Venstre-folk i oprør mod Lars Løkke og Kristian Jensen – derfor vil oprøret rulle videre

Striden i Venstre bliver mere alvorlig dag for dag. Nu er en række navngivne personer med tillidsposter i partiet gået ud med offentlige krav om, at både partiformand Lars Løkke og næstformand Kristian Jensen skal skiftes ud.

 

Løkke og Jensen har ellers på det seneste forsøgt at lægge låg på deres strid. Men de oprørske Venstre-folk tror ikke på, at det holder.

 

Til Jyllands-Posten siger Svend Møller Sørensen, der er medlem af partiets hovedbestyrelse og kommuneforeningsformand i Skanderborg:

 

”Der er skabt fløjdannelser inden for Venstre, og det kan vi ikke bruge til noget. Fløjene vil fortsætte, hvis ikke både formanden og næstformanden bliver skiftet ud.”

 

To navne bliver nævnt

De utilfredse Venstre-folk er tilbageholdende med at sige, hvem der efter deres mening skal udgøre Venstres ledelse fremover. Men to navne er dog nævnt:

 

Jakob Ellemann-Jensen, der er partiets politiske ordfører, kunne blive formand. Og Stephanie Lose, der er regionsrådsformand i Region Syd og formand for Danske Regioner, kunne blive næstformand.

 

Dette forslag kommer fra Bent Jørgensen, der er kommunalpolitiker fra Roskilde og Region Sjælland. Han er medforfatter til en kronik om sagen, som Jyllands-Posten bringer i dag.

 

Det er ikke tilfældigt, at disse navne dukker op.

 

Både Jakob Ellemann-Jensen og Stephanie Lose er velrenommerede – i Venstre og i befolkningen. Og de er farlige for Lars Løkke og Kristian Jensen.

 

Jakob Ellemann nyder bred opbakning som politisk ordfører for partiet. Stephanie Lohse har formået at blive forkvinde for Dansk Regioner – en organisation, der ellers er domineret af Socialdemokratiet.

 

Samtidig viste Stephanie Lose sig som en stærk politiker, da hun kritiserede sundhedsreformen og holdt fast, selv om hun kom under hård beskydning fra Løkke.

 

Løkkes røverhistorie

Lars Løkke og Kristian Jensen er klar over, at de har et problem. Specielt efter partiets famøse sommergruppemøde, hvor spændingerne sitrede i luften, og hvor partiveteranen Claus Hjort Frederiksen tabte sit eget hoved og krævede Kristian Jensens hoved på et fad.

 

Det brød Venstre-folk sig absolut ikke om. Og nogle af dem har altså reageret ved åbent at kræve Løkke og Jensen udskiftet med en ny ledelse.

 

Det har fået Lars Løkke og Kristian Jensen til skyndsomt at indgå en våbenhvile i deres indbyrdes strid. Nu søger de at fremstå som et samlet lederskab.

 

Løkke prøver at sælge en historie om, at hele balladen skyldes, at man ventede til efter sommerferien med at besætte posterne i Venstres folketingsgruppe. Det skabte et tomrum, som gjorde Venstre-folk kulrede og skabte uro.

 

Den er der vist ikke mange i Venstre, der køber.

 

Landsmødet

Her og nu er det svært at vurdere, hvor meget konflikterne i Venstre vil slå igennem på partiets landsmøde den 16.-17. november.

 

Der vil være en betydelig frygt for at slippe debatten om ledelsen løs på landsmødet, fordi det kan udstille partiets problemer for fuld medieudblæsning.

 

Men frustrationen er så stor, at der kan falde nogle knubbede ord fra baglandet til den siddende ledelse.

 

Men selv hvis Lars Løkke og Kristian Jensen har held til at begrænse skaderne på selve landsmødet, er der ingen grund til at tro, at partidebatten standser dér.

 

 

Oprøret vil med stor sandsynlighed rulle videre. Utilfredsheden er så stærk, at Venstre inden for en overskuelig fremtid nok alligevel må skifte ledelse.

 

Lede og kede af konflikten i ledelsen

Lars Løkke og Kristian Jensen forsøger at lægge låg på. Men tre ting kan få låget til at ryge af:

 

For det første er Venstre-folk lede og kede af, at konflikterne mellem Lars Løkke og Kristian Jensen, der eksploderede i 2014, er blevet ved med at ulme og nu har udløst nye eksplosioner.

 

Venstre-folk vil have ro og afklaring, og de færreste tror efterhånden på, at det kan ske med Løkke og Jensen ved roret.

 

Løkke og Jensen er politisk uenige

For det andet kan alle erklæringer om enighed, der nu kommer fra Løkke og Jensen, ikke skjule, at de er politisk uenige.

 

De udtalelser fra Kristian Jensen, som udløste den voldsomme ballade på sommergruppemødet, var jo en reaktion på Løkkes planer om at skabe et samarbejde med De Radikale og Socialdemokratiet.

 

For Kristian Jensen er målet at styrke det borgerlige samarbejde.

 

Uanset alle erklæringer om ”fred i vor tid”, så er denne politiske konflikt i Venstre en realitet. Og før eller siden vil den eksplodere igen.

 

Skal den undgås, vil det kræve en ny ledelse, der bliver valgt på en troværdig holdning til disse problemer.

 

Nej, Venstre fik faktisk ikke noget strålende valg

For det tredje går det vel før eller siden op for Venstre-folk, at partiet ikke fik et fantastisk folketingsvalg, som især Løkke har forsøgt at give indtryk af.

 

Godt nok gik Venstre frem i forhold til sidste valg. Men det var en meget billig baggrund. For sidste valg (2015) var en historisk katastrofe for partiet.

 

Og godt nok vandt Venstre nogle stemmer i slutningen af valgkampen. Men partiet fik stadig det næst dårligste valg siden 1994!

 

Løkkes version lever højt på, at mange journalister bare kritikløst overtager myten om Venstres strålende valg. Et simpelt blik på Venstre stemmetal i Løkkes tid vil vise, at det netop er en myte.

 

Der er ikke til at sige, hvordan konflikterne i Venstre præcis vil udvikle sig. Men en ting synes sikker: Man får kun ro med en ny ledelse.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…