Opret et nyt dansk Grønlandsministerium i Nuuk

Grøndlands domkirke, Colourbox

”Grønland er ikke dansk”, svarede statsminister Mette Frederiksen, da præsident Trump for nylig tilbød at købe Grønland. Det er umuligt andet end at kalde et sådant svar for et utilladeligt, umådeligt dumt og skæbnesvangert svar fra Danmarks politiske topfigur. Enhver, der våger og vogter over landenes bevidsthed om egne interesser, egen suverænitet og deres villighed til at hævde denne suverænitet, må læse dette svar som en total dansk selvopgivelse.

 

For i dette svar er troen på og viljen til at hævde dansk territorial integritet og suverænitet i det arktiske område allerede opgivet. Dette har Mette Frederiksen med sit svar tydeligt signaleret til den hele verden. Dansk slaphed og viljesvaghed er nu åbenlys for alle magtinteressenter i dette område. I dette svar er det danske Grønland sendt til vejrs i det globale luftrum som en fritsvævende ballon, som det er overladt til enhver lystig, energisk og målrettet magt at fange ind. Ingen fast dansk kontrol. Ingen politisk suverænitetshævdelse. Ingen dansk myndighed, der magtfuldt holder fast i tømmerne. Kære dansker: Spørg lige dig selv om, hvad dette kan føre til!

 

Tre statsministre, der slog grunden væk under det danske rigsfællesskab

Men alt dette begyndte jo for længe siden. I efteråret 1992 forærede daværende Poul Schlüter Færøerne ejendomsretten til al olie og alle råstoffer, som måtte ligge i den færøske undergrund. I sommeren 2009 vedtog Folketinget under statsminister Lars Løkke Rasmussen den såkaldte Selvstyrelov for Grønland. Den lov, der gav befolkningen på Grønland ejendomsretten til den grønlandske undergrund og alle råstofferne i den; og som fastsatte, at befolkningen på Grønland selv kunne beslutte, hvornår de ønskede fuld selvstændighed. Loven var forberedt under den foregående statsminister Anders Fogh Rasmussen.

 

Altså en række danske mænd, der blev placeret på Danmarks højeste politiske magtposition, men som overhovedet ikke viste sig at have format til at udføre det job, som denne position krævede: hævdelse af dansk magt ved hjælp af danske magtredskaber. Herunder med alle rådige midler at fastholde Rigsfællesskabets samlede undergrund under den fællesdanske rigsmyndighed og at hævde den danske suverænitet og territoriale integritet ved at sige: Nej, nej, nej til alle, der ville antaste den.

 

Siden disse mænds katastrofale politiske gerninger er Danmarks kontrol over de grønlandske landsdele smuldret fuldstændigt bort mellem fingrene på danske myndigheder. Og folkene i det grønlandske landsstyre har gjort nærmest, som det passede dem i forhold til udenlandske myndigheder og virksomheder.

 

Som Anker Jørgensen mente: Rigsfællesskab og rigsmyndighedens fulde kontrol med og magt over den fælles undergrund hænger sammen; det er en gammel og fundamental sandhed i al globalt magtspil, hvor undergrunden ikke bare er et spillekort, man kan kaste på bordet uden afgørende konsekvenser for spillets udfald. Det er det, vi nu ser, hvor udenlandske og ressourcehungrende magter sværmer som fluer om Grønland og Arktis. Danmark har med Grønlands Selvstyrelov opgivet kontrollen og givet den til en lille dansk befolkning, der i Grønland i bund og grund vil stå magtesløs over for store magters (USA’s) uhæmmede udfoldelse i Grønland.

 

Hvis de danske statsministre troede, at Grønlands ret til udnyttelse af den grønlandske undergrund og løftet om selvstyre og selvstændighed for Grønland blev givet på så snævre økonomiske forudsætninger i Selvstyreloven, at det aldrig ville kunne realiseres, så har disse statsministre været utilladeligt naive. Og utilladeligt uvidende om, hvordan sådanne nedskrevne rettigheder og løfter kunne bruges af en håndfuld ambitiøse grønlandske politikere, der kun var interesseret i at køre deres eget løb uden nogen pligtfølelse over for det danske Rigsfællesskab. Og utilladeligt uforudseende med hensyn til, hvad større og stærkere magter kunne være villige til at spytte i den grønlandske pengekasse, for at få magten over Grønland.

 

Danmark har dermed i realiteten lagt Grønland og Grønalnds undergrund frem som et herreløst bytte for enhver, der har viljen og den politiske og økonomiske magt til at erobre den. Danmark afgav sin ret – for ingenting!

 

Magt og ret hænger sammen

Står det skrevet i stjernerne, at Danmark skal miste Grønland og Færøerne, som vi tidligere har mistet Skåne, Halland og Blekinge (1658), Norge (1814), de største dele af Slesvig-Holsten (1864 og 1920) og Island (1944)? Tror mon danske ministre og politikere, at hvis de bliver trykket lidt hårdt på maven med krav om selvbestemmelse fra oprørske elementer i det danske rige, så er der straks tale om en uafvendelig udvikling, der er styret af overnaturlige rettigheder og historiske kræfter, som de må bøje sig for? Kunne de slet ikke få den tanke, at der kun er noget, der hedder Danmark og dansk Rigsfællesskab så længe, der er nogen, der vil kæmpe for det, og som har mod og vilje til at sætte kynisme og magt ind på det?

 

Det er virkeligt, som om danske ministre og politikere over for dele af Rigsfællesskabet eller udenlandske magter slet tør ikke tør holde fast på det, som det koster en magtindsats at holde fast på. Og med magtindsats menes der selvfølgelig i yderste instans brug af politisk og diplomatisk standhaftighed, militære midler, våben og politi.

Man kan roligt gå ud fra, at i denne verdens politiske spil går alting til efter magtens lov. Eller udtrykt på en anden måde: Her vil ethvert magttomt rum altid straks blive udfyldt. Derfor er suverænitetshævdelse vigtig. Suverænitetshævdelse er magtmarkering. Eller rettere: markering af en stålfast villighed til i påkommende tilfælde at bruge politisk eller fysisk magt og våben for at hævde dansk suverænitet over et område. Og dette uanset om denne markering iværksættes over for fremmede magter eller over for interne landsdele eller indenrigselementer, der vil rage dele af det danske riges fællesværdier til sig for at have dem for sig selv.

 

For mange mennesker er dette ækelt. Men det er tværtimod et stort gode. Det er ikke brug af magt og våben i sig selv, der er af det onde. Det er derimod uretten, der er årsagen til uro, forvirring og ondskab i verden. Derfor må al magt og våbenbrug underordne sig retten og retfærdigheden. Ret og retfærdighed forsvarer virkelig ikke sig selv i denne verden; her må der ufortrødent og uden slinger i valsen bruges magt. Politiets magt er et stort gode. Og dansk militær magt, hæren, flåden og flyvevåbnet, er det også. Disse magtmidler står alle sammen – på samme måde som de politiske og diplomatiske magtredskaber – i rettens og retfærdighedens tjeneste. Det er derfor en katastrofe og en forbrydelse, når og hvis danske politikere og ministre ikke uforknyt vil bruge disse midler til at holde sammen på Danmark, når der er behov for det.

 

Retten til Grønland

Danmark har retten til Grønland. Vi har Grundlovens ret. Vi har statsmagtens ret – gennem flere århundreder. Vi har retten i den gennem flere hundrede år gældende magtfordeling af territorier i Arktis. Vi har historiens ret. Vi har oprindelighedsretten. Vi har folkeretten. Vi har økonomiens ret. Og vi har den ret, som udviklingen i det kulturelle fællesskab over flere århundreder har givet os. Og ikke mindst har vi den ret, som udviklingen i den familiemæssige sammenhæng og det familiemæssige fællesskab har givet os. Ingen i den nuværende grønlandske befolkning har nogen ret til at dømme nogen danskere ude af dette danske fællesskab i Grønland. Her har alle danskere ret. Og ingen i Grønland har nogen større oprindelighed og ret i Grønland i forhold til de danskere, der kommer fra Syddanmark.

 

Hvordan har nogen dansk minister så kunnet få den ide – denne overtro – at der kunne eksistere nogen særlig overnaturlig ret, der gjorde det nødvendigt at skille Grønlands undergrund ud fra det danske rigsfællesskab, bortrøve denne undergrund og dets ressourcer fra den øvrige danske befolkning og forære det hele til en lille befolkningsdel på i dag ca. 56.000 mennesker bosiddende i Grønland? Danmark er gennem de sidste par hundrede år blevet en småstat, hvis ikke vi havde haft Grønland. Men hvad værre er: Danmarks toppolitikere er virkelig blevet småpolitikere, der er blevet bange for deres egen magt og for at markere og bruge denne magt.

 

Danmarks centrale rigsmyndighed har al ret til at opretholde sin magt over Grønland og de tilstødende arktiske områder. Og til at hævde denne magt. Og denne magt skal markeres og udtales med klare og hårde politiske budskaber. Hvis det da ikke allerede er alt for sent, fordi de store dumheder er begået.

 

Nordboere fra det middelalderlige dansk-norske rige kom til Grønland i slutningen af 900-tallet længe forud for de nuværende inuitter. Siden da har den danske (tidligere den dansk-norske) rigsmyndighed haft den statslige myndighedsret i Grønland. Inuitterne ankom til Grønland et par hundrede år senere. De nuværende inuitter har ingen genetisk eller etnisk slægtskab med de tidligere og nu forsvundne palæoarktiske folk i Grønland og på det amerikanske kontinent.

 

Grønland tilhører danskerne og danskerne har oprindelighedsretten til Grønland. Danmark har i Grønland taget imod inuitterne som indkommende gæster, der ikke har nogen ret til her i moderne tid pludselig at sige: Dette er vort land! Vi vil have vort land tilbage! Vi vil være grønlændere og ikke danske! Vi vil selv bestemme! Vi vil gøre os fri af den koloniale fortid!

 

Det er en stor historisk og moralsk løgn og intet andet end oprørsk propagandasnak at tale om ”vort” og ”selv” og ”kolonial fortid” i denne forbindelse. Grønland har aldrig været en dansk koloni, sådan som Storbritannien, Holland, Frankrig med flere lande har haft kolonier i andre verdensdele. Danmark har aldrig undertrykt inuitterne som et fremmed folk i et fremmed land. Grønland var danskernes, og den danske statsmagt tog godt imod de fremmede inuitter med al den indsats, som Danmark i de forskellige perioder havde kraft til at præstere.

 

Brug af magt i rettens tjeneste

Politisk er det både en dumhed og en forbrydelse ikke at bruge sine magtmidler, når det er nødvendigt for at forsvare sine interesser. Selvfølgelig afpasset efter omstændighederne og efter værdien af det, som man skal forsvare. Jo mere fundamentalt-eksistentielt, der står på spil, jo flere ultimative redskaber må man sætte ind på at forsvare sine interesser og sin eksistens.

 

Når Danmark – eller et hvilket som helst andet land – på denne måde bruger sine politiske, diplomatiske, politimæssige eller militære midler på at forsvare sine interesser, sin ret, sin suverænitet og sin territoriale integritet kan ingen vide, om Danmark går sejrrig ud af kampen. Men den største forbrydelse er heller ikke at tabe kampen; ethvert land, selv det mest magtfulde, kan under særlige omstændigheder og magtforhold tabe den kamp, det engagerer sig i.

 

Den største forbrydelse finder vi derimod, når ministre og politikere viger tilbage for at bruge den situationsbestemte, men helt nødvendige og også brutale magt, der skal til for at bevare suveræniteten over rigsdanske territorier hos de centrale rigsdanske myndigheder. Danmark skal ikke blive mindre uden kamp; så enkelt er det. Og taber Danmark denne kamp, så taber Danmark imod al ret; det er ingen forbrydelse. Der er forskel på at tabe uretmæssigt i en kamp for suveræniteten og så at opgive på forhånd, fordi man er bange for at bruge magt.

 

Sådan burde Danmark have forholdt sig i spillet om den rigsdanske undergrund og suveræniteten over Grønland og Arktis. Og sådan bør Danmark fortsat forholde sig. Også i det spil, der netop nu er begyndt at udfolde sig i Danmarks forhold til USA omkring Grønland og de arktiske områder. Her skal Danmark holde hårdt fast i over for USA, at vi forhandler på lige fod, og at det er Danmark, der retmæssigt og suverænt sidder på Grønland og de tilknyttede arktiske områder. Og Danmark skal over for USA i utvetydige vendinger trække alle mulige planer om Grønlands udskillelse af det danske rige tilbage. Dette kan ikke gøre for hurtigt. Mette Frederiksen: Om du ikke opnår andet i din tid som statsminister, så gør dette!

 

Det internationale samfunds forvirring omkring Danmarks arktiske stilling

Danmarks lov om Grønlands selvstyre, statsminister Mette Frederiksen udtalelser (”Grønland er ikke dansk!”), det grønlandske Landsstyres fulde råderet over Grønlands undergrund og Grønlands tøjlesløse diplomatiske og forretningsmæssige udenrigsinitiativer med mange lande vedrørende virksomhedsdrift i Grønland har ganske klart skabt forvirring i det internationale samfund om op og ned i de arktiske områder af det danske Rigsfællesskab.

 

Hvem bestemmer egentlig her? Hvor er den suveræne magt? Hvor er den afgørende suverænitetshåndhævelse? Det vil ethvert land og enhver deltager i det internationale magtspil spørge om. Svarene på disse spørgsmål har Danmark gjort aldeles usikre for det danske Rigsfællesskabs vedkommende. Det er farligt, dumt og naivt! Og kan føre til et stort, ulykkeligt og tragisk tab for Danmark. I det internationale spil skal Danmark holde fast i sin magt og give klart udtryk for den.

 

Man kan sige, at det i virkeligheden er et stort og tomt spil for galleriet, når Danmark med krigsskibe, fly og Sirius-slædepatruljer overvåger Grønland og de arktiske områder. For Danmark har med Selvstyreloven og Mette Frederiksens udtalelser tilkendegivet, at Danmark for længst har overgivet sig. Dansk vilje til magthåndhævelse er langt borte. Det kan udlandet læse ud af loven, de ministerielle udtalelser og Landsstyrets ageren. Dansk magt har trukket sig ud af den arktiske scene. Det rigtige tilbud til den grønlandske befolkning og Grønlands Landsstyre – og vips har ’borte’ taget Grønland.

 

Det har USA forstået. Eller man kan måske sige, at sådan har den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, forstået det, hvorefter hun i en slags amerikansk konspiration mod Danmark og i udnyttelse af Danmarks vaklende holdning har videregivet dette til de hjemlige amerikanske myndigheder.

 

Eller tillad mig at udtrykke det på en anden måde: politikere og ministre i toppen af dansk magtpolitik har virkelig været nogle tøsedrenge. Åh, hvor kunne jeg ønske mig, at Danmark havde – eller får – nogle hårde og flabede personligheder, som vi kender blandt udlandets politikere, og som tør gøre alle de ting magtfulde ting til gavn for deres land, som alle pæne aviser skælder dem ud for.

 

Fanger USA Danmark på det forkerte ben?

Nu kan vi læse i landets aviser, at USA har besøgt Landsstyret i Nuuk i Grønland med en vigtig delegation. En delegation med deltagere, som tilsyneladende rangerer højt i USA’s politiske magt-centrer. Det er ukendt, om delegationen har mødt den danske udenrigsminister Jeppe Kofod, der tilsyneladende (?) var til stede i Nuuk på samme tidspunkt. Men amerikanerne har åbenbart talt med forsvarsminister Trine Bramsen i Nuuk.

 

Den amerikanske delegationsleder T. Ulrich Brechbuhl er kommet med udtalelser, der spænder så vidt, at man alvorligt kan spekulere på, om der nu er udsigt til en katastrofe for eller styrkelse af Danmarks stilling i Grønland og Arktis. Brechbuhl taler om sikkerhed og forsvar, entreprenørvirksomhed og innovation, økonomi til gavn for grønlænderne, skoler og uddannelsessystemer, sociale og uddannelsesmæssige udfordringer i Grønland, amerikanske uddannelsesinstitutioner og universiteter i Grønland. Og tilsyneladende arbejder USA på at oprette et amerikansk konsulat i Nuuk, så der kan arbejdes direkte på stedet med lokalgrønlandske myndigheder uden om de centrale rigsdanske myndigheder (kilde: Berlingske 22. okt. 2019).

 

Så har man lov at spørge: Hvor er den danske magt- og suverænitetsmarkering i dette forhold til USA? Dette må man spørge om, ikke for at ignorere virkelighedens magtforhold mellem det lille Danmark og det stærke USA og USA’s legitime eksistentielle interesser i Arktis. Men for at formå USA til at respektere det danske riges territoriale integritet og de rigsdanske myndigheder. Alt andet vil være et eksternt overgreb på Danmarks integritet.

 

Grønlandsministerium: Nu er det tid at samle tømmerne op og holde dem stramme

Grønlands selvstyre og eventuelt kommende selvstændighed er alene et forhold mellem de centrale rigsdanske myndigheder, regering og Folketing, og den grønlandske befolkning. Her kan det ikke tillades, at de grønlandske lokalmyndigheder blander fremmede magter ind i forholdet, og spiller sådanne magter ud imod Danmarks centrale myndigheder. Det vil være et internt angreb på Danmarks integritet.

 

Grønlands Selvstyrelov er en intern dansk lov, der som enhver anden dansk lov, der er vedtaget inden for Grundlovens rammer, også kan ophæves igen inden for Grundlovens rammer. Loven er en katastrofe for det danske rige, for Danmark som helhed og for den danske befolkning i Grønland, og bør ophæves hurtigst muligt. Men indtil dette kan ske, bør Danmark snarest styrke sin myndighedsudøvelse både i Grønland og over for udenlandske magter, herunder USA. Den danske regering bør øjeblikkeligt meddele både USA og den grønlandske lokalmyndighed, Landsstyret, at al forhandling om og godkendelse af amerikansk virksomhed i Grønland af enhver art skal foregå med rigsdanske regeringsmyndigheder.

 

Danmark bør desuden snarest genoprette et Grønlandsministerium med placering i Nuuk i Grønland. Grønlandsministeriet skal på det overordnede niveau, på de rigsdanske myndigheders vegne og i koordination med øvrige danske ministerier styre og godkende al diplomatisk og politisk kontakt med og alle aftaler med udlandet vedrørende grønlandske forhold; udenlandske konsulater og repræsentationer i Grønland skal godkendes af og referere til Grønlandsministeriet. Grønlandsministeriet skal endvidere have til opgave at udføre overvågning og kontrol af, at al myndighedsudøvelse i Grønland gennemføres i overensstemmelse med den gældende rigsdanske lovgivning.

 

Hvad vil Danmark med Arktis?

Folketingets Forsvarsudvalg og organisationen Folk & Sikkerhed arrangerer i et fælles samarbejde en sikkerhedspolitisk konference på Christiansborg den 15. november. I oplægget til konferenceprogrammet hedder det, at ”der er eet væsentligt spørgsmål, som vi ønsker at diskutere til konferencen: Hvad vil Danmark med Arktis?

 

Konferencens programpunkter er absolut ikke uinteressante, og er i dagens situation også højst relevante. Alligevel kan man virkelig spørge om, hvordan det er kommet dertil, at vi skal spørge: Hvad vil Danmark med Arktis? Det spørgsmål kan man i dag kun stille, fordi Danmark på det alvorligste har skudt sig selv i foden. Fordi nogle tidligere danske statsministre uden statsmandsformat forholdt sig overlegent ligegyldigt og distancerende til undergrundens, Grønlands og den dansk-grønlandske befolknings betydning for det danske Rigsfællesskab. Svage danske regeringsledere er skyld i, at vi er kommet dertil, at vi må spørge sådan.

 

Hvad vil Danmark med Sjælland? Hvis vi for alvor spurgte sådan, ville enhver indbygger på Sjælland og i resten af Danmark øjeblikkeligt føle sig solgt og svigtet af danske politikere. Man ville i et sådant spørgsmål kunne læse en mistro om og en opgivelse af Sjællands rolle i Danmark. Ja, en opgivelse af Danmark. Fordi der i det spørgsmål rejses tvivl om, hvorvidt Sjælland og den sjællandske befolkning nu også rigtigt hørte med til Danmark? Som om Sjælland var en fjern, lidt ligegyldig og måske overflødig delfunktion, som Danmark ikke rigtig vidste, hvad vi skulle bruge til. Kan man overhovedet spørge funktionelt og utilitaristisk om nogen del af Danmark, uden at man dermed ophæver, hvad det vil sige, at noget hører til Danmark?

 

Nej, for spørger vi sådan, så har vi stillet spørgsmål ved selve Danmarks eksistens. Så er det opgivelse og tvivlrådighed, der råder. For spørgsmålet er eksistentielt. Man kan ikke spørge: Hvad vil Danmark med Sjælland? Eller hvad vil Danmark med Arktis og Grønland? – uden at stille spørgsmål ved hele Danmarks eksistens. For Grønland er dansk ligesom Sjælland er det. I det spørgsmål skal vi ikke lade os forvirre af, at Grønland ligger langt væk fra København, at klimaet, vejret og geografien er anderledes, af at fremmede inuitter gennem flere århundreder nu er indgifte i de gamle dansk-norske familieforbindelser og pludselig er blevet trætte af at være danskere sammen med andre danskere i det rigsdanske fællesskab. Vil de ikke være danskere i Danmark må de jo søge bort og emigrere, som enhver anden dansker har frihed til det, hvis han vil gøre op med sin danskhed.

 

Der er kun ét svar på det spørgsmål: Hvad vil Danmark med Arktis? Og svaret er: Om end den danske politiske, militære og økonomiske magt er nok så lille i forhold til andre lande, vil Danmark af al sin magt forsvare det danske riges territoriale integritet og hævde de danske rigsmyndigheders suverænitet over sine territorier. Det er det, Danmark vil med Grønland og Arktis. Intet mindre. Hvis det ikke er det, som Danmark vil som det første og ubetingede, hvad andet, som Danmark eventuelt vil, skulle da betyde noget?

 

”Du pusling-land, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge,” skrev Jeppe Aakjær i 1916. Men her omkring 100 år senere – og med tanke på alt det, der er sket med opløsningen af fællesskabet omkring den rigsdanske undergrund og de danske landsdele i Arktis og Europa – er det mere rigtigt at skrive dette om danske politikere og ministre: Du statsminister, som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om Danmark.

 

Vi må flytte noget af København til Nuuk, til den største danske landsdel – i form af et Grønlandsministerium. Alle de rigsdanske landsdele må tilbage under fuldt dansk politisk, diplomatisk og myndighedsmæssig kontrol. Og så må vi i øvrigt hjælpe Grønland med alle de investeringer og den hjælp, der skal til for at gøre grønlænderne glade for at være danskere.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…