***** 5 stjerner ud af 6
Der står stærke kræfter bag THE WHITE CROW, der cirka kan oversættes til: En, der skiller sig ud, er aparte, en mønsterbryder. Bl.a. den dobbelt Oscar-nominerede manuskriptforfatter David Hare (”The Reader”, ”The Hours”) med et manus baseret på en biografi om Rudolf Nureyev og så skuespilleren og instruktøren Ralph Fiennes.
I rollen som den verdensberømte balletdanser har instruktøren gjort lidt af et scoop med den unge, ukrainske danser Oleg Ivenko, der ligner Rudolf Nureyev. Et endnu større scoop er, at dialogen i de scener, der foregår i Sovjetunionen, er på russisk, et sprog som Ralph Fiennes selv mestrer. At der ikke som vanligt bliver talt engelsk med russisk accent føjer i den grad til ægtheden.
Handling
Tiden er 1961. Stedet: Et fly på vej fra Leningrad til Paris. Om bord er den 22-årige russiske balletdanser Rudolf Nureyev, der er menigt medlem af det verdensberømte Kirov Balletkompagni. Ensemblet skal på deres første gæstespil uden for Sovjetunionen.
Nureyev er dybt fascineret af Paris og byens mange kulturtilbud: Malerkunst, billedhuggeri, arkitektur, dans, musik og nattens forlystelsesliv. Han kan slet ikke få nok og er så heldig også at blive taget under vingerne af vestlige balletdansere, der ser den unge russer som det exceptionelle, kunstneriske geni, han er.
Omgangen med vesterlændingene er dog ikke uproblematisk. Nureyev bliver overvåget af KGB-officerer, hver gang han bevæger sig uden for truppen. De bliver i stigende grad bekymrede og mistænksomme over for hans atypiske og grænseoverskridende adfærd og bryder sig meget lidt om det spirende venskab med den unge Clara Saint (Adéle Exarchopoulos).
Situationen bliver stadig mere højspændt, og det tidspunkt kommer, hvor Nureyev bliver presset til at træffe et dramatisk valg, der skal få livslange konsekvenser. Ikke bare for ham selv, men også for hans familie.
Velkomponeret ikke-kronologisk krydsklipning
Historien bliver fortalt i en velkomponeret ikke-kronologisk krydsklipning mellem tre planer: Lille Rudolf i 6-7 års-alderen, den ca. 17-21-årige unge mands liv på balletskolen, hvor han nyder godt af sin mentor (Ralph Fiennes) og dennes kones bevågenhed, og endelig rejsen til og opholdet i Paris.
Den tidlige barndom er fotograferet i sort-hvid, de to andre fortællestrenge i farver.
”The White Crow” er en meget fin oplevelse, dels på grund af nævnte Oleg Ivenko i den altdominerende hovedrolle, dels fordi fremstillingen af Sovjetunionen og den kolde krigs indflydelse på enkeltpersoner er så nuanceret. Der er ingen rene helte og skurke i denne film.
Tilbage står et facetteret portræt af en stor kunstner, som gør Rudolf Nureyev ære.
Længde: 127 minutter
- Medvirkende: Oleg Ivenko, Adéle Exarchopoulos, Ralph Fiennes m.fl.
- Instruktør: Ralph Fiennes
- Manus: David Hare, Julie Kavanagh (inspireret af biografien ”Rudolf Nureyev: The Life”)
- Censur: Tilladt for alle, men frarådes børn under 7
- Premieredato: torsdag d. 16.5.19