Politikens chefredaktør: Inger Støjberg har drevet Venstre ud på udlændingepolitikkens absurde overdrev

På Politiken er avisens ansvarshavende chefredaktør, Christian Jensen, begejstret for Venstres formentlig kommende formand, Jakob Ellemann-Jensen.

 

Til gengæld kan hans begejstring for den formentlig kommende næstformand, Inger Støjberg, ligge på et meget lille sted.

 

Under rubrikken ”Nu gik det lige så godt, Ellemann – og så kom Støjberg!” giver han den mildt sagt hele armen.

 

Først er der ros til Ellemann-Jensen, som ”har slået fast, at det at tage imod flygtninge er en både moralsk og juridisk forpligtelse. Og at folk i Danmark i øvrigt skal have lov til at klæde sig, som de har lyst,” skriver Christian Jensen og fortsætter:

 

”Tak for det. Han har erkendt, at Venstre ikke alene alt for sent tog klimaforandringerne alvorligt. Partiet evnede heller ikke at levere det rette svar på de nye udfordringer. Tak for det.”

 

Dansk Folkeparti har forpestet luften i de borgerlige stuer

Inden turen kommer til Inger Støjberg, skal Dansk Folkeparti dog også lige have en omgang.

 

Således mener chefredaktøren på Politiken, at Ellemanns hidtidige udmeldinger om Venstres fremtidige politik ”er som at åbne vinduerne og få luftet ud i de højloftede, borgerlige stuer, hvor luften alt for længe har været forsuret og forpestet.”

 

”Forpestet,” skriver chefredaktøren, ”fordi Danmarks liberale parti har ført en udlændingepolitik, der kastede sine egne humanistiske værdier og mellemfolkelige frisind over bord, fordi man lod sig binde og baste til masten af DF.”

 

Men så er der altså også lige det med Støjberg

Efter på det nærmeste at have skamrost Ellemann-Jensen for holdninger, der til forveksling ligner dem, der er god latin hos både De Radikale og venstrefløjen, kommer turen til valget af Inger Støjberg som næstformand.

 

Og det er intet mindre end katastrofalt, må man forstå.

 

”Men alt det, Jakob Ellemann-Jensen siger, står på ét centralt punkt i skærende kontrast til det det, han gør: Hans politiske og personlige lovprisning af den kvinde, der om nogen har drevet Venstre ud på udlændingepolitikkens absurde overdrev med smykkelove, lagkager, burkaforbud og tvangsadskillelse af unge asylpar.”

 

Især har chefredaktøren set sig gal på Ellemann-Jensen bemærkning om, at han i en kommentar til sagen mod Inger Støjberg om adskillelse af asylægtepar synes, at det er et godt formål at sikre, at mindreårige piger ikke bliver gift væk til ældre mænd.

 

”For Jakob Ellemann-Jensen er der to muligheder: Enten har han ikke sat sig tilstrækkeligt grundigt ind i sagen. Eller også er han ligeglad med den,” skriver Christian Jensen og fortsætter:

 

”Den første vil ikke være betryggende, men det kan han nå at rette op på. Den sidste vil være en ildevarslende sort plet på den kommende Venstre-formands dømmekraft efter en uge med flere lyspunkter.”

 

I sagen Inger Støjberg er der ifølge Politikens chefredaktør nemlig ikke tale om en politisk heksejagt.

 

”Der er tale om nødvendig oprydning efter et sort kapitel i den politiske historie,” lyder altså Christian Jensens dom, endnu inden den bebudede undersøgelseskommission overhovedet er blevet nedsat.

 

I et civiliseret retssamfund som det danske er det et grundlæggende princip, at ingen er skyldige, førend de er dømt.

 

Men dette grundlæggende retsprincip gælder åbenbart ikke for Politiken.

 

Læs hele Christian Jensens kommentar her:

https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art7369668/Nu-gik-det-lige-s%C3%A5-godt-Ellemann-%E2%80%93-og-s%C3%A5-kom-St%C3%B8jberg

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…