Frankrig blev rystet, da en ansat i politihovedkvarteret i Paris den 3. oktober myrdede fire af sine kolleger med en kniv. Ofrene var både politifolk og kontoransatte.
Først forsøgte politiledelsen og indenrigsministeren at fremstille gerningsmanden som et menneske, der gik amok på grund af personlige problemer. Han blev beskrevet som lidt speciel, fordi han led under at være døv.
Men siden blev det afsløret, at manden var radikal islamist. Der var tale om en bevidst terrorhandling gennemført med stor brutalitet.
Islamistisk infiltrering
Gerningsmanden, Mickaël Harpon, var konverteret til islam for ti år siden.
På nettet havde han delt en video med en imam, der sagde: ”Det, der tæller, er at dø for islam”.
Lige inden terrorangrebet sms’ede han med sin muslimske kone. Hun sluttede af med ordene: ”Gud alene vil dømme over dig. Allahu Akbar.”
I sin lokale moské omgikkes Harpon særdeles rabiate kræfter. Samtidig var det kendt på Politigården, hvor han var ansat, at han havde udtrykt sin begejstring over terrordrabene på 17 ansatte på Charlie Hebdo – med ordene ”Det var godt gået!”
Alligevel fik manden lov til at arbejde videre som it-sikkerhedsekspert i politiets efterretningsafdeling med adgang til dybt fortrolige oplysninger. Oplysninger, som kan være tilgået islamistiske kredse.
Mickaël Harpon var en muldvarp i centrum af det franske politi. Han var et led i en islamistisk infiltrering af politiet.
Nu er der kommet alarmerende tal frem om, hvor stor faren for denne infiltrering af politiet er.
Lukkede øjnene
Inden Harpon begik sin terrorhandling, lukkede hans overordnede øjnene for de advarselssignaler, som fandtes.
Og umiddelbart bagefter fortav både politiledelsen og indenrigsminister Castaner gerningsmandens islamistiske sympatier.
Det var dybt uansvarligt – især i et land som Frankrig, hvor den islamiske radikalisme er stærk og terrortruslen er stor. Over 230 personer er blevet dræbt i terrorangreb.
Alligevel har myndighederne ikke taget faren for islamistisk infiltration i politi, militær og andre dele af sikkerhedsapparatet alvorligt nok. Også i centraladministrationen og for eksempel på universiteterne foregår der ifølge islam- og terroreksperten Gilles Kepel en infiltrering.
Foruroligende oplysninger
Efter at Mickaël Harpon viste sig at være en radikal islamist i egne rækker, har politiet fået travlt.
Man har lavet nøjere personvurderinger af en række ansatte hos politiet i Paris. Politidirektør Didier Lallement fremlagde onsdag de foreløbige resultater af disse vurderinger. De var rystende.
Siden Lallement tiltrådte den 21. marts har han modtaget 37 personvurderinger baseret på en mistanke om radikalisering. Langt de fleste af dem – nemlig 33 – blev lavet efter terrorhandlingen i politihovedkvarteret den 3. oktober.
Det er jo i sig selv skræmmende, at man alene i de sidste syv måneder i hele 37 tilfælde har følt det nødvendigt at granske ansatte i politiet nærmere for radikalisering.
Men sagens alvor bliver især understreget af, at man efter de personlige sikkerhedsvurderinger har besluttet at fratage 12 politifolk deres våben indtil nærmere undersøgelse!
Hele syv af disse våbenfratagelser har fundet sted efter terrorangrebet den 3. oktober.
I tre tilfælde har politidirektøren direkte krævet suspendering af politifolk. Her må han have vurderet, at der var en særlig stærk mistanke om islamistisk infiltrering.
Politidirektør Lallements oplysninger er foruroligende.
Når man nu sætter så mange intensive personefterforskninger i gang i egne rækker, når man fratager en række politifolk deres våben, og når man straks suspenderer tre af dem – så er det jo udtryk for, at man hidtil har været alt for lemfældige og naive i forhold til faren for islamistisk infiltration.
Det svage og naive Europa
I takt med den stærkt stigende muslimske befolkningsandel oplever Europa i disse år, hvordan myndighederne mister stadig mere kontrol med, hvad der foregår.
I en række lande vokser stærke kriminelle klaner med baggrund i den muslimske verden frem. Disse klaner sidder i dag på en meget omfattende kriminalitet, og politiet har store problemer med at styre dem.
Disse klaner har indrettet deres egne kriminelle parallelsamfund, hvor politiet har svært ved at trænge ind.
Politiets arbejde bliver særlig vanskeligt, fordi også disse klaner har forbindelser i politiet og andre dele af det offentlige system. Inden for en mellemøstlig storfamilie kan der således være familiemedlemmer både i politiet og i den kriminelle underverden.
På samme måde vanskeliggøres terrorbekæmpelsen af, at radikale islamister har infiltreret systemet.
Myndighederne har været alt for lidt årvågne over for dette. Og politikerne har tilladt en masseindvandring, som nu skaber en helt uholdbar situation.
De velstående europæiske samfund har troet, at de var usårlige. Nu afsløres deres naivitet og svaghed.