Spis dig sund med bowls

Bowls er stadig en stor trend inden for mad. Der findes alverdens slags lige fra smoothie bowls, acaibowls, poke bowls og buddha bowls. Hvis ikke du har hørt om bowls, er du gået glip af en stor madtrend. Helt lavpraktisk går konceptet med bowls ud på, at man anretter sin mad sirligt og æstetisk i en skål. Gerne med flotte farvekompositioner og sunde råvarer.

 

Ud over at være en fryd for øjet er bowls også gode, hvis du vil spise sundere. De består nemlig typisk af et væld af grøntsager eller frugt, som du blander sammen til en lækker smagsoplevelse. I nogle bowls indgår også fisk, kylling eller andet kød. Du får altså masser af sundhed i én enkelt portion. I denne artikel præsenterer vi dig for tre bowls, der både er moderigtige og sunde.

Poke bowl

Poke bowls er en af de nyeste former for måltidsskåle i Danmark. Det er dog ikke nogen ny spise. Retten stammer fra Hawaii og er traditionelt set en form for sushi serveret i en skål. Den hawaiianske bowl består typisk af rå fisk, ris, grøntsager og smagfulde marinader og toppings. Det er altså en god måde at få masser af grøntsager og sunde omega-3-fedtsyrer fra fisken på.

 

I nutidens madbillede findes der dog mange andre versioner af den sunde bowl. Er du ikke så meget til rå fisk, kan du også få din poke bowl med kød som fx oksekød eller and. Du kan for eksempel prøve denne restaurant med lækre poke bowls, som har flere slags poke bowls på menukortet. Så slipper du for at snitte og hakke selv, men får den smukke madoplevelse serveret.

Smoothie bowl

Smoothie bowlen har efterhånden nogle år på bagen i Danmark. Den er dog stadig populær og spottes ofte i billedlig form på Instagram-profiler hos livsstilsbloggere. Helt basalt er en smoothie bowl en smoothie i en skål. Konsistensen er typisk lidt tykkere, så du kan spise den med en ske, og så er den toppet med forskellige bær, nødder og lignende. Typisk ligger de forskellige toppings i snorlige rækker.

 

Ud over at maden er billedskøn, øger anretningen også nydelsen ved smagsoplevelsen. Vi smager nemlig ikke kun med smagssansen, men også med øjne, næse og ører. Allerede inden vi putter maden i munden, giver synssansen os forventninger til smagen. Vi bruger dermed synet til at vurdere, om vi vil spise det, der står foran os. Hvis din smoothie bowl ser indbydende ud, er der altså større sandsynlighed for, at du vil spise den. Dermed får du nemmere sunde ingredienser indenbords.

Buddha bowl

Den sidste form for bowl er en såkaldt buddha bowl. Den er typisk vegetarisk og indeholder som regel grøntsager samt en slags korn og protein fra æg, bønner eller lignende. Der er dog ikke nogen fast definition af, hvad en buddha bowl skal indeholde. Du kan altså slå dig løs og blande det sammen, du lige har i køleskabet og i køkkenskabene. Gode grundingredienser er eksempelvis kikærter, quinoa eller linser.

 

Det er nemlig godt at have en form for korn eller frø, der mætter. Som protein kan du toppe salaten med et kogt æg, som du halverer. Af topping kan du bruge sesamfrø, nødder, eller hvad du ellers har lyst til. En buddha bowl er altså oplagt, hvis du vil have mange sunde ingredienser i én stor salat.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…