De røde partier gør sig mange anstrengelser for at udsende optimistiske signaler om, hvordan det går med regeringsforhandlingerne.
Men lytter man nærmere til, hvad der siges, er der meget lidt indhold i budskaberne.
Der var for eksempel en melding fra forhandlingsleder Mette Frederiksen, som sagde noget i retning af, at for hver runde i forhandlingerne blev hun mere og mere overbevist om, at det nok skulle lykkes.
Og fra Enhedslistens Pernille Skipper kom det glædens budskab, at det gik fremad – for nu var man begyndt at diskutere politisk indhold…
Man har forhandlet i langt over en uge, og så bliver det lanceret som et stort fremskridt, at man nu har taget hul på det politiske indhold!
”Feel good”-formuleringer
Dette forsøg på at lyde optimistisk er i virkeligheden et alvorligt krisetegn. Det understreger, hvor langt de fire røde partier stadig står fra hinanden på de afgørende spørgsmål om udlændingepolitik, økonomi, velfærd og klima.
Problemerne bliver yderligere forstærket af, at den radikale Morten Østergaard åbenbart har gang i et forsøg på at få mast sit parti ind i den kommende regering sammen med Socialdemokratiet.
Han gør sig meget besværlig i en satsning på, at Mette Frederiksen til sidst vil synes, at det nok er lettere at tage De Radikale med i regering.
Tilsyneladende tør Mette Frederiksen som forhandlingsleder ikke sætte større pres på partierne for at flytte sig – af frygt for, at de store uenigheder så kommer ud af kontrol.
Det største krisetegn er sådan set ikke, at forhandlingerne slæber sig langsommeligt af sted. Det gik an, hvis der løbende skete klare fremskridt.
Men i alle de røde partiers anstrengelser for at tale stemningen op har man endnu ikke hørt én eneste kontant melding om, at der er sket et gennembrud i forhandlingerne på konkrete punkter.
Det hele kører rundt i intetsigende ’feel good’-formuleringer om, at ”nu tror jeg, at vi er på rette vej” og den slags.
Har ikke lyst til at stille skarpe spørgsmål
Men hvad er det, man har journalister til? Det er da til at skære igennem skønsnakken, gå politikerne på klingen og udpege de mange tegn på, at der er problemer.
Det er der mildt sagt ikke meget af, specielt ikke i den løbende TV-dækning. Journalisterne overtager i vidt omfang skønmalerierne fra Mette Frederiksen og de andre – som var det kommentarer til en dansk landskamp i Parken: ”Stemningen er god, og holdet har troen på, at det kan lykkes.”
Hvor er de pågående spørgsmål? Hvor er afsløringerne af svaghederne og hullerne i det, der siges?
Man får indtryk af, at journalisterne oplever sig selv som på en politisk mission, bevidst eller ubevidst:
Journalistisk Venstreparti prøver at hjælpe ’deres’ Mette. Man virker nærmest bange for at spørge for hårdt, ”for det her må ikke gå galt”.
Det samme politiske engagement fornemmede man i dækningen af valgkampen. Den var ekstremt partisk til fordel for Mette Frederiksen.
Hul i kassen
Dette journalistiske svigt blev understreget, da de økonomiske vismænd i går afslørede en alvorlig udfordring for den kommende regering:
Der er ikke penge til at betale de røde partiers centrale løfter til befolkningen.
Man har et såkaldt økonomisk råderum. Det vil sige de penge, som man regner med at have i statskassen frem mod 2025.
I valgkampen gav partierne det indtryk, at dette råderum kunne dække de udgifter, der følger med befolkningens ændrede sammensætning – ikke mindst de mange flere ældre.
De røde partier lovede så, at de derudover ville finde penge til forbedringer i velfærden.
Men nye tal, som vismændene har leveret til Danmarks Radio, viser, at det økonomiske råderum ikke engang rækker til at dække udgifterne til befolkningens ændrede sammensætning med blandt andet mange flere ældre.
Der er et hul i kassen, inden en rød regering overhovedet er kommet i gang med sine forslag om at forbedre velfærden.
Det er jo ikke så godt for Mette Frederiksen og de andre.
Journalisterne ligner spindoktorer
Onsdag aften spurgte TV-Avisens studievært derfor DR’s politiske analytiker, Christine Cordsen, hvad det betød for den kommende regering.
Hun mente dog ikke, at det betød noget. For regeringen var jo indstillet på, at der skulle findes flere penge end dem, der lå i det økonomiske råderum.
Men problemet er, at pengene i det økonomiske råderum tilsyneladende ikke engang rækker til at dække det, som de røde partier havde regnet med, at det kunne dække.
Hvis den røde regering skal leve op til sine valgløfter, må den altså finde flere penge. Den har større økonomiske problemer end først antaget.
Det forstærkes af, at den økonomiske vækst ifølge vismændene bliver lavere end først antaget.
Dette er jo en yderst relevant information. Den understreger, hvor svært en rød regering vil få ved at leve op til de løfter, man har giver vælgerne.
Men det fik TV-Avisens seere intet at vide om. De blev holdt hen med ”feel good”-beretninger om, at de røde partier tror på, at det nok skal gå
Journalisterne ligner i betænkelig grad spindoktorer for ’deres’ Mette.
