Folketinget afviser grænsekontrol mod Sverige, som ifølge Säpo huser tusindvis af ekstremistiske islamister

(arkiv Sverige)

Når Danmark har grænsekontrol mod Tyskland, skyldes det primært terrortruslen mod Danmark og den formodning, at et terrorangreb vil blive gennemført at islamister, der kommer ind i landet via den dansk-tyske grænse.

 

Problemet er imidlertid, at det hidtil mest omfattende planlagte terrorangreb, der skulle udføres i Danmark, kom fra Sverige.

 

Det var terrorangrebet mod Jyllands-Postens redaktion på Rådhuspladsen i København, som blev afværget den 28. december 2010 med fire anholdte, hvoraf de tre kom fra Sverige bevæbnet med en maskinpistol og en pistol.

 

Skal man tro det svenske sikkerhedspoliti, Säpo, så vrimler Sverige med ekstremistiske islamister.

 

”I 2010 var der ifølge en Säpo-rapport omkring 200 ekstremistiske islamister. Vi vil mene, at det er gået fra hundredvis til tusindvis,” sagde Säpos generaldirektør, Anders Thornberg, ifølge DR og Ritzau den 16. juni 2017.

 

Dansk Folkeparti vil have grænsekontrol, men kan ikke få flertal

Netop blandt andet det planlagte terrorangreb fra Sverige mod Jyllands-Posten, samt Säpo- chefens udmeldinger er en af grundene til, at Dansk Folkeparti nu vil have grænsekontrol mod Sverige.

 

Men det kom partiet ikke langt med, da Folketinget den 12. april behandlede partiets forslag.

 

Således afviste udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) forslaget med den begrundelse, at: ”Den aktuelle vurdering fra Rigspolitiet er, at der ikke er behov for at indføre midlertidig grænsekontrol ved andre grænser end ved sø- og landegrænser til Tyskland,” og Støjberg konkluderede, at:

 

”I den nuværende situation er der altså ikke et grundlag for at indføre grænsekontrol mod Sverige, og regeringen kan derfor på den baggrund ikke støtte det beslutningsforslag, der ligger her fra Dansk Folkeparti.”

 

Samme holdning havde Folketingets øvrige partier.

Generelt fulgte Folketingets øvrige partier integrationsministerens begrundelser for at afvise forslaget.

 

Den socialdemokratiske ordfører, Astrid Krag, henviste blandt andet til samhandelen med Sverige og konkluderede:

”Men væsentligst af alt synes jeg i diskussionen, som Dansk Folkeparti også rejser her, er jo, at Rigspolitiet ikke vurderer, at det vil tjene noget formål.” Hun skulle også hilse fra De Radikale og sige, at de også afviser forslaget.

 

Hos Venstre mente ordfører Mads Fuglede heller ikke, at en terrortrussel kunne begrunde grænsekontrol mod Sverige og tilføjede:

 

”Derudover oplever vi ikke på nuværende tidspunkt en migrantstrøm fra Sverige, der kan retfærdiggøre øget grænsekontrol og de ressourcer, der er forbundet hermed. På den baggrund kan Venstre ikke støtte beslutningsforslaget.”

 

Enhedslistens ordfører, Søren Søndergård, konkluderede, at:

 

”Hvis politiet henvender sig og fremlægger en argumentation, der går på, at det vil være den bedste anvendelse af deres ressourcer at lave en permanent grænsekontrol, så vil vi selvfølgelig kigge på det, men det er ikke sket indtil videre, og derfor kan vi ikke tilslutte os forslaget.”

Liberal Alliances ordfører, Joachim B. Olesen, tog det fra den humoristiske side med en beskrivelse af dagens Sverige:

 

”Børn, som ikke skal kaldes hun eller han, men høn. Pippi Langstrømpe bliver censureret på svensk TV, hun må ikke lege kineser ved at knibe øjnene sammen, og hun må heller ikke kalde sin far for negerkonge. Den populære danske børnebog ”Mustafas kiosk” blev trukket tilbage, fordi bogen både var racistisk og islamofobisk ifølge oprørte svenskere. Kønsneutrale legetøjskataloger. Svenske mænd, som vil amme børn i ligestillingens navn: Ja, der er egentlig masser af gode grunde til at lukke grænsen til Sverige hermetisk af.”

 

”Men,” forsatte Joachim B. Olesen, ”vi vil alligevel ikke indføre grænsekontrol til Sverige, for de fleste svenskere er trods alt fornuftige mennesker, og de skal have mulighed for at komme ubesværet til Danmark og få et pusterum fra al den politiske korrekthed.”

 

Hos Alternativet fastslog ordfører Carolina Magdalene Maier, at Alternativet hylder den frie bevægelighed mellem Schengenlandene, og afviste med den begrundelse forslaget fra Dansk Folkeparti og understregede med henvisning til grænsekontrollen mod Tyskland:

 

”Der var masser af udvisninger, før grænsekontrollen blev etableret, så der er ikke noget, der peger på, at grænsekontrollen mellem Danmark og Tyskland faktisk har været en succes.”

 

Socialistisk Folkepartis ordfører, Holger K. Nielsen, er også inderligt mod grænsekontrol, som han kalder symbolpolitik, og selv hvis politiet anbefalede grænsekontrol, ville han ikke uden videre tage det for gode varer:

 

”Vi skal ikke bare være gummistempel for politiets anbefalinger, selvfølgelig skal vi ikke det, men der må jo være en vis faglighed bag den måde, som man diskuterer de her ting på, og ikke sådan noget med, at noget ikke kan udelukkes og så videre, for det er jo helt useriøst,” lød det fra Holger K. Nielsen.

 

Hos De Konservative fastslog Naser Khader, at selvom De Konservative er tilhængere af grænsekontrollen mod Tyskland, gælder det ikke Sverige, og i øvrigt, mente Khader, at:

 

”Så er der simpelt hen ikke ressourcer nok til også at skulle passe på den dansk-svenske grænse, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Så vi kan ikke bakke op om beslutningsforslaget.”

 

Forslaget er nu sendt til Udlændinge- og Integrationsudvalget, men som bemærkninger er faldet her under 1. behandlingen, har det ikke en kinamands chance for at blive vedtaget.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…