Reaktionerne efter bomberne mod Skattestyrelsen og politiet vidner om, at vi er ved at vænne os til, at retsstaten er under pres

 

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

 

Der er meget, jeg ikke har hørt i forbindelse med sensommerens bombeangreb på Skattestyrelsens bygning på Østerbro og på nærpolitistationen på Nørrebro.

 

Selvom jeg bor under 500 meter fra Skattestyrelsens domicil på Østbanegade, var hjemme (jeg havde oven i købet middagsgæster) og alle vinduer stod åbne i den lune sommeraften, så var der ingen af os, der hørte det enorme brag, der smadrede bygningens facade og slog hundredevis af vinduer ind. Men vi hørte udrykningerne.

 

Senere har jeg fundet ud af, at årsagen til, at vi ikke hørte braget skyldtes, at Skattestyrelsens øjebæ af et domicil, danner en slags halvcirkel ud mod Østbanegade, der har sendt lyden ud over Øresund og væk fra Nordre Frihavnsgade.

 

Da nærpolitistationen i Hermodsgade få dage senere blev udsat for et lignende bombeangreb, kom det frem, at der inden for det seneste halve år har været 9, ni!, eksplosioner i København.

 

Det havde jeg heller ikke hørt noget om.

 

Eller også havde jeg, for de øvrige eksplosioner rundt om i København hører til den kategori af vold og hverdagsterror, som vi er blevet så vant til: sprængning af biler og små virksomheder nær ghettoområder og på Christiania, som tydeligvis er banderelaterede. Og bandekriminalitet hører til hverdagens uorden, så det er muligt, at jeg vitterlig har hørt om det, men blot overhørt det.

 

Angrebene på Skattestyrelsen og politiet er dog umulige at sidde overhørig, og derfor har jeg lyttet nøje efter, når politiet og medlemmer af regeringen har udtalt sig om dem. Og her har det mest påfaldende været det, der ikke er blevet sagt:

 

Politiet kan endnu ikke sige, om de to bombeangreb hører sammen. Det er logisk nok, al den stund, at ingen af dem endnu er opklaret, men samtidig tilsiger både logik og bange anelser, at det gør de nok, for to angreb på to offentlige bygninger inden for få dage ligner meget mere end en tilfældighed.

 

Samtidig udtalte politiets talsmand, at det ikke var en terrorhandling, ”…da det er en handling udført mod bygninger.”

 

Det er en helt ny definition af begrebet terror: at terror forudsætter angreb på mennesker. Gyldendals ordbog definerer terror som ”vold, oftest mod sagesløse, udført af enkeltpersoner, grupper eller netværk for at gennemtvinge politiske forandringer eller skabe opmærksomhed om et politisk eller religiøst budskab”

 

Der er altså ikke noget krav om, at volden skal rettes mod personer, selvom det ofte vil være tilfældet, og når bomberne umisforståeligt placeres for at rette maksimal skade mod bygninger, der rummer offentlige myndigheder, så er det de facto et angreb på staten – og så er det terror.

 

Der er da heller ingen, der kan være i tvivl om, at myndighederne tager angrebene meget alvorligt og at der sættes store ressourcer ind på at opklare sammenhængen bag. Hertil kommer, at Statsministeren har holdt møde med Regeringens Sikkerhedsudvalg, hvilket er en god indikator for, at den er helt gal.

 

Alligevel kalder Justitsminister Nick Hækkerup bombeangrebene for ”en hændelse”. Ganske vist en ”meget, meget alvorlig hændelse”, men trods alt kun en hændelse, og det lyder grangiveligt som et forsøg på at tale angrebene ned.

 

Det kan umiddelbart også lyde som et forsøg på at tale bombeangrebene ned, når politiet siger, at angrebene kan være banderelaterede, og henviser til de efterhånden utallige bombeangreb, som kriminelle indvandrerbander har terroriseret Malmø med de seneste år, og som måske nu er kommet til København. Ønsket om at tilskrive kriminelle bander angrebene på Skattestyrelsen og Nørrebro Nærpoliti ligger lige for, for så er det almindelig kriminalitet og kan mere eller mindre reduceres til hærværk.

 

Jo mere jeg hører, jo mere urolig og mistroisk bliver jeg over for de informationer, der tilflyder offentligheden fra politiet, men især fra politikerne. De giver nemlig på lange stræk ikke mening i al deres indbyrdes selvmodsigelse: hvorfor skulle kriminelle indvandrerbander pludselig gå fra at sprænge deres fjenders biler i luften til at angribe offentlige bygninger? Med mindre deres kriminelle aktiviteter nu er overgået til et nyt og mere politisk/religiøst niveau og sigte, hvilket i sig selv er uhyggeligt med tanke på alle de våben, der florerer i de miljøer.

 

Måske er sandheden ”blot”, at det er drengestreger, og i så fald kan vi ånde lettet op, men det er værd at tage bestik af både myndighedernes reaktion og information af offentligheden og de spekulationer, de giver anledning til. Det er nemlig et udtryk for, at vi lever i et stadigt mere utrygt samfund med et stigende pres på de institutioner, der udgør grundpillerne i vores demokratiske retsstat – og at vi er ved at vænne os til det.

Aia Fog

cand. jur.

Formand for Trykkefrihedsselskabet

 

www.trykkefrihed.dk

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…