Socialdemokratiet i Tyskland har fået ny meget venstreorienteret ledelse – det kan blive første skridt mod kaos

Sprænges den såkaldte GroKo – tyskerne elsker forkortelser – dvs. „Grosse Koalition“, koalitionsregeringen mellem socialdemokratiet SPD og den konservative Kristelig-Demokratiske Union, CDU, i utide?

 

Spørgsmålet har hængt i luften i de sidste 12 måneder, efter at forbundskansleren Angela Merkel i 2018 trådte tilbage som CDUs chef.

 

Nu er det blevet brandaktuelt, efter at socialdemokraterne her i weekenden har valgt en ny ledelse, der er skeptisk over for regeringssamarbejdet.

 

SPD’s leder gik af efter et år på posten

SPD er kendt for hyppige udskiftninger af partiledelsen. Efter at Andrea Nahles i 2018 afløste interimschefen Olaf Scholz, der allerede samme år afløste den ulyksalige Martin Schulz, der efter sin afgang i 2017 som præsident for EU-Parlamentet samme år som spidskandidat førte valgkampen til Forbundsdagen for SPD, der mod alle forventninger resulterede i en katastrofe – ganske enkelt det værste valg siden 1933 – måtte samme Nahles i juni 2019 også træde tilbage.

 

SPD havde nemlig lidt endnu et stort nederlag denne gang i forbindelse med valget til EU-Parlamentet, og fremtiden ser den dag i dag dyster ud for partiet med en vælgertilslutning ifølge sidste meningsmåling, der er helt nede på katastrofale 13%.

 

Efter Nahles’ afgang – eller rettere fjernelse som partiformand – besluttedes det, at den nye ledelse skulle være en duo bestående af en kvinde og en mand. Denne duo skulle så vælges af partiets 425.000 medlemmer – og dette gennem et brevvalg. Det viste sig uhyre vanskeligt at finde velegnede kandidater til det kommende parløb, og fristen for nomineringen var d. 1. september i år.

 

Venstrefløjen i SPD kommer på banen

Manglen på kvalificerede kandidater var i længere tid pinlig for partiet, indtil koalitionsregeringens finansminister og vicekansler Olaf Scholz, tidligere borgmester i Hamburg, erklærede sit kandidatur sammen med en ukendt kvindelige makker fra den østlige delstat Brandenburg, Klara Geywitz. Begge tilhører SPDs centrum eller endda højrefløj, men mangler totalt jordforbindelse til den jævne socialdemokratiske vælger.

 

Det lå derfor i luften, at også SPDs venstrefløj måtte markere sig. Det gjorde den så ved at opstille makkerparret Ralf Stegner, formand for SPD Schleswig-Holstein, og den 76-årige Gesine Schwan. Førstnævnte er en dogmatiker, der ligeledes er uden nogen form for folkelig appel, sidstnævnte har været rektor ved Europa-Universitetet i Frankfurt (Oder) og således uden politisk erfaring.

 

Flere kandidater

Flere kandidater meldte sig, men uden at fremkalde det store bifald, indtil Norbert Walter-Borjans – også han med en navneforkortelse, nemlig Nowabo (ja, man tror det er løgn) – og Saskia Esken trådte frem på scenen. Ingen af dem kan betegnes som benådede talere med nogen form for bred politisk erfaring. Alligevel kunne venstrefløjen og ikke mindst SPDs ungdomsorganisation, JUSOS, med begejstring samles om dette kandidatpar.

 

Efter første valgomgang var de ialt seks makkerpar reduceret til to, nemlig Scholz/Gleywitz, fortalere for at fortsætte den nuværende koalition, og Walter-Borjans/Esken, der ønsker en genforhandling eller endda opsigelse af koalitionsaftalen med CDU. Og efter anden valgomgang d. 30. november blev Walter-Borjans/Esken så kåret som det sejrende par med 53% af de afgivne stemmer mod Scholz/Gleywitz’ 45% – altså en generel sejr for SPDs venstrefløj.

 

Nu skal man dog ikke tro, at de to spidskandidater er kendte navne i tysk politik med nogen form for valgkamperfaring. Totalt ukendt er Esken, der er en lokalpolitiker fra Schwarzwald med en uddannelse inden for informationsteknologi. Derimod kendes Walter-Borjans, undskyld Nowabo, også som ”Robin Hood”, fordi han som finansminister mellem 2010-17 i delstaten Nordrhein-Westfalen i Schweiz under bordet opkøbte data-CDer med navne på velhavende tyskere, der havde unddraget sig det tyske skattevæsen.

 

Kongres fredag

På SPDs kongres i Berlin d. 6.-8. december vil Nowabo og Esken fremlægge deres program. Det omfatter indførelse af formuebeskatning, øget beskatning af højere indkomster, en mindsteløn på 12 euro i timen og offentlige investeringer på 500 mia.(!) euro samt – om nødvendigt – en fravigelse fra den førte finanspolitik med et tilstræbt balanceret budget. Dette har været et mål for den nuværende koalitionsregering, hvor netop Olaf Scholz er finansminister (men hvor længe?) – altsammen typiske socialistiske ønskedrømme, som vi kender dem fra gammelmarxisten Jeremy Corbyns program i Storbritannien. Dette program er blevet mødt med begejstring især hos ungsocialisterne, men er en tydelig provokation rettet mod den nuværende koalitionsregering.

 

Nowabo og Eskens krones på den kommende kongres, hvor de 600 delegerede skal afgøre koalitionens fremtid. Men politiske iagttagere tvivler dog på, at den nye ledelsesduo vil anbefale en omgående (opsigelse af samarbejdet. Snarere vil den forsøge at genforhandle forskellige punkter i regeringsaftalen, bl.a. inden for klimapolitikken, hvor SPD kunne tænkes at kræve en urealistisk stramning à la Greta Thunberg.

 

Og hvordan reagerer nu chefen for CDU, Annegret Kramp-Karrenbauer? Også hun har problemer med sit bagland efter en række elendige landdagsvalg her inden for det sidste års tid. Hendes dilemma er, at hun på den ene side gerne vil fortsætte koalitionen, men på den anden side offentligt har udelukket, at enkelte punkter kan genforhandles, således som den nye SPD-ledelse givetvis vil kræve.

 

Nogle ønsker mere konservativ kurs

Flere ledende CDU-politikere er dog ved at være godt trætte af en fortsat kompromispolitik, som partiet har været nødt til at føre for at regeringen skulle kunne overleve. De – og ikke mindst Kramp-Karrenbauers største konkurrent Friedrich Merz – ønsker en skærpet konservativ profil. Alt kan derfor ske, og en CDU-mindretalsregering er en mulighed, men betyder muligvis men ikke nødvendigvis Angela Merkels afgang som forbundskansler, som mange nok vil græde tørre tårer over – og politik er som bekendt det muliges kunst.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…