De politisk korrekte medier optræder i en pinlig rolle i forbindelse med fyrværkeri-angrebene mod sagesløse personer

Tidlig søndag morgen blev brandvæsnet kaldt ud til en brand i det indvandrertætte Brøndby Strand på den købehavnske Vestegn. Da de kom frem blev de beskudt med fyrværkeri og en brandmand blev lettere såret, da fyrværkeriet ramte ham i ansigtet. Da politiet kom frem, blev de også beskudt, skriver TV2.

 

Det er den foreløbige kulmination på flere dages grove angreb med fyrværkeri.

 

Torsdag aften terroriserede en gruppe af ’børn og unge’ deres omgivelser på det indvandrertætte Nørrebro i København. De fyrede raketter og andet fyrværkeri af – både mod hinanden og mod sagesløse forbipasserende.

 

Personer, busser, taxaer og andre biler var mål for deres angreb. I nogle tilfælde kunne det være gået helt galt.

 

Således da postbud Søren Lørup kom cyklende ved Nørrebro Station omkring klokken 23.20 torsdag. En raket eller et bomberør eksploderede få centimeter fra hans hoved.

 

Hvis han var blevet ramt i ansigtet, kunne det have haft fatale konsekvenser for hans syn og/eller hans hørelse. Men heldigvis skete det ikke. Som Lørup selv siger: ”Det var fuldstændig mirakuløst, at jeg ikke blev ramt.” (TV2)

 

Episoden er indfanget på et videoklip. På et andet klip kan man se, hvordan en knallertkører er meget tæt på at blive ramt i hovedet af en raket, der bliver affyret imod ham.

 

Du kan se optagelserne her

 

Søren Lørup siger: ”Det, der ryster mig mest, er, at de bevidst prøver at lemlæste uskyldige mennesker, der tilfældigvis opholder sig på Nørrebro”.

 

Mere uro

Ifølge politiet og en række medier var der anderledes roligt fredag. Men så roligt var der nu bestemt ikke.

 

Ifølge Københavns Politi var der således i løbet af fredag aften omkring 60 anmeldelser om fyrværkeri i hele politikredsen. Der var i løbet af natten til fredag otte anmeldelser om fyrværkeri, der var blevet smidt efter personer og biler og ind i en opgang.

 

Fredag eftermiddag måtte politiet komme massivt til stede på Nørrebro, hvor to 15-årige drenge blev anholdt for at sende fyrværkeri mod andre. Siden er de to blevet løsladt, men de er stadig sigtede. Fredag aften blev der desuden skudt med romerlys efter en patruljevogn i det vestlige Aarhus.

 

Sent lørdag aften blev endnu en dreng på 15 år anholdt og sigtet efter straffeloven for at have affyret et bomberør mod en civilklædt betjent. (TV2)

 

Nogle drenge med tørklæde for underansigtet har optrådt anonymt i TV2. De sagde, at det “bare er for sjov”, når grupper skyder mod hinanden, og at udenforstående bare kan gå andre steder hen.

 

Der har også været anmeldelser i Dragør, Valby, Nørrebro, Albertslund og Ballerup.

 

Natten til søndag blev der flere gange tændt ild i boligbyggeriet Ladegården i Holbæk. Når brandvæsnet mødte frem blev de beskudt med fyrværkeri. Det var så voldsomt, at politiet gentagne gange måtte rykke ud for at beskytte brandmændene.

 

“Vi har været derude adskillige gange for at assistere og sikre redningspersonale, så de har kunnet komme til at slukke brande. Vi har blandt andet registreret, at der er skudt mod en indsatsleders bil”, fortæller vagtchef Thomas Hartmann fra Midt- og Vestsjællands Politi. (TV2)

 

Ro?

 

Mediernes dybt pinlige rolle

De politisk korrekte medier gav en fyldig omtale af fyrværkeri-angrebene.

 

På overfladen har denne omtale været pæn og poleret. Man har informeret om, hvad der skete hvornår. Man har gjort sig umage med at citere politiet korrekt. Man har gengivet meldinger fra forskellige politikere.

 

Men bag den polerede journalistiske overflade har mediedækningen gjort vold på virkeligheden.

 

Man lyver ikke direkte for sine læsere, lyttere og seere. Men man fortier helt afgørende dele af virkeligheden.

 

Dermed har disse medier optrådt i en dybt pinlig rolle.

 

De har konsekvent undladt at grave i to afgørende spørgsmål i forbindelse med de grove fyrværkeri-angreb:

 

Hvem er de ’unge’, som har begået disse handlinger? Og hvorfor gør de den slags?

 

Det er en hån mod den danske befolkning, når medierne bare kalder gerningsmændene for ’unge’ eller – hvis det går højt – citerer politiet for, at de er ’utilpassede unge’.

 

Det kræver en minimal journalistisk indsats at afdække, at langt hovedparten af disse ’unge’ har ikke-vestlig indvandrerbaggrund. Der har muligvis også været venstreekstremister med dansk baggrund involveret. Men fyrværkeri-volden er i høj grad et produkt af den ikke-vestlige indvandring.

 

Enkelte aviser har da også nævnt dette i forbifarten. Men i vidt omfang undlader man at sige sandheden.

 

Politikens venstreekstreme propaganda

Den samme fortielse af sandheden prægede nogle medier i forbindelse med sommerens uroligheder på Nørrebro i forbindelse med Rasmus Paludan.

 

Her lavede det stærkt venstreorienterede Politiken reportager, som var skarpt kritiske … mod dansk politi. Til gengæld undlod man med stor konsekvens at oplyse sine læsere om de rabiate muslimske indvandrerkredse, der var involveret i at skabe balladen.

 

Det har intet med journalistik at gøre. Det er politisk propaganda.

 

Foragt for det danske samfund

Når medier fortier gerningsmændenes identitet, forhindrer de også en rationel debat om spørgsmålet: Hvorfor gør de det? Hvorfor udsætter de andre mennesker for fare?

 

En stor del af de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere, der udgør en kraftigt voksende del af befolkningen, kommer fra lande i den muslimske verden med en stærk voldskultur.

 

Denne voldskultur er tæt forbundet med æresbegreber. Man hævder sin ære ved at vise, at man er de stærkeste.

 

De ’unge’, der sender farligt fyrværkeri mod tilfældige forbipasserende, får afløb for aggressioner og understreger deres magt. ”Her bestemmer vi, og vi gør, hvad der passer os.”

 

Volden demonstrerer også en foragt for det danske samfund. Det ville være en oplagt opgave for journalister at grave i de unges motiver med nogle nærgående spørgsmål til dem.

 

Men det gør de stort set ikke.

 

To slags ’løgne’

Journalistik kan forbryde sig mod sandheden på to måder:

 

Den ene er at fortælle noget, som er direkte usandt.

 

Den anden er at skjule kendsgerninger, som er afgørende for at forstå, hvad der foregår. For eksempel ved at fortie, hvem der begår fyrværkeri-volden, og hvilke motiver de måtte have.

 

Det førstnævnte angreb på sandheden kan forekomme i danske medier. Men det er den sidstnævnte form for vold mod sandheden, der er langt den mest udbredte.

 

Journalistisk Venstreparti fortier i stort omfang det, som ikke passer ind i det politisk korrekte verdensbillede.

 

https://denkorteavis.dk/2019/fupjournalistik-politiken-fortier-muslimers-rolle-i-de-alvorlige-uroligheder-paa-noerrebro/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…