Præst fortæller om sit møde med modige unge egyptere, der er blevet kristne – og om sit syn på islam

Hanne Vesth og Sct. Bendts kirke i Ringsted

En række præster fra Lejre, Ringsted-Sorø og Slagelse provstier havde arrangeret lørdag arrangeret et møde til støtte for de mange kristne, der er forfulgte rund omkring i verdenen. Det skete ud fra et ønske om, at der sættes fokus på et problem, som de fleste folkekirkekristne enten ikke kender til, eller som de fortrænger. Læs mere om mødet i Den Korte Avis

 

De mange fremmødte lyttede til en række stærke foredragsholdere. Og præst Hanne Vesth afsluttede støttedag for forfulgte kristne med en prædiken i Sct. Bendts Kirke. Den bringer vi her i sin helhed:

 

I 1993 var jeg en aften med til et dybt hemmeligt møde under den mellemøstlige stjernehimmel.

 

Jeg havde været med til at arrangere en studie- og arbejdstur for Danmission til Cairo, for en lille gruppe unge danskere, og mødet den aften blev et indblik ind i et samfund og en tilværelse, der lå lysår fra vores bevidsthed og erfaring.

 

Da aftenen kom, og vi alle var blevet formanet om vigtigheden i ikke at fortælle nogen om noget, blev vi fragtet hen til en koptisk ortodoks kirkes menighedslokaler, og dér sad de så – en lille gruppe unge muslimer, der var blevet kristne.

 

Vi hilste på dem, og de begyndte at fortælle, og tavsheden sænkede sig over os danskere.

 

Vi var overvældede. De unge egyptere havde lidt, og de led stadig, for hverdagslivet var blevet umuligt, ingen tvivl om det. De havde måttet skifte identitet, og kunne ikke bo hvor som helst og heller ikke arbejde hvor som helst, for rygterne går hurtigt i Egypten. Familierne havde slået hånden af dem, og venner lige så. De var blevet udstødt efter deres omvendelse.

 

Livshistorierne gik, og særligt én af de unge gjorde indtryk. Han havde siddet mange måneder i fængsel på grund af sin omvendelse, for der var undtagelsestilstand i Egypten, og man kunne blive fængslet for at forstyrre den offentlige orden, og at forlade islam skaber altid forstyrrelse. I fængslet var han blevet presset på alle mulige og umulige måde til at vende tilbage til islam. Men han var også blevet en sag for Amnesty International, og til sidst blev han løsladt på grund af presset fra omverdenen.

 

Det havde nok gjort ham fri, men ingen sikkerhed havde han for han havde tidligere været med i en terrorcelle, så han måtte leve med den viden, at hvis hans tidligere radikale trosfæller fandt ham, – og de ledte efter ham, så ville de uden tøven slå ham ihjel, fordi, han havde forladt islam.

Efterhånden som mødet skred frem, blev vi også overvældede over noget andet. De unge egyptere sad nemlig dér med ansigter og ord, hvor det var helt tydeligt, at enhver følelse af had og længsel efter hævn lå dem inderligt fjernt. Og mere end det, for i deres øjne, glødede et varmt lys. Et lys, der kom fra et sted hinsides tid og rum.

 

Mere og mere tog spørgsmålet form i os, og da vi fik tid til at stille spørgsmål, spurgte vi dem: hvad, hvad i alverden har dog fået jer til at omvende jer, fået jer til at gå over til den kristne tro, for I vidste jo, at forfølgelse og uretfærdighed, had og fjendskab, diskrimination og dødstrusler, og fuldstændigt umulige liv og hverdage bare ville vælte ned over jer?

 

Vi spurgte, de kiggede på hinanden, og lyste op og svarede med én mund: mahaba Yesua – to arabiske ord, der betyder Jesu kærlighed.

 

Og så fortalte de om kristne landsmænd, som de fra tid til anden havde stødt på igennem deres liv. Egyptiske kristne, der med deres liv, deres tale og handlinger og måde at være på, vidnede om en kærlighed, som fik de unge muslimer til at undre sig. En kærlighed, som kirken fortsat omsluttede dem med.

 

For den koptiske kirke, der døbte dem og oplærte dem i den kristne tro, tog sig også af de ny-omvendte, og søgte at hjælpe dem så godt som muligt med de netværk og de resurser, som den koptiske kirke nu engang har. Og det er ikke mange, for den koptiske kirke er en af verdens fattigste.

 

 

Se, den oplevelse blev et indblik ind i en verden og en tilværelse, der dengang var fremmed, fjern og ukendt for os nordboer.

 

Men en verden og en tilværelse, som de kristne i de muslimske lande har levet med længe, for i islams hus gives der nok perioder med stabilitet og ro, og der gives også forskelle fra land til land, men rangordenen for de kristne er klar, den er guddommeligt sanktioneret, og den har været i kraft lige så længe islam har eksisteret.

Og ve kristne i islams hus, der modsætter sig rangordenen i håbet om ligeværdige forhold. Og ve os, i det høje nord, når vi lukker øjnene for deres lidelse. For vi er som kristne ud over jordkloden dele af det samme legeme. Og når en del lider, må de andre dele tage affære. Gøre noget, på den ene eller anden måde.

 

Det betyder selvfølgelig ikke, at vi ikke er forpligtede på alle mennesker, for det er vi som kristne. I det kristne menneskesyn er alle mennesker lige netop lige meget værd, og det har kirken handlet på til alle tider gennem sit diakonale arbejde. Og derom synger englene.

 

Men vi kristne, som ikke også tager os af vores egne, høster ikke megen ros i himlen. Vi, der undsiger os, vi er lunkne, og det lunkne spyr Gud som bekendt ud af sin mund.

 

Hvor skal kraften så komme fra? Kraften til rettidig og dristig handling og omhu?

 

Ja, Gud siger selv om sin kraft, at den ikke udføres gennem magt og styrke, men gennem hans ånd.

 

Og sådan må det jo så også være for os kristne nordboer. Kraften kommer fra Guds Ånd. Og den burde jo være i Danmarks folkekirker. I Europas kirker.

 

Men som den internationalt respekterede politiske kommentator, Jonathan Eyal, sagde engang om de europæiske kirker: “Fortiden tilhørte kirken, fremtidens indflydelse tilhører trosretninger som islam og andre religioner uden den kirkelige institution og med større fleksibilitet og indføling. Kirkens problem er at de ikke forstår at vise, at de har noget at byde på til samfundet. De er ikke forstået af de fleste unge, og overlever fortrinsvis i kraft af, at de netop er institutio­ner, der tager sig af dåb og dødsfald. Kirkerne har for travlt med at være statsinstitutioner i stedet for at være noget for sine tilhængere”.

 

Det må vi jo hver især overveje rigtigheden i, og også overveje, hvordan vi får del i Ånden. Men åndelig kraft må der til, hvis ikke statistikerne skal få ret i at kristendommen er i frit fald i Vesteuropa.

 

Og åndelig kraft må der også til, for at vi kan få det rette menneskesyn, og ikke falde ned i hverken hadet til den enkelte muslim, eller falde ned i den ukritiske tilgang til islam.

 

Ja, åndelig kraft må der til, og lydhørhed over for Jesu ord: vær snilde som slanger og blide som duer. Det sagde han, da han sendte sine disciple ud for at forkynde evangeliet. Og mon ikke den opgave stadig hører ind under vores ansvar? Som kirke og som enkeltpersoner?

 

En opgave, der handler om at vise og åbne alle menneskers hjerte for mahaba Yesua. Amen

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…