Rejser til Tanzania – hvilke nationalparker skal du vælge?

Hvis du er på jagt efter safarioplevelser i verdensklasse, så er der i Tanzania rig mulighed for at se alle de store og majestætiske dyr på helt tæt hold. Der er dog stor forskel på nationalparkerne, hvor du kan spotte dyreriget. Vi zoomer her kikkerten ind på fem af de bedste nationalparker, hvor du kan opleve dyrene i deres naturlige miljø på savannen, hvor de trives allerbedst, hvilket er en oplevelse mange drømmer om, når de tager på rejser til Tanzania med safari.

 

Serengeti – Hjemsted for Den Store Vandring

I den nordlige del af Tanzania ligger den spektakulære nationalpark, Serengeti. Parken er på UNESCOs verdensarvsliste og en af de allerstørste og mest prestigefyldte nationalparker, som du kan besøge på din rejse til Tanzania. Parken er kendt for at være stedet, hvor du kan opleve den såkaldte Store Vandring, som du måske kender fra Løvernes Konge. Her drager millioner af gnuer, zebraer og gazeller hvert år på en farefuld rejse fra sletterne i Serengeti til Masai Mara i Kenya på jagt efter friskt vand og grønt græs. Når dyrene krydser floderne, ligger store krokodiller på lur sammen med leoparder og andre rovdyr i krattet og venter på, at årets ædegildet kan begynde. Dramatikken får frit spil, og du får et ægte billede af savannens vilde liv under dette naturfænomen. Ønsker du at opleve den store vandring, skal du besøge Serengeti fra juni til august.

 

Ngorongoro – Verdens største ubrudte vulkankrater

Ngorongoro krateret er verdens største ubrudte vulkankrater, der opstod efter en eksplosion og et kollaps for 3 millioner år siden. Du vil helt sikker blive betaget af det imponerende syn, når du står ved kanten af krateret og skuer ned over det beundringsværdige landskab. De grønne bakker, stejle kratervægge og den tætte regnskov i området danner det perfekte paradis for de omkring 30.000 forskellige dyrearter, som blandt andet består af majestætiske zebraer, dovne bøfler, stærke næsehorn, smukke løver og lyserøde flamingoer – ja faktisk alt andet end giraffer da de ikke kan komme ned i krateret grundet de høje og stejle kratervægge. Grundet de smukke naturomgivelser og det unikke dyreliv har Ngorongoro fået en fuldt fortjent plads på UNESCOs verdensarvsliste og omtales ofte som verdens 8. naturvidunder.

 

Tarangire – Elefanternes paradis

Vegetationen i Tarangire, der er Tanzanias sjette største nationalpark, er næsten lige så oplevelsesrig som dyrene. Her prydes det varierende terræn af alt fra flade og golde områder til bakkede og knoldede græsarealer samt arealer med tusindvis af akacietræer og baobabtræer. Med det imponerende planteliv følger også et stort antal af vilde dyr. Tarangire er mest af alt et besøg værd, hvis du er fan af elefanter. På safari i Tarangire kan du opleve en af de største koncentrationer af elefanter i verden. Det er ikke unormalt at se elefantflokke på over 100 elefanter komme marcherende. Ud over elefanter i hobetal kan du også opleve gyldne løver, langhalsede giraffer, stribede zebraer samt de hurtige gazeller.

 

Lake Manyara – Tusindvis af lyserøde flamingoer

Et besøg i Lake Manyara nationalpark byder på et rigt fugleliv. Tusindvis af elegante flamingoer dekorerer ofte horisonten og efterlader den med en fascinerende pink nuance, som det er umuligt ikke at falde i svime over. Nationalparken er også kendt for træklatrende løver, som titter frem i trækronerne, hvis man kigger godt efter. I forbindelse med nationalparken ligger også en mindre regnskov, hvor flere abearter holder til og nyder at lege rundt og drille hinanden. Du kan også opleve elefanter, løver og zebraer. Dog ikke i et lige så stort antal som i de andre nationalparker.

 

Mikumi – Antilopeflokke og dovne flodheste

Tanzanias fjerde største nationalpark er Mikumi. Her er der næsten garanti for at møde de majestætiske løver, som skuer efter giraffer, elefanter, bøfler og gnuer samt de hurtige leoparder, som også kan spottes i parken. Mikumi er specielt kendt for at have store flokke af antiloper samt brede floder, hvor flodhesten ligger og hviler. Ud over de klassiske safaridyr byder Mikumi også på flere 100 fuglearter, der er et exceptionelt syn for fugle elskere. Mikumi nationalpark kan være eneste stop på din safarirejse, men på de flestes rejser kombineres parken med andre mindeværdige oplevelser i Tanzania, som for eksempel ø-ferie på Zanzibar.

 

Private safarioplevelser med Yaneeda.com

De fem nationalparker ovenfor byder på et utal af muligheder og giver forskellige safari- og naturoplevelser. Hvis du er til spændingsfyldt safari og ønsker den fulde og mest alsidige safarioplevelse, kan disse nationalparker med fordel kombineres i én og samme rejse. Hos Yaneeda.com arrangerer vi private safarioplevelser, og vi hjælper gerne med at sammensætte din safarirejse, så den lever op til netop dine safaridrømme.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…