’Venligbo’ indgik fupægteskab med pakistaner, som foregav at være flygtning – det kom hun til at fortryde

Anna er en ung kvinde fra Berlin. Hun er veluddannet og venstreorienteret, med alle de rigtige meninger om flygtninge og indvandrere. (Navnet er opdigtet).

 

Nu er denne selvstændige og selvbevidste kvinde havnet i et ægteskab med en pakistaner. I dag kan hun knap forlade sit hjem, uden at manden er indforstået.

 

Den anerkendte schweiziske avis Neue Zürcher Zeitung (NZZ) bringer beretningen om den moderne kvinde, der lod sig trække ind i rollen som ydmyg muslimsk hustru.

 

Hun gav ham husly og forsørgelse

Anna mødte pakistaneren Abdul (opdigtet navn) på gaden. Han så langt efter hende, og hun blev tiltrukket af, at han var ”street-smart”, som amerikanerne kalder det. Det vil sige en type, som kan begå sig på gaden.

 

Anna er nemlig én af de mange unge i Vesten, der er blevet opdraget til at foragte deres eget samfund. Pakistaneren Abdul med kriminelle tilbøjeligheder og ekstrem mandschauvinisme virkede som et spændende alternativ.

 

I tre måneder kom de to sammen, men så fik Anna nok af det. Den seksuelle relation ophørte. Til gengæld gled Anna ind i rollen som den, der på alle mulige måder tog sig af Abdul.

 

Han flyttede ind i hendes étværelses lejlighed og lod sig i vidt omfang forsørge af hende. Han havde nogle småjob i ny og næ, men blev hele tiden fyret.

 

Merkel og Abdul

Abdul var ude på at få asyl i Tyskland, selv om han ikke var på flugt fra noget som helst.

 

Det var dengang, da Angela Merkel udråbte sin ”velkommenkultur” og åbnede Tyskland for en massiv tilstrømning af asylansøgere.

 

Abdul var af egen fri vilje rejst fra Pakistan. Hans far var en relativt velstående gårdejer. Meningen var, at Abdul skulle overtage gården. Men han drømte om at finde lykken i det rige Vesten, så han drog til Tyskland og søgte asyl.

 

Men selv i Merkels Tyskland afviste myndighederne blankt at give ham asyl. Han risikerede hjemsendelse.

 

Så lagde han pres på Anna, for at hun skulle gifte sig med ham, så han kunne få asyl ad den vej.

 

Hun blev også gravid, hvilket kunne have styrket hans sag. Men her sagde hun dog fra og fik en abort.

 

Planen kiksede

’Venligboen’ Anna gik med på at indgå et fupægteskab. Hun gik endda så vidt som til at lyve for myndighederne og forfalske en embedsmands underskrift for at hjælpe Abdul.

 

Hun forsvarer sig således: ”Når lovene er uretfærdige, har jeg ikke noget problem med at bryde dem.”

 

Men deres plan kiksede. Ægteskabet gav ikke asyl til Abdul. Han fik kun tålt ophold, der jævnligt skal forlænges.

 

Nu har hun fået nok af det hele. Hun har søgt psykologhjælp.

 

Han kontrollerer hende

Men hvordan kunne hun overhovedet bringe sig i den situation?

 

Hun beskrives som en selvstændig, attraktiv kvinde. Alligevel fremgår det af beretninger fra hendes veninde, at hun lader Abdul diktere og indskrænke hendes liv.

 

Han er styret af et reaktionært islamisk kvindesyn.

 

Ifølge veninden ville han helst forbyde hende at gå ud om aftenen.

 

Anna selv bekræfter, at han søger at indskrænke rammerne for hendes liv.

 

Engang smed han en af hendes T-shirts ud, fordi den ikke passede til hans forestilling om, hvordan en kvinde bør gå klædt.

 

Skyldfølelse

Artiklen i NZZ kredser om, hvad der får en kvinde som Anna til at acceptere den slags.

 

Hun betjener og beskytter en migrant, som hun ikke elsker, og som ikke engang befinder sig i en nødsituation.

 

Anna forsøger at forklare sine motiver over for journalisten.

 

Hun anser Vesten for den store skurk i verden. Det er efter hendes mening Vestens skyld, at folk som Abdul ’føler sig nødsaget til’ at migrere.

 

Hun påskønner på ingen måde, at de vestlige samfund har formået at skabe uendelig meget mere frihed, demokrati, velstand og lighed end det Pakistan, som Abdul er rejst fra. Hun viser ingen stolthed over det.

 

Tværtimod synes det kun at forstærke hendes skyldfølelse over at være borger i Vesten. Denne skyldfølelse er så stor, at hun lader Abdul hundse med hende. Hun har lært at foragte sin egen kultur.

 

Naivitet

Dette selvhad er parret med naivitet over for muslimske parallelsamfund. NZZ-artiklen giver et eksempel:

 

Ved en fest i forbindelse med det seneste valg til Forbundsdagen i Tyskland var Abdul ansat som tjener. Politikere og gæster kappedes om at skamrose den unge pakistaner, selv om de ret beset intet vidste om ham. De ville bare vise, hvor velmenende de var.

 

Ingen anede, at Abdul havde været i fængsel for ulovlig våbenbesiddelse. Ingen anede, at han havde tjent penge på menneskesmugling. Ingen anede, at han handlede med narko.

 

Vi lever i en kultur, der burde være præget af stolthed og selvbevidsthed. I stedet fortaber den sig ofte i selvhad, skyldfølelse, naivitet og underdanighed.

 

Som for eksempel Anna, der havde så mange muligheder og forspildte dem.

 

https://www.nzz.ch/gesellschaft/deutsche-akademikerin-erzaehlt-von-ihrer-scheinehe-mit-einem-asylbewerber-ld.1420784?fbclid=IwAR3ZGC1kx2ucgShMEpfOucPTTxXuqMGrVDsiGimpZ5wySvm3mVX5hm7A3po

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…