På Mors er de ikke vant til fartkontrol, og det lever statskassen fedt af

Det er hævet over enhver tvivl.

 

De to stationære stærekasser, der er opstillet på øen Mors i Limfjorden, er deres egen vægt værd i guld.

 

På blot et halvt år har de tilsammen tjent 9,6 millioner kroner til statskassen, og er dermed de mest indbringende anlæg i Danmark, skriver TV 2 Nord.

 

Men også andre tjener på stærekasserne

Selvom de morsingboere, der på blot et halvt år har spyttet små ti millioner kroner i statskassen, sikkert er langt fra begejstrede for alt dette nymodens tam-tam, har de to stærekasser trods alt også venner på øen, hvor man hidtil har været vant til at passe sig selv.

 

Og de findes i den lokale autobutik thansen, hvor man også har mærket, at der er kommet stærekasser til øen.

 

”Der gik 14 dage efter stærekasserne var sat op, så begyndte folk for alvor at komme ind og købe de små enheder, der kan advare om stærekasser og fartkontrol på vejene. De fleste er kommet efter de er blevet blitzet, fordi de glemmer, de står der,” fortæller Claus Bisgaard fra thansen til TV 2 Nord.

 

Han vurderer, at kæden på landsplan har solgt 20.000 enheder alene i de sidste seks måneder.

 

Statskassen er blevet foret med 56 millioner kroner

I det hele taget har stærekasserne vist sig at være en god investering for staten.

 

Samlet set har de tyve stærekasser, der er stillet op i Danmark, i løbet af det første halve år blitzet biler i for høj fart i alt 37.183 gange.

 

Det har givet en samlet bødesum til statskassen på i alt 56 millioner kroner.

 

Og af den sum har de små 34.000 personer over atten år, der bor på Mors, gavmildt bidraget med en sjettedel.

 

Læs mere her:

https://www.tv2nord.dk/artikel/partner/tv-midtvest/jimmy-blev-blitzet-gange-paa-fem-timer-i-danmarks-vildeste-staerekasse

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…