V-opgør om udlændingepolitik: Trane Nørby går til kampvalg mod Støjberg – dermed angriber hun Jakob Ellemanns autoritet

Ellen Trane Nørby stiller op til kampvalg mod Inger Støjberg om posten som næstformand i Venstre. Det oplyser Avisen Danmark.

 

Trane Nørby er tidligere undervisningsminister, sundhedsminister og politisk ordfører for partiet.

 

Hendes beslutning om at udfordre Inger Støjberg vil utvivlsomt bidrage til at skabe fornyet uro i Venstre, efter at partiet netop har været igennem et højdramatisk indre opgør.

 

Dette er ikke bare en udfordring af Inger Støjberg. Det er også et bidrag til at underminere Jakob Ellemann-Jensens autoritet som den forventede leder af partiet.

 

Ellemann går på landsmødet til valg som partiformand i et parløb med Inger Støjberg som kandidat til næstformandsposten. Skulle Støjberg falde, vil Ellemann stå klart svækket tilbage.

 

Men selvfølgelig vil man gøre alt for at udlægge situationen som et bevis på, at Venstre er et levende parti med en fri debat.

 

Hurtig støtte fra slapper i udlændingepolitikken

Alt tyder på, at Ellen Trane Nørbys udfordring af makkerparret Ellemann-Støjberg er led i en organiseret aktion.

 

Knap var meddelelsen om hende kandidatur sluppet ud, før Venstres folketingsmedlem Jan E. Jørgensen meldte sig på TV2 News med en støtte til hende. Som Ellen Trane Nørby selv skrev, da hun meddelte sin kandidatur på Facebook: ”Efter talrige opfordringer …”

 

Jan E. Jørgensen er kendt som en repræsentant for den yderste politisk korrekte fløj i partiet, når det gælder udlændingepolitikken. Den absolutte modpol til Inger Støjberg.

 

Støjberg stærkest hos vælgerne

Sammenligner man Støjbergs og Trane Nørbys opbakning fra vælgerne ved sidste valg, opnåede Støjberg et langt bedre resultat.

 

Trane Nørby er samtidig belastet af, at hun var pennefører for det forslag til sundhedsreform, som Venstre gik til valg på. Det var her, at man foreslog regionerne nedlagt.

 

Dette forslag mødte stor modstand inden for Venstres egne rækker – ikke mindst fra for regionernes formand, venstrekvinden Stephanie Lose. Samtidig var det efter alt at dømme heller ikke nogen succes blandt vælgerne.

 

I sin begrundelse for at opstille øver Ellen Trane Nørby da også selvkritik i forhold til sundhedsreformen.

 

”Tonen” hos Støjberg

Men Ellen Trane Nørby, Jan E. Jørgensen og andre må mene, at de har en chance, fordi Inger Støjberg med sine klare meninger og meldinger i specielt udlændingepolitikken også har sine kritikere i partiet.

 

Måske er Trane Nørby ikke det stærkeste kort. Men man satser tilsyneladende på, at tilstrækkeligt mange ønsker at undgå Støjberg.

 

Man bruger som hovedargument mod Støjberg, at hun er for stram i udlændingepolitikken og i for høj grad deler vandene. Denne kritik er sjældent særlig konkret, men man taler især om ”tonen” i Støjbergs debatform.

 

Væk fra Anders Fogh og tættere på De Radikale

Ellen Trane Nørby har rødder i det jyske Venstre – ligesom Støjberg. Mens Støjberg er et ekstremt populært folketingsmedlem i Midtjylland (Skive-kredsen), er Ellen Trane Nørby fra Sønderjylland (Sønderborg-kredsen).

 

Det er Inger Støjberg mod Ellen Trane Nørby. Men det er også makkerparret Jakob Ellemann og Inger Støjberg mod en løsning, der afviser dette makkerpar.

 

Og det er en stram udlændingepolitik mod noget, der ikke er ganske klart defineret.

 

Givet er det, at et valg af Ellen Trane Nørby vil være et fingerpeg om, at Venstre er i bevægelse væk fra den linje i udlændingepolitikken, som blev grundlagt af Anders Fogh Rasmussen.

 

Så hvem ved: Måske kan Lars Løkke Rasmussen alligevel opleve, at Venstre rykker tættere på De Radikale, sådan som han ønskede – bare ikke med ham i spidsen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…