Tillid og mistillid til politikerne

Af Valgmenighedspræst, cand. teol. Morten Kvist, Herning

 

I sin tale til Folketingets åbning benyttede Statsminister Mette Frederiksen bl.a. lejligheden at slå et slag for tillidssamfundet. Hun vil bevare den høje grad af indbyrdes tillid, som vi med rette både er taknemmelige for og stolte af i Danmark. Det var velgørende at høre fra landets vigtigste talerstol og fra statsministeren selv, at regeringen er opmærksom på, at der er for meget kontrol og for lidt tillid mellem borger og offentlige forvaltning. Nu kan vi så håbe på, at det også er muligt at gøre noget ved det. Det er straks sværere, for ingen administration har mig bekendt nogensinde frivilligt gjort sig selv mindre. Hun kan kort sagt ikke forvente den store hjælp fra den forvaltning, hun er leder af. Derfor skal hun have et ord med på vejen:

 

I det antikke Roms sidste århundreder og i fuld fart mod imperiets forfald dyrkede romerne et hav af guder. Der var guder ikke alene for kornets vækst, men rod, strå og kerne, selv stråets ’knæ’ havde egne guder, som krævede en egen opmærksomhed. Den slags tror vi ikke på længere. I stedet har vi fået et svulmende og tidkrævende bureaukrati, som indhegner borgernes daglige liv med et stadig mere fintmasket net af regler. I en gudløs epoke har vi erstattet religion med bureaukrati. Vi er blevet bureaukratisk troende. De mange regler skal få os til at gøre det gode, men de er udtryk for mistillid og skaber mistillid, som ikke er godt. Jo flere regler jo bedre adfærd, synes troen at tilsige, men realiteterne siger jo flere regler jo bedre mulighed for ansvarsforflygtigelse, jo mere opgivenhed, jo mindre tro på at individets egen dømmekraft har noget at betyde. Det gælder selvfølgelig mest de offentligt ansatte, men eftersom der er rigtig mange af dem, og vi alle er i kontakt med det offentlige, breder det sig til alle.

 

De store reformer, som alle offentlige forvaltninger har gennemgået de sidste 30 år under navnet New Public Management, og som har medført store centraliseringer, har været meget skadelige for tilliden til det nødvendige bureaukrati. Bureaukrater, som ingen forstand har på f.eks. uddannelse af skolelærere, sygeplejersker eller lægers arbejde, er sat til at bestyre netop dem. De primære ansatte på f.eks. professionsskolerne, underviserne, er skåret ned til fordel for bureaukratisk personale. Ledelseslaget er vokset med centraliseringen og skaber fremmedgørelse. Hvem bestemmer egentlig hvad? Så simpelt et forhold, som tildeling af lokaler kan volde problemer, fordi det styres uden kontakt med dem, der bruger lokalerne, og fordi optimering af lokalebrug skal dokumenteres overfor ’nogen’, som ingen ved, hvem er. Eller et forholdsvis friskt eksempel: Der blev med bred politisk vilje etableret en ordning for psykisk syge, så de lidt efter lidt kunne blive lempet ind på arbejdsmarkedet alt efter deres muligheder. Alle var glade. Men 29 ud af 43 afsatte millioner er hidtil gået til administration (Berlingske ultimo juli). Man kan dårligt undgå at få det indtryk, at bureaukratiet tænkes før selve sagen. Det er vigtigt for statsministeren at være opmærksom på

 

Nu er systemer som bekendt sagesløse. Det er altid administrationen af dem, der volder problemer. Jeg skal ikke gøre mig klog på New Public Management i detaljer, men set ude fra ligner det en sammenstykning af to modstridende principper. Det ene er indførelse af liberale markedsregler i den offentlige forvaltning. Hver enkelt medarbejder skal kunne tjene sin egen løn. Det andet princip er, at netop dette kræves der nidkær dokumentation for, hvilket medfører meget illiberale kontrolforanstaltninger, altså en halv liberalisering, som man alligevel ikke rigtig har tillid til. Det skaber mere mistillid.

 

Det svulmende bureaukrati har dertil en række uheldige bivirkninger. Det hæmmer de mennesker, som er tilbøjelige til at se deres arbejde som et kald, og det svækker arbejdsglæden hos resten. Det stækker fantasien, at der er meget langt fra ord til handling, når det ene bureaukratiske bjerg efter det andet først skal bestiges. Det øger følelsen af, at hver eneste handling, der ikke passer ind i et skema, er fuld af modstand. Det skaber problemer med rekrutteringen af kvalificerede medarbejdere i f.eks. folkeskolen. Enhver lærer ved, at god undervisning kræver en meget høj grad af frihed, som altså er systemisk undermineret. De offentlige forvaltninger kan endda finde på at opføre sig som firmaer, der kræver toployale medarbejdere, som ikke må udtale sig kritisk om arbejdspladsen.

 

Disse tilstande er ikke båret frem af politikere, men af statens embedsmænd, som dermed har et meget stort ansvar. Folkeskolereformen er f.eks. ikke udtænkt af politikere. Ingen ved vel rigtig, hvor den kommer fra? Politikerne har imidlertid ikke protesteret, men ladet tingene ske og lagt navn til (undtagen de mange it-skandaler, som ingen drages til ansvar for), hvorved politikerne ikke har meget at lade embedsmændene høre. Det er måske ikke så mærkeligt, hvis folkestyret har ondt i tilliden. Forklaringen kan være såre enkel, at vi har bevæget os fra en tillidskultur til en mistillidskultur, skabt af den statslige forvaltning med politisk samtykke. Det kunne nok hjælpe på smerten at give de offentlige medarbejderne friheden tilbage og begynde på en bureaukratisk udånding efter 30 års indånding. Begynd med skoler og gymnasier og lad eksamen være den egentlige kontrol af, om de gør det godt nok. Det vil give plads til lidt mere tillid, som forhåbentlig vil kunne brede sig til politikerne.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…