Det kommunale udligningssystem skal gøres mere retfærdigt, siger regeringen.
Javel, men spørgsmålet er, om vi opnår en højere retfærdighed i et lille forholdsvis homogent land med under 6 millioner indbyggere ved hvert år at omfordele mange milliarder kroner i kommunale bloktilskud og udligningstilskud mellem rige og fattige kommuner i et dybt kompliceret system, som ingen helt kan gennemskue?
Principiel tilslutning til udligning
Der syntes også at være bred politisk accept af, at den kommunale udligningsordning skal sikre, at kommunerne landet over trods indkomstforskelle har mulighed for at levere nogenlunde samme service til sine borgere. Udligningsordningen har således fra starten helt bevidst tilsigtet at tage penge fra ”rige” kommuner og give dem til ”fattige” kommuner.
Syv kommuner var i 2019 nettobetalere til tilskuds- og udligningssystemet. De øvrige 91 kommuner var nettomodtagere. Det er en større øvelse, der gennemføres hvert år, før kommunerne får meldt deres tilskudstal ud. Nu lægger regeringen op til at øge den kommunale udligning ved at flytte yderligere 1,6 milliarder kroner fra øst til vest, fra by til land. Kommunernes grundvilkår for at levere velfærd er blevet for forskellige, mener regeringen.
Skal udligningen øges?
Den socialdemokratiske regerings overordnede målsætning med en ny udligningsreform er, at der skal udlignes mere mellem de velstillede kommuner og de udfordrede kommuner end hidtil.
Regeringen lægger op til, at 38 kommuner skal betale 1,6 mia. kr. mere i udligning. 60 kommuner vil modtage flere penge. Regningen vil især havne hos kommuner i hovedstadsområdet og i Østjylland.
Det sikres ved bl.a. at indføre et loft på den særlige rabat, som kommuner med lav skatteprocent får. Tilskud for indbyggere, der flytter fra kommunen, skal ikke længere kunne gå til velhavende kommuner. Samtidig skal der være et loft på 100.000 kr. per borger, der flytter fra kommunen, og fraflytningen skal opgøres over tre år. Au pairer skal heller ikke længere tælle med som udlændinge, der giver tilskud i udligningen. Tilskud til udlændinge skal målrettes til problemer med f.eks. ghettoområder. Ikke kun alder, men også de ældres helbred, skal tælle med som en faktor i udligningen. Det skyldes, at der er stor forskel på, hvor raske de ældre er i rige og fattige kommuner.
Hvad kan kommuner, der modtager udligning, gøre med pengene?
De kommuner, som efter en udligningsreform modtager flere penge, kan sænke skatterne, forhøje serviceniveauet eller øge deres likviditet. Der er ingen sikkerhed for at pengene vil gå til bedre børne- og ældreforsorg, afhjælpning af andre sociale problemer eller undervisning. Måske vil pengene blive brugt på såkaldte ”studieture” til New Zealand, Hawaii og andre eksotiske steder?
Hvordan kan kommunerne betale for den ekstra udligning?
De kommuner, som efter en udligningsreform skal aflevere flere penge, kan hæve skatterne, sænke serviceniveauet eller bruge af deres likviditet. Hvis kommunerne vælger at hæve skatten, tilkendegiver regeringen, at bundskatten for alle sænkes tilsvarende.
Udligningssystemets svagheder
Udligningssystemet er jf. Lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, opbygget på den måde, at før udligningen opgør Økonomi- og Indenrigsministeriet kommunernes beregnede strukturelle over- eller underskud. Beregningen er en teoretisk opgørelse af kommunens udgiftsbehov baseret på befolkning, børn, ældre, indvandrere m.v.
Indtægtsberegningen er en teoretisk opgørelse baseret på en beregning af beskatningsgrundlaget og under forudsætning af at kommuneskatterne er ens.
Er der tale om konfiskation?
Udover udligningsordningens karakter af konfiskation, hvor velhavende kommuner som Gentofte allerede betaler 3,3 mia. kr. og skal aflevere 93 pct. af de sidste kroner, der kommer ind i kommunekassen, er der andre problemer.
Systemets svagheder adresseres ikke
Det største problem er imidlertid, at de grundlæggende svagheder ved selve udligningssystemet ikke adresseres i regeringens udspil.
Selv om nogle kommuner på papiret har store strukturelle overskud efter udligning, er det ikke sikkert, at pengene rent faktisk er kommet ind i kommunekassen. For at kunne sammenligne kommunerne, forudsætter Økonomi og Indenrigsministeriet, at kommunerne har ens skatteprocent, når de beregner det strukturelle overskud eller underskud. Men i kommuner som Gentofte og Hørsholm ligger kommuneskatten under landsgennemsnittet, så i virkeligheden har kommunerne ikke de indtægter, som ministeriet beregner.
Skulle disse kommuner vælge at sætte skatten op, ville 93 pct. af indtægtsstigningen i øvrigt gå til udligning.
Ingen incitamenter til at fremme effektiv forvaltning
Produktivitetsudviklingen i den kommunale sektor er helt utilfredsstillende. Samtidig har Produktivitetskommissionen beregnet, at hvis alle kommunerne blev administreret lige så effektivt som gennemsnittet, kunne der frigøres 25-30 mia. kr. om året. Penge der kunne kanaliseres over i service og velfærd.
Det kommunale finansieringssystem er kendetegnet ved, at det rummer begrænsede incitamenter til at administrere effektivt og øge produktiviteten i fremstillingen af kommunernes velfærdsservice.
Det er vanskeligt gennemskueligt, hvorvidt og i hvilket omfang, der faktisk foregår løft i produktiviteten overhovedet. Hvis der foregår øgning, så medgår gevinsten til finansiering af kommunens videre forbrug snarere end, at kommunen vælger at reducere den kommunale skatteudskrivning.
Systemet giver heller intet incitament til at øge den økonomiske vækst, indkomstskabelsen og beskæftigelsen i kommune. Driftige kommuner, der forbedrer rammevilkårene for erhvervsvirksomheder og derfor i kombination med attraktive servicetilbud formår at tiltrække nye borgere, bliver faktisk straffet: For de rige kommuner betyder et øget indtægtsgrundlag at 93 pct. af merprovenuet skal afleveres til øget udligning. Tilsvarende vil fattige kommuner miste tilskud.
I regeringens udspil er der alene indbygget en justering af udligningen vedrørende selskabsskatten, der tilsigter at øge kommunernes interesse i at være hjemsted for selskaber.
Problemet med servicerammen
Hvis yderkommuner, der modtager udligning, vælger at forhøje serviceniveauet – det som regeringen påstår, er hele formålet med den øgede udligning – vil det betyde, at den samlede serviceramme for alle kommuner under ét vil stige med omkring 1,6 mia. kr.
Problemet er, at servicerammen er fastlagt i en aftale mellem regeringen og kommunerne og en overskridelse med 1,6 mia. kr. vil automatisk udløse en kollektiv bøde til kommunerne af tilsvarende størrelse.
Konsekvensen er, at Gentofte først skal opkræve øgede skatter hos borgerne – rige som fattige – for at finansiere den øgede udligningsregning. Dernæst vil kommunen blive pålagt en anseelig bøde for overtrædelse af servicerammen – en bøde som kommunen ikke kan betale!
Regeringen har endnu ikke tilkendegivet, om man er indstillet på at udvide den samlede serviceramme for kommunerne.
Den fuldstændig perverse konsekvens af regeringens såkaldte udligningsreform er derfor, at først skal Gentoftes borgere flås for op mod 50.000 kr. i gennemsnit. Dernæst skal borgerne tåle en skatteforhøjelse. Endelig må vi imødese at en af Danmarks mest veldrevne kommuner til næste år vil blive sat under administration af Indenrigsministeren, når vi ikke kan betale dummebøden for overtrædelse af servicerammen.
Andre negative konsekvenser af regeringens forslag
Det kritisable forslag til udligningsreform, regeringen har fremlagt, indebærer i nogle tilfælde:
- at der skal overføres penge fra veldrevne kommuner til kommuner hvor der bogstaveligt talt sløses med borgernes penge
- at der overføres penge fra kommuner med et givet serviceniveau til kommuner med et højere serviceniveau
- at der overføres penge fra kommuner, hvor rådighedsbeløbet for sammenlignelige familier er lavere end i den modtagende kommune
- at der overføres penge fra kommuner, hvor indkomst- og boligbeskatningen og virksomhedernes dækningsbidrag er højere end i den modtagende kommune
- at der overføres penge fra kommuner, hvor borgerne pålægges skatteforhøjelser til kommuner, hvor skatter og dækningsbidrag sænkes.