30års dagen for genforening af de to Tysklande – Succes eller fiasko?

Af Sven Hakon Rossel

 

De to Tysklande

 

For 30 år siden, d. 3. oktober 1990, skete dét, som ikke mange dengang troede på: genforeningen af Vesttyskland og Østtyskland, dvs. Forbundsrepublikken Tyskland (BDR) og den såkaldte Tyske Demokratiske Republik (DDR) – ”såkaldt”, da det med Østtyskland drejede sig om en kommunistisk diktaturstat. Denne etablerede i 1952 pigtrådshegn med vagttårne og minefelter i en længde af ca. 1.400 km tværs igennem de ”to Tysklande” for at forhindre østtyskerne i at flygte vestpå. Ca. 800 personer omkom under flugtforsøg – enten skudt af grænsevagter eller sprængt i luften af miner – og et ukendt antal blev fanget inden de nåede i sikkerhed over grænsen; de østtyske fængsler inkl. tortur var ikke anbefalelsesværdige!

 

Grænsen blev gjort endnu mere uigennemtrængelig, da en ca. 3,6 m høj mur af en samlet længde på ca. 160 km i 1961 blev bygget mellem Vest- og Østberlin. Her omkom i forbindelse med flugtforsøg ca. 140 personer. I 28 år forblev muren symbolet på den såkaldte Kolde Krig mellem Vest og Øst.

 

Som et facit er det ikke uinteressant at fastholde, at i tiden siden den østtyske statsdannelse d. 7. Oktober 1949 og frem til juni 1990 forlod og senere flygtede ca. 3,8 mio. mennesker fra dette østlige paradis.

 

Murens Fald

 

Forud for genforeningsprocessen, der startede om aftenen d. 9. november 1989, da muren mellem Vest- og Østberlin blev brudt ned, fandt en lang række demonstrationer sted i Østberlin, Dresden og Leipzig med krav om rejsefrihed. Et stigende antal østtyskere søgte om politisk asyl i de vesttyske ambassader i Warszawa, Prag og Budapest. Alene den 19. august lykkedes det i forbindelse med en fredsdemonstration ved den ungarsk-østrigske grænse for 661 østtyskere at krydse grænsen til Østrig, og d. 11. september åbnedes grænsen mellem de to lande.

 

Efter en række interne forhandlinger om nye rejseregler mellem det østtyske justitsministerium og det kommunistiske partis centralkomité afholdt Günter Schabowski, medlem af politbureauet, d. 9. november en pressekonference. Henimod afslutningen stillede en italiensk journalist et spørgsmål om rejsereglerne og fik dette svar: ”Vi har besluttet, at enhver borger kan forlade DDR gennem de officielle grænseovergange.” På et flg. spørgsmål om, hvornår denne regel ville træde i kraft, svarede Schabowski: ”Omgående”.

 

Store menneskemasser forsamlede sig omgående ved grænseovergangen ved Bornholmer Strasse, og samme dag kl. 21:20 fik den første østtysker tilladelse til at krydse grænsen, og kl. 21:30 bragte radiosenderen RIAS de første reportager fra de åbnede grænseovergange.

 

Og hvad herefter fulgte

 

Hvad der fulgte: undergangen af et brutalt kommunistisk diktatur og den fredelige genforening af de to Tysklande er gået over i historien. Billederne af de jublende østtyskere, der strømmede vestpå og tildels sprang over muren eller begyndte at bryde den ned, blev transmitteret til et  forbløffet tv-publikum over hele verden.

 

Og overraskelsen var enorm, ligesom murens pludselige fald var totalt uventet. Den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov sov – og ingen vækkede ham. Den amerikanske præsident George W. Bush (sen.) fulgte med spænding begivenhederne på tv og Frankrigs præsident Mitterand forudså en ny verdenskrig, da an så billederne fra Berlin. Den fremsynede tyske forbundskansler Helmut Kohl afbrød et statsbesøg i Warszawa og rejste omgående til Berlin.

 

Det var ikke mindst samarbejdet mellem Kohl og Bush, der sørgede for at en eventuel modstand fra sovjetisk, fransk og også britisk side blev overvundet. Ikke mindst Kohls såkaldte 10-punkts plan for genforeningen, som Bush støttede uden forbehold, overrumplede Gorbatjov, mens Mitterand d. 6. december opsøgte Gorbatjov og nærmest på sine knæ bønfaldt denne om at standse udviklingen i Tyskland. På sin side havde han også den britiske premierminister Margaret Thatcher, der allerede i september samme år havde udtalt over for Gorbatjov, at Storbritannien og Vesteuropa ovderhovecdet ikke var interesseret i en tysk genforening”.

 

Nu skete følgende: i begyndelsen af januar 1990 bad Sovjetunionen Forbundsrepublikken om fødevarehjælp pga. interne forsyningsproblemer. Kohl reagerede omgående og sendte 120.000 tons kød afsted. Sovjetunionen kvitterede med at godkende genforeningen d. 26. januar. Frankrig og Storbritannien måtte opgive deres modstand, og d. 18. marts fand de første frie valg sted i det tidligere Østtyskland. D-marken blev den fælles valuta.

 

Blomstrende landskaber

 

Under forhandlingerne om genforeningen havde Helmut Kohl lovet, at de østtyske regioner og nye delstater Mecklenburg-Vorpommern, Sachsen-Anhalt, Brandenburg, Sachsen og Thüringen ”snart ville blive forvandlet til blomstrende landskaber, hvor det vil kunne betale sig at leve og arbejde”.

 

Dette løfte blev søgt indfriet ved en økonomisk hjælp til de nye forbundslande på to billioner euro, tildels finansieret ved et årligt ”solidaritetsbidrag” betalt af de vesttyske skatteydere. Det drejede sig om et enormt beløb, men problemet var, at mange unge østtyskere ganske enkelt flyttede eller snarere flygtedetil de vestlige delstater. Her forefandt de veludviklede infrastrukturer, moderne industrianlæg og – ikke mindst – et højere lønniveau. Først i 2017 har man konstateret en vis migration den modsatte vej – et tegn på, at en større økonomisk balance er på vej.

 

Wessi kontra Ossi

 

Ikke desto mindre viser alle statistikker, at der er flere af de nye delstater, Sachsen-Anhalt, Mecklenburg-Vorpommern og Brandenburg, der trues af en affolkning netop pga. det lavere lønniveau. Forskellen er mellem 17% og 28% i henholdsvis øst og vest! Frem til 2023 menes det, at Sachsen-Anhalt vil miste 16% af den nuværende befolkning pga. afvandring vestpå.

 

Og der er prognoser, der viser, at frem til 2050 vil tallet af lønmodtagere i de nye delstater falde fra de nuværende otte til fem mio, en reduktion i indbyggerantallet, der også betyder, at disse delstater vil få langt færre skatteindtægter, der er nødvendige for videre investeringer. Og dette medfører igen en reduceret produktivitet.

 

Et andet problem er, at ingen topstilling inden for industri og forskning er besat med en østtysker eller Ossi, som de nedlandende kaldes af vesttyskere, som til gengæld har fået øgenavnet Wessi. Først i 2011 lykkedes det for en østtysk kvinde at blive valgt ind i direktionen af en børsnoteret industrivirksomhed. Ejheller findes en østtysk rektor for et af de mange tyske universiteter. Her blev der brutalt renset ud efter genforeningen, hvilket førte til en lang række selvmord blandt østtyske universitetslærere.

 

Kun inden for det politiske liv er den manglende balance mellem øst og vest, mellem ”Ossier” og ”Wessier”, mindre påfaldende. Således er ganske vist kun 17% af de tyske politikere bosat i de vestlige delstater østtyskere, mens det i de østlige delstater dog er 82%. Og her må det ikke glemmes, at den mest betydningsfulde af dem alle, forbundskansleren Angela Merkel, netop stammer fra det tidligere DDR.

 

Inden for det politiske liv er det dog påfaldende, at det højreorienterede protestparti Alternative für Deutschland (AfD) har størst tilløb i de østlige delstater. Én af årsagerne til AfDs succes er utvivlsomt østtyskernes skuffede forventninger til genforeningen. Mange har efter ”die Wende”, som genforeningen kaldes, oplevet vestligt formynderi, umyndiggørelse, udefra kommende kontrol og en vesttysk overtagelse af de vigtigste virksomheder. Dette er en opfattelse, der deles af 78% af den østlige befolkning.

 

Dette er en katastrofalt procentdel, der bør vække til eftertanke hos de toneangivende tyske politikere og få dem til at komme på andre og bedre tanker, hvis Helmut Kohls lovede blomstrende landskaber for alvor skal virkeliggøres. Foreløbigt er der tale om succes og fiasko.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…