Vidne: Den muslimske mand, der dræbte fire personer i politihovedkvarter i Paris, råbte ”Allahu Akbar!” natten forinden

Politihovedkvarteret i Paris, hvor drabene blev begået

Torsdag eftermiddag gik en mand amok i politihovedkvarteret midt i Paris.

 

Han havde en lang keramikkniv på sig – keramik kan snyde sikkerhedskontrollen – og den brugte han til at myrde fire ansatte ved politiet, både betjente og civilt ansatte. En femte blev såret.

 

Den 45-årige drabsmand var selv ansat som it-medarbejder i politihovedkvarteret. Efter drabene blev han  skudt og dræbt af en politimand i hovedkvarterets gård.

 

Drabsmanden hedder Mickaël Harpon, og han stammer fra øen Martinique i Caribien. Ifølge politiet konverterede han til islam på et tidspunkt inden for det seneste halvandet år.

 

Naboer til ham siger dog, at hans konvertering ligger klart længere tilbage. Han var også gift med en muslimsk kvinde.

 

Nu er der kommet et opsigtsvækkende vidneudsagn frem, der bestyrker, at der kan være en sammenhæng mellem drabene og mandens bekendelse til islam.

 

Kom gående i langt islamisk gevandt

En politimand refererer et vidne for at sige, at han to gange havde hørt råbet ”Allahu Akbar!” fra Mickaël Harpons lejlighed ved 3-4-tiden natten inden drabene. Det beretter det ansete dagblad Le Figaro.

 

Vidnet, der hørte råbene, er selv politimand. I det hele taget bor der mange ansatte i politiet i det pågældende boligområde uden for Paris – herunder altså Mickaël Harpon selv.

 

Da vidnet næste dage hørte om de blodige begivenheder i politihovedkvarteret, slog det ham, at de kunne være forbundet med det islamiske kampråb fra gerningsmandens lejlighed.

 

En anden nabo, der er tidligere politimand, så på drabsdagen Harpon komme gående meget tidligt om morgenen iført et langt islamisk gevandt (en såkaldt djellaba). Han var på vej til en nærliggende moské ledsaget af to andre personer.

 

Tre ud af de fire dræbte var kvinder

Men foreløbig holder politiet det åbent, hvad motivet til de bestialske drab kan have været.

 

Det har været nævnt, at manden havde problemer på sit arbejde, specielt med sin kvindelige chef.

 

Hun havde indkaldt ham til et møde på drabsdagen for at diskutere, hvorfor han var holdt op med at hilse på kvinder. Indkaldelsen til dette møde kan meget vel have bidraget til, at han virkede psykisk ustabil op til drabene.

 

Dette møde om hans afvisning af at hilse på kvinder kunne pege i retning af, at hans motiv til drabene både hang sammen med radikal islam og med problemer på arbejdet.

 

Den uvilje til at hilse på kvinder, som hans chef reagerede på, passer særdeles godt sammen med en islamistisk holdning til kvinder.

 

Samtidig kan det konstateres, at tre af de fire personer, som han slog ihjel, da hen rendte rundt i politihovedkvarteret med sin kniv, var kvinder

 

Menige politifolk ved, hvad de ved

Umiddelbart er der ikke kommet noget frem, der dokumenterer, at der var tale om en egentlig terrorhandling. Men antiterror-enheder i politi og retsvæsen er involveret i opklaringen. Så terrormuligheden kan ikke udelukkes.

 

Selv om der ikke skulle være tale om organiseret terror, tyder noget altså på, at Mickaël Harpon var under indflydelse fra radikal islam.

 

Politi og anklagemyndighed er indtil videre ikke meget for at tale om denne sammenhæng. Men flere menige politifolk har altså gjort sig iagttagelser, der peger i den retning.

 

http://www.lefigaro.fr/actualite-france/info-le-figaro-selon-un-temoignage-le-tueur-de-la-prefecture-de-police-aurait-crie-allah-akbar-la-nuit-precedente-20191004

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…