt kendskab til Løgstrups tid og miljø. Den handler ikke om, hvad han tænkte, men om hvor han gjorde det, og hvem han tænkte med, tænkte på og tænkte over. 

 

Løgstrup og nationalsocialismen

Bogens Løgstrup-vinkling vil formentlig virke ekstremt nørdet på fleste, hvad også bekræftes under læsningen. Alene det omfattende noteapparat kan tage pusten fra læseren, skønt det ofte er her, at de morsomme og frække bemærkninger – den velkendte Hauge – løfter den faktuelle tyngde (så man kan ikke bare springe dem helt over).  Bogen er en ærefrygtindgydende opvisning i lærdom. 

 

Spørgsmålet er, om Hauge burde have skruet kraftigt ned for de mange navne og detailoplysninger, for det er unægtelig en stor mundfuld for læseren.  Det er ærligt talt til at blive helt rundtosset af. Man kan nemt miste overblikket. Alligevel henvender bogen sig til andre end de særligt interesserede, fordi den berører nogle emner, som længe har været diskuteret offentligt og i en ophedet tone. Ikke mindst spørgsmålet: blev Løgstrup fascineret af nationalsocialismen? Var han ikke meget påvirket af Heidegger, som jo var nazist, ikke sandt? 

 

Studierejserne til Frankrig og Tyskland – Løgstrups formative år 1930-35

Nej, afviser Hauge. Så enkelt er det ikke. Heidegger havde højst havde en kortvarig nazi-raptus. Hvem havde ikke dét dengang. Hauge klargør forskellen på at læse og forstå. Han peger på det vigtige i først at forstå og måske ligefrem anerkende, at der kan være noget tiltrækkende i en bevægelse, som man alligevel må afvise og foragte. Han tager os med på Løgstrups studierejser til Frankrig (1930-31) og Tyskland (1931-35) – de formative år, inden Løgstrup blev ”stor”. Dengang rejste næsten alle unge forskere ud, især til Tyskland, for dansk og tysk teologi hørte nært sammen. Man kunne øjensynligt ikke regne med at blive teologiprofessor uden et Tysklands-ophold.

 

Hauge undersøger endvidere, om Løgstrup var påvirket af den logiske positivisme (i så fald ret usædvanligt for en teolog, eftersom ethvert religiøst udsagn iflg. positivismen er nonsens!). Betagelsen af den indtagende fænomenolog Hans Lipps (der senere blev SS’er!) i Göttingen er bemærkelsesværdig.  Lipps satte ikke modsætninger op mellem natur- og åndsvidenskab. Hauge fremfører, at det dog var Friedrich Gogarten, som Løgstrup af en indlysende årsag ikke læste hos, som påvirkede ham mest. Påvirkningsmekanismen er som et stort, indviklet edderkoppespind med knækkede tråde og tråde til noget, der ikke fører videre eller fører til helt andre steder. 

 

Det er imponerende, at Hauge på så få sider får så meget med. Bogen stiller som nævnt store krav til sin læser. Men der skal lyde en tak til forlaget for at udgive en så smal og indforstået bog. Hauges ukendte Løgstrup er naturligvis pligtlæsning for alle Løgstrup-interesserede. Men selv om man ikke er passioneret løgstrupianer, kan bogen anbefales, fordi den giver et interessant billede af det åndelige miljø i Europa i 30’erne og gode vinkler til periodens danske kirkehistorie.   

 

Hans Hauge, Den ukendte Løgstrup.

Eksistensen 2020, 141 sider, 169 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…