Venstreorienterede er begyndt at dyrke racisme vendt mod danskere – og kongehuset bliver indrulleret

Foto: Niels V. Casse

Filosof og kommentator Eva Selsing var for nylig ude med riven i forhold til kronprinseparret. Det skete i en polemisk kommentar under overskriften: ”Kongehuset leger med ilden”. (Berlingske)

 

Kommentaren beskæftigede sig med ”Kronprinsparret, som viser sig stadig mere villigt til at forlade det kloge princip om at favne bredt og afstå fra politik”.

 

Selsing henviste specielt til, at parret promoverer kunstnere ”af mere eller mindre postmoderne-venstreorienteret tilsnit”. Det vil sige kunstnere, der udfolder deres had og foragt over for de værdier, som de fleste danskere samles om.

 

Eva Selsing nævnte blandt andet kronprinseparrets årlige prisuddelingsfest. Her gav man en pris til sangerinden MØ, der har kaldt Pia Kjærsgaard for ”nazisvin”.

 

En anden prismodtager var en sangerinde ved navn Jada, der benyttede overrækkelsen til en venstreekstremistisk proklamation: ”Ned med patriarkatet og ned med det hvide overherredømme”!”

 

Kritikken af kronprinseparret blev forstærket, da Nye Borgerliges leder Pernille Vermund også ytrede sin betænkelighed ved at parret kastede glans over politisk propaganda af denne støbning.

 

Venstreekstreme taler ved prisoverrækkelser

Nu er det jo ikke kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der står og råber ”Ned med patriarkatet og ned med det hvide overherredømme!”. Men det gør altså en af deres prismodtagere.

 

Det er jo kommet på mode i kunstneriske kredse at holde en politisk brandtale i forbindelse med prisoverrækkelser.

 

Disse brandtaler er med usvigelig sikkerhed venstreekstreme i deres holdninger. Man så det samme i forbindelse med årets overrækkelse af Nordisk Råds litteraturpris til en dansk forfatter ved navn Jonas Eika.

 

Manden er totalt ukendt i den danske befolkning. Men han er åbenbart leveringsdygtig i en salve mod ”fremmedfjendligheden” (også her var Pia Kjærsgaard hadefiguren).

 

Snævert kulturmiljø

Med deres prisuddelinger har kronprinseparret anbragt sig selv i situationer, hvor de bliver forbundet med den slags budskaber.

 

I det snævre kulturmiljø, som prismodtagerne kommer fra, er man helt hinsides en rationel og oplyst diskussion. Man aflirer simpelt hen de floskler, som er en livsbetingelse for at gøre sig gældende i miljøet.

 

Når kronprinseparret med forkærlighed vælger deres prismodtagere i dette miljø – eller når deres kulturelle rådgivere gør det – så udsætter de sig uvægerligt for at blive forbundet med venstreekstrem politisk propaganda.

 

Bruger racistiske begreber mod danskerne

Hvordan man end vender og drejer det, så kommer kronprinseparret til at kaste glans over disse politiserende synspunkter og give dem en platform at promovere sig på.

 

Det kan sætte parret i et uheldigt lys. I særlig grad, fordi en del af de prisbelønnede kunstnertyper ikke nøjes med yderligtgående venstreorienterede budskaber sådan i bred almindelighed.

 

Nu er de også begyndt at anvende begreber, som man dårligt kan kalde andet end racistiske. Vel at mærke en racisme, der er vendt mod danskerne og den danske kultur, som kronprinseparret er så vigtige repræsentanter for.

 

Et eksempel er sangerinden Jade, der ved en nylig prisoverrækkelse kaldte til kamp mod ”det hvide overherredømme”.

 

”Hvide”?

 

Her bliver en bestemt gruppe gjort til hadeobjekt på grund af dens hudfarve. Det er, hvad vi normalt kalder racisme.

 

Men den slags racisme må man tilsyneladende godt praktisere i disse kredse. Her er der fri bane for alt, hvad der kan bidrage til danskernes selvhad.

 

Vé den, der ville bruge nedsættende, racistiske vendinger om for eksempel sorte. Men hvide må man altså godt hænge ud som hadeobjekt – under racebetegnelse ”hvide”

 

To ting, som Frederik og Mary bør gøre

Nationalt og kulturelt selvhad er legitimt, ja nærmest påkrævet i disse venstreekstreme kulturkredse, og derfor reagerer ingen på, at man bruger ”hvide” som et racistisk skældsord mod os.

 

Man kommer ikke uden om, at den slags optrin er belastende for Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary. De kan gøre to ting for at undgå dem i fremtiden:

 

For det første kunne finde de kulturelle prismodtagere fra en væsentlig bredere kreds af kunstnere. Folk, der også kan levere kunstnerisk berigelse med en anden baggrund end den venstreekstreme med dens kolik-agtige angreb på Pia Kjærsgaard og andre hadefigurer.

 

I øjeblikket virker det, som om prinseparret løber i halen på et vanvittig snævert kultursyn. Måske for at virke ”i pagt med tiden”. Men det er faktisk ikke i pagt med tiden. Det er i pagt med fuldkommen ligegyldige modeskvulp i et meget snævert miljø.

 

For det andet kunne man måske gøre eventuelle prismodtagere begribeligt, at man ikke ønsker en prisoverrækkelse, der skæmmes af en politisering, som om man befandt sig på Enhedslistens årsmøde.

 

Kan slide på silken

Uanset hvad kronprinseparret gør ved denne situation, vil de utvivlsomt bevare deres store folkelige popularitet.

 

Men det kan slide lidt på silken, når venstreekstreme kunstnere misbruger deres prisuddelinger til politisk propaganda – ovenikøbet med begreber, der normalt opfattes som racistiske.

 

Debatten om dette vil i hvert fald næppe standse her.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…