Blev Pedal Ove frikendt på et fejlagtigt grundlag? Hele sagen er beskrevet i en velskrevet og spændende bog

Ny bog genoptager gammel sag. Endnu engang, men med en ny vinkel. Ærindet er nemlig ikke så meget, at Pedal-Ove kunne have myrdet sin kone, men at han efter sin afsoning fik sagen genoptaget og blev frifundet på baggrund af to meget tvivlsomme DR-dokumentarudsendelser.

 

De 81 minutter

Pedal Ove-sagen går i al korthed ud på, at den frederikshavnske værftsarbejder og fritidsmusiker (deraf tilnavnet Pedal, som hentyder til baspedalet på et elorgel) Ove Hansen i december 1981 blev anholdt og anklaget for at have slået sin fraseparerede kone Brita ihjel og smidt hende i haven. 

 

Det har Michael Teschl skrevet en grundig bog om, hvori han detaljeret gennemgår sagen. Hovedspørgsmålet blev hurtigt, om Pedal-Ove overhovedet kunne have nået at slå Brita ihjel den lørdag formiddag, inden han skulle på spillejob. Her var det afgørende at kunne opstille et troværdigt tidsskema eller demontere samme. Havde sigtede et alibi eller ej? Liget af Brita blev først fundet måneder efter. Der var ingen tekniske beviser i sagn. Alt byggede på indicier. Det var ud fra disse, at Pedal-Ove blev fundet skyldig og dømt til 12 års fængsel. Han havde under hele forløbet fremhævet sin uskyld. 

 

Meget pædagogisk opstiller Teschl forskellige tidsmodeller, som bygger på tiltaltes forklaringer og anklagerens teorier. Konklusionen var, at Pedal-Ove, som lever den dag i dag, og som forfatteren naturligvis har talt med mange gange, faktisk godt kunne have nået at myrde sin kone. Hvis ikke der lige havde været nogle vidner, som år efter domfældelsen meget belejligt var dukket frem.

 

Sagen genoptaget

I sommeren 1989 blev Pedal Ove løsladt fra fængslet efter udstået straf. Kort tid efter begyndte DR-journalisterne Sten Baadsgaard og Jørgen Pedersen, to anerkendte tv-dokumentarister, arbejdet med det, der mundede ud i udsendelsen Dømt for mord, som blev vist i september 1990. Dokumentaren var en sønderlemmende kritik af politiets arbejde, og seerne fik samtidigt et kraftigt fingerpeg om, hvem journalistparret mente var den rigtige gerningsmand. Men vigtigst af alt: der dukkede nogle vidner frem, som kunne give Pedal Ove et alibi, som påviste, at han ikke kunne være drabsmanden.

 

På baggrund af denne tv-udsendelse og ved advokat Wagners ihærdige arbejde blev sagen genoptaget af Den særlige Klageret – noget, der yderst sjældent finder sted. Retten endte med at frikende Pedal Ove i 1992, og han fik tilkendt en millionerstatning. Og så skulle den ged vel være barberet, ikke sandt?

 

Fornem graverjournalistik

Nej. I bogens sidste dele – ”Karaktermordet” og ”Nye spor” – afsløres det, at sagen var blevet genoptaget på et forkert grundlag efter mediepres fra de to tv-journalister, der viste sig ikke at være helt fine i kanten. Pedal-Ove indrømmer også, at hans dengang 4-årige søn ikke var med på en tur til det sted, hvor hans far skulle spille om aftenen – noget, han ellers havde påstået i et politiforhør. Det betyder, at man ikke kan fæste tillid til de afgørende vidner. Alibiet er smuldret væk!

 

Den velskrevede bog er i sagens natur uhyre spændende. Sagen er stadigvæk ikke fuldt opklaret og bliver det næppe heller nogensinde. Man lades tilbage med nogle ubehagelige, uafklarede spørgsmål. Forfatteren har ikke har skrevet sin bog for at afklare skyldsspørgsmålet én gang for alle, men alene for at undersøge, om Ove Hansen blev frikendt på et fejlagtigt grundlag. Døm selv.

 

Michael Teschl, Den dag Brita forsvandt. Pedal Ove-sagen.

Politikens Forlag 2019, 334 sider, ill., 300 kroner.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…