Tre ting kan skabe kamphumør hos Jakob Ellemann-Jensen og blå blok

På tirsdag starter det nye folketingsår. Landets nye statsminister, Mette Frederiksen, befinder sig i en stærk position.

 

Hun er kommet til magten med en ganske stor valgsejr i ryggen.

 

Hun har en del penge at gøre godt med, fordi der er rekordhøjt overskud på de offentlige budgetter.

 

Hun scorer points på klimapolitikken, der bidrog klart til hendes valgsejr.

 

Endelig har hun kunnet dominere den politiske scene fuldstændig, fordi Venstre har været lammet af den interne ballade.

 

Så udfordringen for den nyvalgte Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen og resten af blå blok er stor.

 

Ellemann i fuld kontrol

Men nu er Ellemann kommet på plads i Venstres formandsstol. Og han har gennemført en gnidningsfri overtagelse af magten i partiet.

 

Han blev hyldet på Venstres ekstraordinære landsmøde i lørdags. Samtidig blev hans makker i ledelsen, Inger Støjberg, valgt til næstformand med overbevisende flertal. Så Venstre står nu med en ledelse, der har fuld og engageret opbakning fra partiets bagland.

 

Samtidig har Ellemann fået sat sit eget hold i spidsen for folketingsgruppen. Med sig selv som gruppeformand og Sophie Løhde som politisk ordfører.

 

Det er meget svært at forestille sig, at nogen i denne situation kan slippe af sted med at lave ny ballade i partiet. Det gælder også Lars Løkke. Ellemann synes at være i fuld kontrol.

 

Politisk står han naturligvis over for en meget stor udfordring med en statsminister, der i den grad har medvind for tiden. Men han og de andre blå har absolut muligheder.

 

Specielt tre ting kan skabe kamphumør hos Jakob Ellemann-Jensen.

 

Hundedyre løfter

For det første:

 

Nok er det rigtigt, at Mette Frederiksen har en del penge at gøre godt med. Men det er også rigtigt, at hun og rød blok har udstedt stribevis af hundedyre løfter.

 

Hun kommer til at barbere kraftigt ned – med risiko for at gøre vælgere vrede.

 

Tag for eksempel planerne om at give tidlig pension til den berømte Arne og andre.

 

Mange danskere med et langt arbejdsliv bag sig forventer nu, at de kan få en sådan tidlig pension. For regeringens signaler har været meget svømmende. Men hos et stort antal vil håbet blive skuffet.

 

For Jakob Ellemann giver det mulighed for at hamre løs med et af de virkelig effektive våben i den politiske kamp: anklager for løftebrud.

 

Lignende anklager kan Venstre og blå blok køre frem på andre områder, som for eksempel de såkaldte minimumsnormeringer i daginstitutionerne eller de store løfter om forbedringer på sygehusene.

 

Det opgør er slet ikke rigtig begyndt endnu. Når det sker, vil hverdagen melde sig for Mette Frederiksens S-regering.

 

Greta med hadefuldt ansigt

Også i klimapolitikken har Jakob Ellemann og resten af blå blok fået nye muligheder for at markere sig. Her kan Greta Thunbergs optræden på FN’s klimakonference i New York skabe nye vilkår for debatten.

 

Greta Thunberg er blevet blæst op til en slags klimaets barnehelgen. Journalistisk Venstreparti har i vidt omfang bidraget til denne helgenstatus – også i Danmark. De regner med, at det styrker deres politiske synspunkter.

 

Af samme grund får vi endeløse reportager i dansk TV, hvor børn står foran kameraet og råber ind i mikrofoner, at NU skal der gøres noget ved klimaet, for ”det handler om vores fremtid”.

 

Greta Thunberg har været frontfiguren i dette. Hun moraliserer i et mere og mere hysterisk toneleje, men bidrager kun meget lidt med indsigter og argumenter, som kan skabe løsninger.

 

Det gik helt galt i New York, da Greta Thunberg med et hadefuldt forvredet ansigt slyngede anklager ud mod politikere og andre for at have ødelagt hendes og andre unges liv.

 

Hun lignede ikke en klima-guru, men snarere en pige, der har brug for hjælp.

 

Her kammede klimadebatten helt over. Men netop det kan måske betyde, at debatten bliver drejet mere i retning af indsigt og argumenter. For eksempel kritiske granskninger af, om regeringen reelt lever op til sine store løfter om 70 procents reduktion af CO2-udledningen i 2030.

 

Det bliver sværere for Journalistisk Venstreparti at fremstille de røde som de gode og de blå som de onde.

 

Løber fra løfter om hjemsendelse af flygtninge

Den tredje store mulighed for Ellemann og de andre i blå blok ligger – naturligvis – i udlændingepolitikken. Her er Mette Frederiksens regering i fuld gang med at begå løftebrud.

 

Hun lovede før valget ikke at pille ved den stramme udlændingepolitik. Men det gør hun alligevel.

 

Rød blok har sørget for, at langt færre flygtninge bliver sendt tilbage til deres hjemland, når forholdene er tilstrækkeligt fredelige. Nu skal en stor del af dem have lov til at blive i Danmark, hvis de kan påberåbe sig et arbejde. Det undergraver en central del af den stramme udlændingepolitik.

 

Samtidig skal der nu gives højere sociale ydelser til flygtningefamilier. Det bliver mere attraktivt for migranter at søge mod Danmark, hvilket kan øge tilstrømningen, og samtidig får flygtninge flere penge på danskernes bekostning.

 

Der er nok at tage fat på for Jakob Ellemann-Jensen, Kristian Thulesen Dahl, Søren Pape Poulsen, Pernille Vermund og Alex Vanopslagh.

 

Nu begynder hverdagen og den virkelige kamp.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…