Socialisterne vinder valget i Spanien. Splittelse på højrefløjen

Ved søndagens valg den 28. april 2019 i Spanien skulle der vælges 350 medlemmer til parlamentet og 208 medlemmer til parlamentets overhus, Senatet.

 

Valgdeltagelsen på 76 pct. var efter spanske forhold høj, og da mere end 99 pct. af stemmerne sent søndag aften var talt op, lå det klart, at Pedro Sanchez’ socialistparti, PSOE, med 123 ud af de 350 pladser i parlamentet havde vundet valget. Det ventes, at PSOE vil forhandle regeringsdannelse med det andet venstreorienterede parti, Podemos, der opnåede 42 pladser i parlamentet.

 

Spørgsmålet er hvordan nationalisterne fra Catalonien med 15 mandater og de baskiske separatister vil stille sig til en ny Sanchez-regering.

 

Valget var samtidig en ydmygelse for det tidligere regeringsparti, det borgerlige Partido Popular, PP, der måtte afgive pladser til det nye højrenationale parti Vox, der under ledelse af Santiago Abascal opnåede 24 mandater

 

PPs leder, Pablo Casado, indrømmede søndag aften at resultatet var dårligt med en halvering af partiets mandater fra 137 til 66.

 

Baggrunden for valget

Valget blev udskrevet da Spaniens parlament forkastede, den finanslov, som premierminister Pedro Sanchez, fra PSOE (Partido Socialista Obrero Español) havde sat alt ind på at få vedtaget.

 

Højrefløjen med det konservative Partido Popular, PP, gik sammen med separatister fra Catalonien imod mindretalsregeringen, så finanslovudkastet blev forkastet af 191 af Parlamentets 350 medlemmer.

 

Den spanske valglov forbyder meningsmålinger den sidste uge før valget, og ifølge de seneste rundspørger havde en fjerdedel af vælgerkorpset endnu ikke besluttet sig.

 

I valgkampen har højrefløjen angrebet Pedro Sánchez og kaldt ham en ”rendyrket forræder”, som gennem sine forhandlinger med de catalanske løsrivelsespartier har pådraget sig medskyld i kupmagernes statsundergravende værk og spillet hasard med nationens territoriale enhed. Et nyt mandat til ham lød det – er den sikre vej til Spaniens opløsning.

 

Venstrefløjspartierne PSOE og Podemos har i valgkampen advaret mod en tilbagevenden til den autoritære centralisme, hvis højrefløjen kom til magten. Francos spøgelse er ifølge den spanske venstrefløj vendt tilbage i skikkelse af partiet Vox. En stemme på højrefløjen ville være ensbetydende med et farvel til det frisindede, demokratiske Spanien, som opstod efter diktaturets afslutning.

 

På højrefløjen er det konservative parti PP trods tilbagegangen stadig størst. Hvis der skal mønstres en opposition, skal PP i givet fald finde sammen med centrumhøjrepartiet Ciudadanos og det yderliggående Vox.

 

Tlbagegangen for Partido Popular, PP

PP – tidligere ministerpræsident Mariano Rajoys parti, har siden midten af 2018 været ledet af Pablo Casado.

 

I Spanien dukker der jævnligt sager op om politikeres universitetsgrader – eller mangel på samme. I april 2018 blev den tidligere præsident for Madrid-regionen, Cristina Cifuentes, anklaget for at have lusket sig til en kandidatgrad fra et offentligt universitet uden at have gennemgået uddannelsen.

 

I september 2018 måtte landets sundhedsminister, Carmen Montón, gå af efter at det viste sig, at store dele af hendes kandidatopgave var plagieret fra andre forfattere. Hele 19 ud af 52 sider skulle indeholde tekst, som ikke var hendes egen. Heriblandt afsnit fra Wikipedia.

 

Sagen mod Cristina Cifuentes førte også til anklager mod PP-leder, Pablo Casado. Cristina Cifuentes sag drejede sig om hun virkelig havde kvalificeret sig til en Master’s degree i jura fra King Juan Carlos Universitetet, URJC. Pablo Casado havde angiveligt opnået den same akademiske grad efter studier på URJC, og mistanken om snyd kunne ikke umiddelbart afvises. Casado havde tilsyneladende opnået sin Master mens han var medlem af den regionale lovgivende forsamling uden at have deltaget i forelæsninger og uden at have bestået eksamener.

 

Anklagen om akademisk snyd hang stadig over hovedet på Pablo Casado, da han på et ekstraordinært landsmøde i PP i juli 2018 blev valgt til at efterfølge Mariano Rajoy som partileder, og den og andre forhold har givet svækket Casados troværdighed i valgkampen.

 

Catalonien

De politiske spændinger i Spanien er taget til i forbindelse med retsopgøret med separatister fra Catalonien, og Spaniens enhed har fyldt meget i valgkampen.

 

Sagen mod de 12 tiltalte separatister fra Catalonien begyndte den 12. februar 2019 i den spanske højesteret i Madrid, da der blev taget hul på ”århundredets retsopgør” efter den dybe løsrivelseskrise i Spaniens rigeste område.

 

De er alle tiltalt i forbindelse med en folkeafstemning i Catalonien i oktober 2017, som blev afviklet til trods for et nedlagt forbud mod den. Desuden er de tiltalt for en uafhængighedserklæring, som optrappede den værste krise i landet siden Francisco Francos død.

 

Udenfor Catalonien er der formentlig et stort folkeligt flertal imod enhver indrømmelse til Cataloniens separatistiske partier.

 

Den tidligere regering blev også væltet af et mistillidsvotum

Den Catalonske løsrivelsessag startede under den tidligere konservative premierminister, Mariano Rajoy, men denne regering måtte gå af efter en korruptionsskandale og et mistillidsvotum i det spanske parlament i juni 2018. Krisen for den daværende konservative PP-regering var ikke skabt af situationen i Catalonien, hvor regeringen faktisk havde opbakning til den hårde fremfærd mod separatisterne. Det der væltede regeringen, var en sag om korruption, misbrug af offentlige midler og magtmisbrug. Sager der fortsat klæber til PP.

 

Efter den borgerlige regerings afgang, der sket midt i valgperioden, blev der ikke afholdt parlamentsvalg. Den socialdemokratiske oppositionsleder, Pedro Sanchez, fra PSOE dannede umiddelbart en ny mindretalsregering.

 

Det er opfattelsen, at Pedro Sanchez har gjort det godt

Med blot 84 mandater ud af parlamentets 350 pladser var PSOE-regeringen svag, men Sánchez har i sin korte regeringsperiode alligevel formået at sætte så markant et fodaftryk, at mange frafaldne vælgere er vendt tilbage til partiet. Med kvinder på 11 ud af 17 ministerposter har han lagt en markant feministisk profil – en vindersag i Spanien, hvor den feministiske bevægelse de seneste år har vist kolossal mobiliseringskraft. Han har også foreslået at sløjfe diktatoren Francos grav og andre ubearbejdede levn fra diktaturets dage. Samtidig har han med Podemos’ mellemkomst taget en række økonomiske initiativer til fordel for de mange spaniere, der er blevet ramt af finanskrisen og dens efterdønninger.

 

Hold øje med Vox!

Partido Popular har traditionelt været det toneangivende højreorienterede parti. Det er formentlig slut.

 

Ciudadanos (Borgere) – et liberalt midterparti, der begyndte som modbevægelse til separatistbevægelserne i Catalonien, har udviklet sig fra at være et lokalt enkeltsagsparti, til et landsdækkende liberalt alternativ til det konservative PP.

 

Samtidig er det stærkt højreorienterede og antiseparatistiske parti Vox (Stemme), der omkring 2014 udsprang af Partido Popular, stormet ind i Parlamentet.

 

Ifølge venstrefløjen er Vox ”klart frankistisk”, en henvisning til diktaturet i Spanien under Franco fra 1939 til 1975. Det er ubestrideligt, at Vox under ledelse af Santiago Abascal, der med sin Smith & Wesson-pistol, patriotiske roadshows og patosfyldte brandtaler er blevet den store sensation i spansk politik.

 

Vox har blandt andet blæst til kamp mod separatister, migranter, feminister og LGBT-aktivister – og mod den lovgivning, der beskytter voldsramte kvinder. Partileder Santiago Abascal ønsker at bevæbne almindelige spaniere med skydevåben og belønne dem, der skyder en indbrudstyv, med en æresmedalje. Også det spanske imperium er blevet hevet ind i valgkampen som billede på et storslået Spanien af i går, der kan blive stort igen i morgen, hvis ellers spanierne vil ranke ryggen og stoppe med at flove sig over deres egen fortid.

 

Vil Spanien igen kunne spille en rolle i EU?

Spanien er på papiret euroområdets fjerde største økonomi med en befolkning af overvejende EU-tilhængere, men Spanien har længe spillet en underordnet rolle i EU og den politiske planlægning, der er foregået på højt politisk plan. Spanien spillede en vis rolle i udformningen af, hvad der blev kaldt regionernes Europa i 1990’erne, herunder udviklingen af den europæiske samhørighedsfond og begrebet europæisk statsborgerskab.

 

I 2000’erne blev Spaniens udenrigspolitik under premierminister José María Aznar mere pro-amerikansk og cementeret med Spaniens støtte til Irak-krigen i 2003. I 2008 var Spanien ved at bukke under for finanskrisen, der krævede resolut indgreb for at forhindret et totalt kollaps af den spanske banksektor.

 

Den hidtidige svage spanske regering og den usikre parlamentariske situation har betydet, at Spanien har været sat helt uden for EU-indflydelse. Om søndagens parlamentsvalg vil ændre det forhold vil vise sig.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…