Ti unge mænd omkring 18 år jagter en jævnaldrende i en skolegård. De råber skældsord efter ham. Så får de fat i ham, og de begynder at slå og sparke ham. De flår hans T-shirt af og trækker ham hen over asfalten.
De bliver ved med at slå og sparke ham. Mod hovedet. Mod ryggen. Med stor brutalitet.
Offeret forsøger at undslippe dem ved at kravle ind i et buskads. Men de får fat i ham og fortsætter med at tæske løs.
Videoen af det modbydelige optrin er optaget den 4. juni i år. Den varer i alt to minutter og 50 sekunder. Så ligger offeret stille på jorden – indsmurt i blod.
Et vidne ringer til politiet. Men da betjentene ankommer, er gerningsmændene over alle bjerge. Kun det ubevægelige offer ligger tilbage.
Det er gerningsmændene selv, der har optaget videoen af det brutale overfald. Måske for at nyde det bagefter. Måske for at prale med deres magt. Måske for at sende en advarsel til andre.
Men hvad havde det 18-årige offer da gjort?
To unge fra to forskellige forbryderklaner
Ifølge BILD udsprang den blodige afstraffelse af en strid mellem to arabiske storfamilier i den tyske by Essen i delstaten Nordrhein-Westfalen, som har en meget stor arabisk indvandrerbefolkning.
Nordrhein-Westfalen er hjemsøgt af forbryderklaner. De styrer en stor del af den kriminelle aktivitet i delstaten, og de kæmper indbyrdes om magt og penge. Disse klaner har rødder i lande som Libanon og Syrien, og de har stadig tæt kontakt til disse lande.
Den 18-årige, blev brutalt afstraffet, fordi han havde kontakt med en pige fra en rivaliserende forbryderklan.
BILD citerer en kilde, der kun tør at udtale sig anonymt. Han siger:
”Mohammed havde åbenbart kontakt med en ung kvinde fra den fjendtlige klan. De skrev sammen på WhatsApp. Da pigens slægtninge fandt ud af det, tvang de hende til at lave en aftale med ham i en skolegård. Der lå de og ventede på den intetanende dreng og tæskede så løs på ham.”
Det hele blev så optaget på video.
De er ligeglade med, hvad politichefen siger
Dette er ikke det første af den slags opgør mellem arabiske storfamilier i Essen.
For et år siden blev en 22-årig mand næsten pryglet til døde, fordi syriske ’dommere’ ved en islamisk domstol mente, at han havde et forbudt forhold til en 19-årig syrisk kvinde. Altså et forhold, som ikke var tilladt ifølge shariaen. Tolv mænd og kvinder blev anholdt for overfaldet.
Dengang sagde Essens politichef, Frank Richter:
”Den slags parallelverdener tolererer vi ikke har. Anholdelserne må være et klart signal til andre klaner om, at de her i landet må holde sig til tyske love.”
Men disse formanende ord har næppe gjort noget indtryk på klanerne. De lever videre i deres eget parallelsamfund efter deres egne regler og med deres eget magtapparat.
Medlemmer af arabiske klaner, der bryder med islamisk lov eller fraterniserer med medlemmer af fjendtlige klaner, bliver straffet råt og brutalt.
Det kan så give nogle straffe i det tyske retssystem, men dette system betragter klanerne ofte som svagt og blødt. Det er langt værre at forbryde sig mod klanernes og islams egne regler.
Der tales meget om integration…
Ligesom i Danmark taler politisk korrekte kræfter i Tyskland en del om integration. Men meget af det har ikke ret meget med virkeligheden at gøre.
Sandheden er, at indvandringen fra den muslimske verden har skabt parallelsamfund, som vokser sig stadig større og stærkere.
Disse parallelsamfund fungerer efter deres egne retsprincipper, deres egne normer, deres egne adfærdsmønstre.
En del af det udspiller sig i ret lukkede lokalsamfund – ghettoer i bred forstand. Parallelsamfundet kører sit eget løb.
Men i jævnligt tørner parallelkulturen sammen med det omgivende samfund. Det kan resultere i ubehagelige oplevelser for fredelige borgere.
Badegæster terroriseres
I mandags fortalte Den Korte Avis således om ’unge’, der terroriserer friluftsbade i Tyskland, frem for alt i Nordrhein-Westfalen. Friluftsbadene er åbne for alle, og det giver sammenstød.
Den slags ’unge’ lavede i lørdags grov chikane mod badegæster i Düsseldorf. Da en familiefar protesterede, blev han og hans familie omringet af omkring 400 af sådanne ’unge’, og politiet måtte eskortere familien ud af friluftsbadet.
De unge ballademageres baggrund forties i de politisk korrekte medier. Men den store avis Die Welt kom med en antydning, der pegede i retning af unge mellemøstlige indvandrere.
De voldsomt mange ’unge’, der konfronterede familien, giver en fornemmelse af, hvor store ændringer i Tysklands befolkning Angela Merkels politik har banet vejen for.
Danmarks forandring
I Danmark mærker vi den samme udvikling af parallelsamfund og kultursammenstød, om end noget mindre massivt.
Parallelsamfundene betyder en gennemgribende forandring af den danske befolkning og det danske samfund. Nok så mange integrationsprojekter vil ikke ændre på det.
Så længe den ikke-vestlige, overvejende muslimske andel af befolkning bliver ved med at vokse, vil parallelsamfundene præge Danmark mere og mere.
Intet tyder på, at den nye regering vil ændre på det.