Sejren er vundet -her er årsagerne til Boris Johnsons kanonvalg

Med rette fejres der i disse dage overstadigt i Downing Street 10, den britiske premierminister Boris Johnsons bolig, og blandt de britiske Brexittilhængere efter Johnsons overvældende sejr ved valget til Underhuset, dvs. parlamentet, d. 12. december. Mens de professionelle mørkemænd før valget advarede mod en altfor stor optimisme, var det dog for alle os andre oplagt, at de konservativeToryer ville vinde valget; det ville blot være et spørgsmål om antallet af mandater.

 

Denne forvisning om en sejr skyldtes tre årsager. For det første var befolkningen godt træt af parlamentets gentagne forhaling af beslutningen om at føre Storbritannien ud af EU, en beslutning, som ved en folkeafstemning i juni 2016 havde fået et klart flertal.

 

For det andet skræmtes mange vælgere af den mulige udsigt til en sejr for oppositionens leder, Labourpolitikeren og antisemitten Jeremy Corbyn. Dennes neomarxistiske program ville have medført en lang række drastiske skatteforhøjelser, ekspropriering af privat ejendom, nationalisering af banker, jernbaner og postvæsen, og ikke mindst var programmet karakteriseret af en hadefuld modstand mod Gud, dronning og fædreland.

 

For det tredje begejstrede den dynamik og entusiasme, hvormed den regerende premierminister Boris Johnson – eller BoJo, som hans tilhængere kalder ham – førte den netop overståede valgkamp. Kendt blev hans kampråb: ”Get Brexit done!” – en udtrædelse af EU, der allerede skulle finde sted d. 31. januar 2020. Hertil kommer det nybrydende konservative valgmanifest, der lovede en lang række investeringer og dermed endnu en sænkning af de allerede rekordlave arbejdsløshedstal. Disse programpunkter formåede Johnson under valgkampen at formulere for sine vælgere med en smittende begejstring. Manden har ganske enkelt enorm karisma!

 

Ikke mindst vandt Johnson mange stemmer i Mellem- og Nordengland, der i 1980erne var blevet ramt af en radikal nedlægning af den urentable minedrift og som i årtier havde været i sikre Labourhænder. Ved folkefstemningen i 2016 stemte disse valgkredse i overvejende grad for Storbritanniens udtræden af EU, men pga. Corbyns vaklende holdning til Brexit valgte de tidligere Labourvælgere at kaste deres stemme på Johnson. Her hjalp netop det konservative valgmanifest, der lovede en udbygning af transportsystemet ikke mindst på tværs mellem de østlige og vestlige regioner – således en ny togforbindelse mellem Manchester og Leeds.

 

Hertil kom Johnsons løfte om oprettelsen af en række nye hospitaler og ansættelse af 40.000 ekstra sygeplejersker for at hjælpe det næsten bankrotte nationale sundhedsvæsen (NHS), der er gratis for alle – og dermed alle englænderes stolthed – tilbage på ret køl. Dette var tydeligvis et program, der skulle vise Toryernes sociale sindelag i et forsøg på i fremtiden at holde fast på de tidligere Labourvælgere.

 

Valgresultatet d. 12. december overtraf alle forventninger. Således erobrede Toryerne ialt 365 af Underhusets 650 sæder – den største sejr siden Margaret Thatchers triumfvalg i 1987 – og partiet vandt dermed et absolut flertal i parlamentet. Derimod gik det socialdemokratiske Labourparti tilbage med 59 mandater, det dårligste valgresultat siden 1935, og fik kun 203 sæder. Endnu for to år siden ved sidste parlamentsvalg blev Corbyn – ikke mindst blandt yngre vælgere – hysterisk fejret som det store håb. De andre oppositionspartier, The Liberal Democrats (LibDems), mistede 10 mandater og fik 11 sæder, mens The Scottish National Party (SNP), havde en fremgang på 13 mandater – især på bekostning af Labour – og fik 48 sæder. Denne fremgang kommer iøvrigt til at volde Boris Johnson en del hovedpine pga. partiets kampagne for skotsk uafhængighed og forbliven i EU. Derimod lykkedes det ikke for Nigel Farages Brexit Party at blive valgt til parlamentet; her gik stemmerne direkte til Toryerne.

 

Især for LibDems var valget katastrofalt. Efter at partiet ved sidste parlamentsvalg var røget ned fra 22% til 7,8%, håbede dets leder, Jo Swinson, at vinde Bexitmodstanderes stemme ved at positionere sit parti som det eneste parti – ved siden af SNP – der konsekvent kæmpede for Storbritanniens forbliven i EU. Denne chance forspildte hun dog ved at erklære, at kom LibDems til magten, ville partiet uden en ny folkeafstemning tilbagekalde Brexitbeslutningen. Denne klart antidemokratiske holdning chokerede dog de potentielle vælgere, og så hjalp det ikke, at den populære skuespiller, flødebollen Hugh Grant, fungerede som valghjælper med dette elegante budskab til Johnson: ”Fuck off!”

 

Fremtiden byder på to problemer for Boris Johnson: det ene er det nationalistiske SNPs valgsejr i 48 af de 59 skotske valgkredse. Denne sejr blev af partiets venstrepopulistiske leder Nicola Sturgeon betragtet som et mandat til at kræve umiddelbar selvstændighed for Skotland – en noget letsindig konklusion. Det må nemlig ikke glemmes, at ved folkeafstemningen om dette spørgsmål i 2014 stemte 52% af de skotske vælgere for en forbliven i Storbritannien. Johnson har da også med eftertryk afvist at tillade en ny afstemning i hans femårige regeringsperiode – og dette er iflg. den britiske forfatning hans gode ret.

 

Det andet problem er Johnsons ønske om at afslutte en handelsoverenskomst med EU inden udløbet af overgangsperioden efter Storbritanniens udtræden, dvs. inden udgangen af 2020. Dette anses af mange for en ønskedrøm, der ser Storbritannien som et slags „Singapore ved Themsen“, dvs. indtagende en position mellem radikal frihandelspolitik og fuld adgang til EUs indre marked, en balancegang, som Johnson er villig til at forsøge. Netop i natten til tirsdag d. 17. december meddelte de britiske medier, at landets premierminister ønsker en lov vedtaget i parlamentet, der blokerer for en forlængelse af overgangsperioden.

 

Denne provokerende, fandenivoldske holdning er endnu en årsag til, at briterne stemte på Johnson. Ikke blot én, men to gange lykkedes det ham i perioden 2008-16, at vinde borgmesterposten i Labourhøjborgen London, hvor han besejrede den yderliggående socialist Ken Livingstone – også denne en antisemit ligesom vennen Corbyn – der som borgmester havde skabt økonomisk kaos i byen. Til gengæld blev Johnson en yderst populær borgmester, der lod anlægge et net af cykelstier for at afhjælpe Londons trafikkaos og fik bygget et stort antal sociale boliger.

 

Boris Johnson ses tydeligvis som en mand, der ikke lader sig skræmme af umulige opgaver og som faktisk gør det umulige muligt. Det er samme mand, der i den internationale presse blev fremstillet som en klovn, en løgner, en charlatan, en reaktionær overklassedreng fra Eton og Oxford og – kan det undre – som ”den engelske Donald Trump”.

 

Men de britiske vælgere vidste, hvem de valgte d. 12. december, hvilket tydeligvis afspejledes i de allerfleste britiske avisers overskrifter efter valget. Allerede i valgnatten havde det konservative Daily Mail på forsiden trykt med kæmpestore bogstaver: ”REJOICE!” dvs. ”Fryd jer!” og avisen anførte desuden, at valget ville blive ”en ydmygende dom” over Jeremy Corbyns socialisme. The Daily Telegraph fejrede ”Johnsons historiske sejr” og karakteriserede Corbyn som ”Labours mindst populære og mindst succesrige leder i nyere tid”. Og endelig opfandt frokostavisen The Sun det geniale ord: ”Brexcellent” og skrev to dage efter valget på forsiden: ”Merry Christmas and then we leave the EU”.

 

Derimod var Labouravisen Daily Mirror chokeret over valgresultatet og anvendte overskriften: ”Nightmare before Christmas” dvs. ”Mareridt før jul”, og andre regeringskritiske aviser forsøgte at underspille Johnsons sejr og fokusere på Labours fremtid efter katastrofevalget. De fleste krævede Corbyns umiddelbare afgang som partileder, hvilket han i første omgang har nægtet, men potentielle efterfølgere, domineret af kvindelige politikere fra Nordengland, har allerede samlet sig i starthullerne. Utvivlsomt vil kampen om at efterfølge den ulyksalige Corbyn med dertil hørende fløjkampe nok skabe masser af konflikter inden for Labour de næste mange måneder.

 

Men det, der for alvor generelt beskæftiger befolkningen, er især Boris Johnsons kamp for at få gennemført en snarlig udtrædelse af EU, hvilket vil befri Storbritannien for Bruxelles’ snærende lænker og give verdens femtestørste økonomi og Europas eneste effektive militærmagt vind i sejlene. Et af Johnsons mange udtalelser lyder: ”Der findes ikke nederlag – kun nye chancer”. Mon ikke de kommende fem år vil vise sandheden i disse ord?

Univ.-Prof. Dr. Sven Hakon Rossel Institut für Europäische u. Vergleichende Sprach- und Literaturwissenschaft Abteilung Skandinavistik Universität Wien

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…