Muslimsk skole afsløret med undervisningsbøger i flerkoneri og kvinders underkastelse – nu har det fået dramatiske konsekvenser

Imam Abu Bashar

Endnu en muslimsk friskole står til lukning.

 

Nu er det Roser Skole i Odense, der bliver nødt til at dreje nøglen om, efter at Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har frataget skolen sit årlige statstilskud.

 

Desuden er skolen blevet dømt til at tilbagebetale tidligere statstilskud for samlet 6,4 millioner kroner, skriver Berlingske Tidende.

 

Det er flere årsager til, at Udvalget, der hører under Undervisningsministeriet, har smækket pengekassen i og krævet tidligere udbetalt støtte tilbage.

 

Flerkoneri og imamen med jøder som ”børn af aber og svin”

Beslutningen om at fratage skolen sit statstilskud er sket på baggrund af en lang tilsynssag, hvor man har fundet ”dybt bekymrende” forhold på skolen.

 

Således har tilsynet fundet bøger om undervisning i flerkoneri og kvinders korrekte muslimske påklædning, for slet ikke at tale om en omfattende social kontrol og kønsopdelt undervisning.

 

Ligeledes og ikke mindst har undervisningen i dansk også været utilfredsstillende, lyder tilsynets konklusion ifølge Berlingske.

 

I øvrigt var skolen i forvejen kendt på grund af ejerforholdet. Lokalerne ejes af en fond, der er stiftet af den berygtede imam, Abu Bashar.

 

Det var ham, der i en video i 2014 kaldte jøder for ”børn af aber og svin”, og skolen har ifølge BT modtaget økonomiske tilskud til driften fra Abu Bashar Fonden, ligesom skolen også har modtaget støtte fra Islamic Development Bank, der har hovedkvarter i Jeddah, Saudi Arabien.

 

Skolen har klaget til ombudsmanden

Fra skolens side mener man, at afgørelsen om at lukke for statstilskud og kræve det store millionbeløb tilbagebetalt er truffet på en urigtig afgørelse, der har medført, at skolen nu må lukke.

 

Roser Skolen har derfor klaget til Ombudsmanden, fremgår det af en pressemeddelelse fra skolen, hvor skolen bedyrer sin uskyld:

 

”Den endelige afgørelse består af to dele. Således fremstår løse påstande side om side med faktiske observationer. Denne blanding er med til at skabe et billede af en skole, der ikke ønsker at leve op til Friskoleloven. Dette kunne ikke være længere fra sandheden,” hedder det blandt andet i pressemeddelelsen.

 

Odense Byråd lukkede i år en busrute til skolen

I det hele taget må 2019 betegnes som et møgår for den muslimske friskole i Odense.

 

Således besluttede Odense Byråd i marts i år at lukke en busrute, hvor skolen betalte Fynbus for at køre rundt i Vollsmose og samle skolens elever op.

 

Ordningen havde fungeret siden 2014, hvor Odense Kommune og Fynbus indgik en aftale om at stille en bus til rådighed for skolen, så længe Roser Skolen selv betalte driftsomkostningerne.

 

”Det er ikke en kommunal opgave at stille busruter til rådighed for vore private friskoler,” sagde rådmand Jane Jegind (V) dengang til Fyens Stiftstidende og fortsatte:

 

”Hvorfor skal den skole have lov til at have en særbusrute? Hvis vi skal behandle alle lige, så skal alle andre private friskoler jo have samme tilbud,” pointerede Jane Jegind.

 

Beslutningen om at lukke busruten fik den tidligere formand for Odense Kommunes integrationsudvalg, Abdulahi Bashiir Egal op i de røde felt i et læserbrev, hvor han betegnede beslutningen som et ”udtryk for populisme og usmagelig symbolpolitik.”

 

Til Fyens Stiftstidende sagde han blandt andet:

 

”Vi kan ikke komme udenom, at vi har en friskolelov i Danmark. Derfor kan jeg ikke forstå, at man går direkte efter en muslimsk friskole, der overholder loven.”

 

Men det gjorde skolen altså ikke, og derfor er den nu lukket med en gæld på 6,4 millioner kroner til staten.

 

Den femte muslimske friskole, der nu må dreje nøglen om

Roser Skole i Odense er den femte muslimske friskole, der siden 2017 er blevet tvunget til at lukke på grund af en undervisning, der været så ringe og i strid med vestlige frihedsidealer, at de har mistet deres statstilskud.

 

Og dermed hele deres økonomiske fundament.

 

I Odense er Al Salem Skole tidligere blevet lukket. Her kunne skolelederen ikke engang tale dansk. I Aarhus har Lykkeskolen måttet dreje nøglen om.

 

I København drejer det sig om Nord-Vest Privatskole samt Iqra Privaltskole.

 

Dertil kommer, at landets første muslimske gymnasium, Hindholm STX, ligeledes har måttet drejer nøglen om på grund af en undervisning, der var så langt ude, at gymnasiet mistede sit statstilskud.

 

Så der er blevet luget godt ud, efter at daværende undervisningsminister Merete Riisager (LA) i samarbejde med Alex Ahrendtsen (DF) i 2017 stak hovederne sammen og besluttede at skærpe tilsynet med undervisningen på landets friskoler.

 

Læs også:

https://www.berlingske.dk/samfund/muslimsk-friskole-mister-statstilskud-bog-om-flerkoneri-fundet-paa-skolen

 

https://www.fyens.dk/odense/Politikere-stopper-busrute-til-muslimsk-friskole-i-Odense/artikel/3334097

 

https://denkorteavis.dk/2018/ny-der-luges-grundigt-ud-endnu-en-muslimsk-friskole-staar-til-at-miste-sit-statstilskud-paa-grund-af-blandt-andet-censurerede-biologiboeger/

 

https://denkorteavis.dk/2016/imam-er-nu-tiltalt-for-at-kalde-joder-for-born-af-aber-og-svin/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…