Skandalen i Forsvarsministeriet er en trussel mod kernen i de danske værdier – regeringen må svare klart og håndfast igen

Trine Bramsen (Foto: Folketinget)

Med jævne mellemrum gennemføres der internationale målinger på to meget vigtige områder:

 

For det første måler man, hvor meget korruption der er i de forskellige lande.

 

For det andet måler man, hvor stor folks tillid til hinanden er.

 

I begge slags måling ligger Danmark normalt i den allerøverste ende. Med meget lav korruption og meget høj tillid. Det hører til kernen i de danske værdier.

 

Den aktuelle skandale i Forsvarsministeriet er en trussel mod disse værdier. Regeringen må svare klart og håndfast igen.

 

Tre spor

Skandalen i Forsvarsministeriet her tre ”spor”:

 

Det første spor drejer sig om alvorlige mangler i Forsvarets betalings- og regnskabssystem. Der har slet ikke været en ordentlig sikring mod, at medarbejdere svindlede sig til midler fra Forsvarets kasse.

 

Den samme medarbejder kunne på egen hånd bestille varer og tjenesteydelser, kvittere for modtagelsen og godkende betalingen. Det gjorde det pærelet at svindle. Der bør altid være mindst to personer, som skal sige god for transaktionerne.

 

Det andet spor drejer sig om den konkrete svindel, som medarbejdere mistænkes for at have begået.

 

Det tredje spor drejer sig om håndteringen af sagen i departementet, som er toppen af ministeriet med departementschefen i spidsen.

 

Ministeren blev informeret med syv måneders forsinkelse!

De to første spor er særdeles alvorlige. Men det er især det sidste spor – departementet – der er politisk eksplosivt:

 

Hvad vidste departementschefen hvornår? Hvorfor informerede han ikke forsvarsminister Trine Bramsen langt tidligere om den alvorlige situation?

 

Den 13. maj i år sendte Rigsrevisionen et brev til departementschef Thomas Ahrenkiel, hvor man varslede en undersøgelse af Forsvarets indkøb. Departementet fik allerede et varsel om det i april.

 

Men Trine Bramsen blev først orienteret om sagen onsdag i sidste uge!

 

I den mellemliggende periode deltog departementschef Ahrenkiel i flere møder, hvor disse problemer var oppe at vende. Og den 4. november i år modtog han en e-mail fra en topembedsmand med henblik på, at man skulle drøfte problemerne nærmere.

 

Ifølge departementschefen læste han dog aldrig e-mailen, og han modtog angiveligt aldrig andre informationer om sagen. Han nævner selv, at han fem gange havde muligheden for at blive informeret.

 

Det virker meget mystisk, at departementschefen i så lang tid kunne være totalt uvidende om en så højeksplosiv sag. Der må have været talt meget om den i ministeriet.

 

Trine Bramsen gav fredag Ahrenkiel besked om, at han fik tre dage til at redegøre for, hvorfor der var gået så lang tid – mere end syv måneder – før ministeren blev informeret. Det gælder både hendes forgænger på posten og hende selv.

 

Enten siger han ikke sandheden – eller også er han inkompetent

Så valgte Ahrenkiel tilsyneladende at lægge sig fladt ned. I et åbent brev til Bramsen erkendte han, at hun burde have været orienteret om sagen langt tidligere.

 

Han forklarede det med, at sagens alvor først for sent gik op for ham. ”Det er utvivlsomt, at der er tale om en fejl fra departementets side,” hed det.

 

Men dette brev fjerner på ingen måde mystikken. Hvordan i alverden var det muligt, at ”sagens alvor” overhovedet ikke gik op for ham, når nu sagens alvor i den grad var blevet understreget af Rigsrevisionen og givetvis gentaget eftertrykkeligt internt i departementet.

 

For at sige det råt og brutalt: Enten fortæller Ahrenkiel ikke den fulde sandhed – eller også er han inkompetent. Det var og er jo en kæmpesag, som det burde være helt umuligt for en departementschef at ignorere.

 

Uvildig undersøgelse?

På sit pressemøde tirsdag kom Trine Bramsen ikke med kritik af Ahrenkiels fremstilling. Hun overtog hans vending, da hun sagde: ”Mange klokker burde have bimlet og bamlet, men som jeg forstår det, går sagens alvor og indhold ikke op for departementschefen.”

 

Man skal dog ikke nødvendigvis tro, at Bramsen dermed bare sluger Ahrenkiels version. Hun forholder sig foreløbig neutralt refererende til det, hendes departementschef siger, fordi hun jo ikke har noget belæg for at sige, at det ikke passer.

 

Trine Bramsen vil have en uvildig undersøgelse om sagen, og det er der brug for.

 

Kendsgerningen er, at departementschefen har svigtet, og det bør han stilles til ansvar for. Enten i form af en fyreseddel eller i form af et ’tilbud’ om at gå frivilligt.

 

Britta Nielsen og nu dette

Men sagen drejer sig langt fra kun om en alvorlig fejlhåndtering i departementet. Den drejer sig i høj grad om at sætte ind mod svindel med offentlige midler.

 

Ikke kun for pengenes skyld. Men for at sikre tilliden til myndighederne og til hinanden i vores samfund.

 

Denne tillid har fået et alvorligt knæk ved Britta Nielsens formodede svindel med Socialministeriets midler. Tidligere har der været andre sager, blandt andet i Skat. Og nu kommer så svindel og ansvarsforflygtigelse i Forsvarsministeriet.

 

Kampen mod svindel med offentlige midler og mod slendrian i kontrollen med disse midler må forstærkes markant.

 

I Folketingets spørgetid tirsdag lagde Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, op til et bredt samarbejde om gå problemerne efter.  En god idé – hvis det altså bliver til andet og mere end skåltaler.

 

Den stærke danske tradition for lav korruption og høj tillid må for alt i verden forsvares.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…