Stop så den kønskamp!

Til trods for at de to køn har opnået lige rettigheder og lige muligheder, fremturer feministerne fortsat og til stor skade. Ifølge en ny debatbog af Torben Haugaard.

 

Torben Haugaard: ET SAMFUND I UBALANCE. Verdens lykkeligste folk – men et ensomt og ulykkeligt samfund. Hæftet med omslag.  234 sider. Kr. 224,95. Forlaget mellemgaard. Udkommet d. 4.2.2019.

 

**** fire stjerner ud af seks

————————————————————————————————  

Torben Haugaard vil med sin bog ”Et samfund i ubalance” gøre op med en destruktiv kønskamp til fordel for et samarbejde mellem mand og kvinde – og ikke mindst mellem mor og far:

 

”Min mission med denne bog er en opfordring til at stoppe den nationale kønslige borgerkrig om magten og vetoretten mellem kønnene og i stedet indlede et samarbejde. Vi har som køn gennem lovgivning for længst opnået lige muligheder og lige rettigheder. Hverken patriarkatet eller matriarkatet kan alene bære dette samfund i en fremtidig kompleks verden. Og uanset hvordan vi vender og drejer det, så vil der altid være en markant forskel på kvinder og mænd. Kvinderne vil altid føde børnene, og mændene være vigtige rollemodeller i børns opvækst. Alle andre familier end kernefamilien, forstået som biologisk mor og far, er sammenbragte familier – set fra barnets perspektiv.” (fra bagsideteksten)

 

Forfatteren er født 1957 og har en mangesidig karriere bag sig: Officer, politiassistent, selvstændig erhvervskonsulent og erhvervspsykoterapeut.  Både på offentlige og private arbejdspladser har han arbejdet med udvikling af organisationer og ledere, og han benævner sig selv erhvervs- og parterapeut.  

 

Et opløsningssamfund med ’mor som norm’
Bogens titel angiver afsættet: Vores samfund er dysfunktionelt. Og undertitlerne får yderligere præciseret fortolkningsfilteret: Til trods for at danskerne er blevet udnævnt til verdens lykkeligste folk, er et stigende antal ensomme og ulykkelige. Fra at have haft et samfund med sammenhængskraft forankret i oplysning og viden går udviklingen i retning af et opbruds- og opløsningssamfund med ”mor som norm”.

 

En stor del af bogens 16 kapitler kredser omkring ubalancen i parforholdene, hvor kvinderne i stigende grad har bukserne på, og hvor uligevægten alt for ofte fører til en skilsmisse. Hvis parret har børn, ender far ofte med at blive taber i kampen om dels deleordning, dels hvem der skal være bopælsforælder, og hvem der skal være samværsforælder.

 


  Så med en skilsmisseprocent på over 50 procent kommer mange fædre i klemme. Hvilket ikke skal sløre for, at det først og fremmest er børnene, der betaler prisen for mors og fars manglende evne til at holde sammen på en familie.  

 

  Derfor ligger det også forfatteren stærkt på sinde, at forældrene arbejder på at bevare og udvikle deres parforhold. Både fordi det vil gavne dem selv og få dem til at vokse som mennesker, og fordi kernefamilien fungerer som eksistentiel mesterlære. Hvis børn ser, at mor og far går fra hinanden i stedet for at tage hånd om konflikterne, så overfører forældrene følgende budskab til deres afkom: Når det bliver svært, så skal du bare vende ryggen til. Løsningen ved uenigheder er at forlade hinanden.  

 

Kvinder er ikke mere ofre end mænd
Haugaard er især ude med riven i forhold til den radikale feminisme, skilsmisseproblematikken, #metoo-bevægelsen, vold- og voldtægtsproblematikken, kvinders ”misforståede ejerskab af deres børn, den fri fertilitet og mediernes énsidige opmærksomhed på minoriteter og kvinder som ofre og krænkede, hvilket altid giver dem taleret.” (fra bagsideteksten).

 

  Men kvinder er ikke mere ofre end mænd, og stigmatiseringen og udskamningen af manden som bærer af maskulinitet har vist sig at være samfundsnedbrydende. Feminismen er ganske enkelt gået for vidt i sit mytemageri og offertænkning.

 

Citatmosaik
De første 30 sider af bogen kunne jeg næsten ikke få armene ned, fordi jeg er fuldstændigt enig i analyser og karakteristikker:

 

”Ligestilling gælder for mand og kvinde, men ikke for far og mor.” (s. 7)

 

”(…)”svigt” er blevet grundtonen i et tiltagende kultursocialt anarki.” (s. 11)

 

”Medierne er mere end nogensinde blevet normsættere for vores samfund.” (s. 20)

 

”Et stigende antal drenge, der er vokset op alene med en mor, falder ud af uddannelsessystemet, og rigtigt mange drenge formår ikke at etablere et sundt og velafbalanceret forhold til en kvinde.” (s. 24)

 

Men så begynder det at gå ned ad bakke, fordi bogen i stigende omfang bliver til et talerør for Foreningen Far. Det ville ikke være noget problem, hvis medlemmerne af Foreningen Far som hovedregel var lige så afbalancerede som Haugaard, men det er desværre ikke tilfældet.

 

Her kommer en række udsagn, som kalder på spørgsmålstegn og modkommentarer:  

 

”Der er ikke nogen faglig eller saglig begrundelse for, at moderen er den bedst egnede til at have børnene mest efter en skilsmisse.”

 

(…)

 

Ej heller for, at ” (…) det er bedst for barnet at have fast bopæl (…)” (s. 42)

 

LN: Jo mor er den bedst egnede i hvert fald de første to år – måske tre. Og selvfølgelig er det bedst for barnet at have fast bopæl. 7/7 ordningen er vold mod børn, hvad enhver voksen, der har skullet flytte ud og ind en gang om ugen ville kunne skrive under på. HVILKET IKKE ER DET SAMME SOM AT SIGE, AT SAMVÆRSFORÆLDEREN IKKE SKAL HAVE HYPPIG SAMVÆRSRET, for det skal hun/han selvfølgelig.

 

”Børn fra skilsmisser med en ligeværdig 7/7 ordning er meget tæt på det samme niveau af tryghed og trivsel, som eksisterer i kernefamilien – UANSET KONFLIKTNIVEAU (min fremhævelse – LN).” (s. 65)

 

”(…) de nyeste undersøgelser viser, at børn har bedst af en 7/7 ordning.

 

LN: Hm! Hvis Haugaard vil sende de kilder og den forskning, der ligger til grund, er jeg klar til at justere / ændre holdning. Enhver sund fornuft strider imod konklusionen, fordi det i den grad er en belastning at skulle skifte bopæl konstant.  

 

”Statistikkerne taler desværre deres tydelige sprog: det er ikke barnets tarv mange mødre går efter, det er at bruge deres børn som et våben til at ramme faderen.” (s. 96)

 

LN: Korrekt. Ligesom en række fædre, hvoraf en del er medlem af Foreningen Far, benytter børnene som våben.  Derfor: I de tilfælde, hvor mor og far ikke selv kan finde ud af at forvalte den fælles forældremyndighed, skal sagen afgøres KONKRET i det enkelte tilfælde.

 

”Vi ved i dag, at der findes et netværk af kvindelige advokater, der gør alt, hvad de kan, for at fjerne børn fra deres fædre.” (s.101)

 

LN: Dokumentation for denne grove påstand, tak. Dernæst: Ja, der er mødre, som er sande bitches i skilsmissesager. Jeg kender selv to af slagsen, og de burde skamme sig ned under gulvbrædderne over systematisk at forhindre, at far får mere adgang til sine børn. Og så er der de kvinder, der kæmper som løvinder, fordi de ikke vil udlevere deres barn til voldelige – og ja, undskyld mig, pædofile – mænd. For den slags fædre findes desværre også. Derfor er det også alt for overfladisk, at Torben Haugaard skriver således:

 

” Han [en advokat] sørgede for, at jeg fik mine børn i en 7/7 ordning. Det var advokat Anders Lindholt, der nogle år senere på ulykkelig vis blev skudt i fogedretten i København af en desperat morfar.” (s. 118)

 

LN: Hvorfor mon en desperat morfar skyder på en advokat og dennes klient. Hvad kunne mon forlede en gammel mand til så grum en handling?  

 

”Denne artikel [af socialforsker Mogens Nygaard Christoffersen] viser, at der ikke findes videnskabelig dokumentation for, at mødre er bedre til at tage vare på børnene efter en skilsmisse. Tværtimod viser det sig, at enlige fædre klarer sig bedre end enlige mødre.” (s. 179)

 

LN: Her er et eksempel på, hvordan forskere kan vildlede snarere end vejlede, hvis præmisser og begreber ikke er klargjort.  Når Haugaard selv anfører, at langt flere kvinder end mænd bliver bopælsforældre – i hans optik af mere eller mindre gode grunde – så vil den lille gruppe af fædre, der får bopælsretten, også være i en kategori, hvor de er over gennemsnittet blandt deres kønsfæller i forhold til forældreevne.  

 

Et fint grundlag for den nødvendige kommunikation mellem de to køn
Thomas Haugaard har skrevet en debatbog – med streg under debat. Det betyder, at der er meget få kildehenvisninger, og enkelthistorier kommer til at give slagside. Det er Haugaards helt legitime valg, men i min optik har han med en del af bogen og som mikrofonholder for Foreningen Far skudt sig noget i foden i forhold til det ærinde, jeg 100 procent deler med ham: Stop kønskampen og afskaf skilsmisser .

 

Når det til trods for et par store og mindre skønhedspletter alligevel bliver til fire stjerner, er det netop fordi genren er debatskrift – og teksten præsenterer et engageret, erfaringsbaseret og reflekteret grundlag for den helt nødvendige kommunikation mellem de to køn.

 

”Et samfund i ubalance” er en klog mands refleksioner over køn, kernefamilie, kultur, radikalfeminisme mv., hvor ikke mindst den smertende ærlige oprulning af egne skilsmisseerfaringer viser forfatterens parathed til at sætte sig selv på spil. Og han har selvfølgelig fat i en pæn, lang ende med de over 1000 mennesker, han har talt med om deres personlige livsudfordringer.

 

På den baggrund skulle det være muligt at finde fælles fodslag omkring:  

 

”Det skal være meget sværere at blive skilt (…)” (s. 85)

 

”Det er en meget alvorlig sag at sætte børn i verden, og vi kan ikke blot overlade det til det offentlige at tage sig af børnenes opvækst.” (s. 86)

 

”Alt for mange børn skal have psykologhjælp.” (s. 91)

 

”I vores egoistiske stræben efter egen selvrealisering og selvaktualisering er der ikke overskud og kompetence til at give hinanden den nødvendige plads og støtte.” (s. 130)

 

Til sidst i værket er der adskillige konstruktive forslag til og råd om, hvordan vi kan blive bedre til at holde sammen på familien. OG håndtere skilsmisser.

 

Kåre Fog: ”To køn – tre sandheder: historien om Amors selvmål”
Lad mig runde af med at henlede opmærksomheden på Kåre Fog: ”To køn – tre sandheder: historien om Amors selvmål (2004)”, der udmærker sig ved omfattende forskningsmæssigt belæg og et langt stykke ad vejen bevæger sig i de samme spor som Haugaard. Samt på denne video, der handler om krigen mod vores drenge – og mænd.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…