USA øger presset på Irans Revolutionsgarde

Arkivfoto

Det Hvide Hus meddelte søndag, at det amerikanske hangarskib USR Abraham Lincoln med ledsageskibe m.v. var dirigeret til den Persiske Golf. Årsagen var ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver John R. Bolton “bekymrende og eskalerende indikationer og advarsler” relateret til Iran.

 

Udenrigsminister Mike Pompeo svarede, da han på flyet på vej til møde i Arktisk Råd i Finland af journalister blev spurgt om Mr. Boltons erklæring, at “Det er noget, vi har arbejdet på i et stykke tid.”

 

“Det er helt sikkert, at vi har set eskalerende aktiviteter fra iranerne, og vi vil holde iranerne ansvarlige for ethvert angreb på amerikanske interesser, uanset om disse handlinger foretages af shia-militsgruppe, Hamas, Houthis eller Hizbollah, eller andre der reelt kontrolleres af Iran”.

 

“De Forenede Stater søger ikke krig med det iranske regime, men vi er fuldt ud rede til at reagere på ethvert angreb, hvad enten det er ved en stedfortræder, ved Revolutionsgarden eller ved regulære iranske militære styrker,” sagde Bolton i udtalelsen.

 

Revolutionsgardens Quds Force

Den republikanske senator Marco Rubio fra Florida og medlem af Senatets Foreign Relations Committee, har mandag morgen på Twitter uddybet baggrunden for at sende USR Lincoln til golfen: “Vi vil ikke skelne mellem angreb fra Shia-militser i Iraq og Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC, der styrer dem. Ethvert angreb fra disse grupper mod amerikanske enheder vil blive betragtet som et angreb fra Iran.”

 

Udviklingen siden den islamiske revolution i Iran i 1979 har betydet, at få lande får så negativ presse som Iran. Specielt er Iran i store dele af den amerikanske presse dæmoniseret.

 

Revolutionen bragte en radikal transformation af landets styre med sig. Allerede efter Shahens fald begyndte de nye magtstrukturer at vise sig, men det var først under og efter den blodige krig med Irak i 80erne, at den Islamiske Republik kunne konstituere sig som et stærkt centraliseret regime, med tentakler – herunder Revolutionsgarden, The Islamic Revolutionary Guard Corps, IRGC – der strækker sig helt ud i samfundets spidser. “Revolutionens fjender” blev udrenset og mange andre flygtede ud af landet. Alle blev underlagt det gejstlige shiamuslimske bureaukrati, Revolutionsgarden og den paramilitære milits (Basij), der tæller millioner af indoktrinerede unge soldater.

 

Revolutionsgarden, IRGC, har siden afslutningen af krigen med Irak I 1980’erne finansieret af olieindtægter opbygget en enorm magt i Iran. Ikke kun internt i Iran, hvor IRGC udover det kontroversielle atomprogram også kontrollerer væsentlige økonomiske og industrielle interesser, men også i forhold til udlandet. IRGC er ansvarlig for et ballistisk missilprogram, der truer hele regionen, men IRGC støtter også direkte international terrorisme, blandt andet shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, den libanesiske shiamuslimske militære organisation, Hizbollah, Hams i Gaza og Houthi-bevægelsen i Yemen.

 

Generalmajor Qasem Soleimani

Den enkeltperson I Iran, som USA især er opmærksom på, er Qasem Soleimani.

Soleiman blev født den 11. marts 1957 og er avanceret til Generalmajor i Revolutionsgarden, IRGC. Qasem Soleiman har siden 1998 været øverstkommanderende for IRGCs Quds Force – den del af Revolutionsgarden, der er ansvarlig for alle militære og hemmelige operationer uden for Irans grænser. Det er således Qasem Soleiman, der er den egentlige fører af diverse shiamuslimske militser i Iraq og Syrien, af Houthierne i Yemen, af Hizbollah i Libanon og af Hamas i Gaza. Ingen af disse organisationer ville vove et direkte angreb på amerikanske styrker uden at ordren var givet af Qasem Soleiman.

 

Atomaftalen

Det amerikanske forhold til Iran er blevet forværret siden præsident Trump sidste år trak USA ud af den atomaftale, der var indgået med Iran i 2015. USA har siden pålagt Iran hårde sanktioner, som ikke mindst Bolton og Pompeo har været førende i formuleringen af.

 

I sidste måned satte Trump administrationen den iranske Revolutionsgarde på terrorlisten, og organisationen og alle der samarbejder med IRGC er pålagt strenge økonomiske sanktioner.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…