Drabene på Politigården i Paris var islamistisk terror, siger anklager – et af ofrene fik halsen skåret over

Den særlige anklager for terrorsager kalder nu drabene på fire ansatte i politihovedkvarteret i Paris for islamistisk terror (Le Figaro).

 

Manden beskrives nu som rabiat islamist. Ifølge et vidne råbte han “Allahu Akbar!” natten før sin barbariske nedslagtning af uskyldige mennesker.

 

Avisen Journal du Dimanche beretter, at han skar han halsen over på et af sine ofre med den lange keramikkniv, som var hans våben.

 

Den franske regering er under kraftig beskydning, fordi man i første omgang ihærdigt forsøgte at give indtryk af, at der ikke var tale om terror. Der lyder også krav om indenrigsminister Cristophe Castaners afgang for fejlhåndtering af forløbet.

 

I øvrigt er blandt andet følgende kommet frem om de uhyggelige begivenheder:

 

Var ansat i efterretningsvæsnet

Torsdag eftermiddag gik en mand amok i politihovedkvarteret midt i Paris.

 

Han havde en lang keramikkniv på sig – keramik kan snyde sikkerhedskontrollen – og den brugte han til at myrde fire ansatte ved politiet, både betjente og civilt ansatte. En femte blev såret.

 

Den 45-årige drabsmand var selv ansat som it-medarbejder i politihovedkvarteret – vel at mærke i efterretningsvæsnet! Alligevel var man ikke i stand til at stoppe ham i tide. Efter drabene blev han  skudt og dræbt af en politimand i hovedkvarterets gård.

 

Drabsmanden hedder Mickaël Harpon, og han stammer fra øen Martinique i Caribien. Ifølge politiet konverterede han til islam på et tidspunkt inden for det seneste halvandet år.

 

Naboer til ham siger dog, at hans konvertering ligger klart længere tilbage. Han var også gift med en muslimsk kvinde, der var bekendt med hans rabiate holdninger, som hun ser ud til at have delt.

 

Nu er der kommet et opsigtsvækkende vidneudsagn frem, der bestyrker, at der kan være en sammenhæng mellem drabene og mandens bekendelse til islam.

 

Råbte “Allahu Akbar!” og blev set i langt islamisk gevandt

En politimand refererer et vidne for at sige, at han to gange havde hørt råbet ”Allahu Akbar!” fra Mickaël Harpons lejlighed ved 3-4-tiden natten inden drabene. Det beretter Le Figaro.

 

Vidnet, der hørte råbene, er selv politimand. I det hele taget bor der mange ansatte i politiet i det pågældende boligområde uden for Paris – herunder altså Mickaël Harpon selv.

 

Da vidnet næste dage hørte om de blodige begivenheder i politihovedkvarteret, slog det ham, at de kunne være forbundet med det islamiske kampråb fra gerningsmandens lejlighed.

 

En anden nabo, der er tidligere politimand, så på drabsdagen Harpon komme gående meget tidligt om morgenen iført et langt islamisk gevandt (en såkaldt djellaba). Han var på vej til en nærliggende moské ledsaget af to andre personer.

 

Tre ud af de fire dræbte var kvinder

Alligevel lykkedes det altså ikke at bremse islamisten, før han begik sine drab. Og selv, da drabene var en realitet, fortsatte myndighederne med at omtale ham som en psykisk ustabil mand, der af en eller anden ukendt årsag gik amok.

 

Det har været nævnt, at manden havde problemer på sit arbejde, specielt med sin kvindelige chef.

 

Hun havde indkaldt ham til et møde på drabsdagen for at diskutere, hvorfor han var holdt op med at hilse på kvinder.

 

Denne holdning til kvinder var et faresignal, fordi den kunne indikere islamistiske holdninger. Måske var det også derfor, at mandens kvindelige chef ville have et møde med ham.

 

Men heller ikke dette faresignal vedrørende hans holdning til kvinder blev der reageret på i tide.

 

Det kostede altså fire mennesker livet – nogle af dem politifolk, andre civilt ansatte. Tre af de fire personer, som han slog ihjel, da han rendte rundt i politihovedkvarteret med sin kniv, var vel at mærke kvinder.

 

De blev ofre for en frygtelig forbrydelse. Og vel at mærke en forbrydelse, som kunne have været forhindret.

 

http://www.lefigaro.fr/actualite-france/info-le-figaro-selon-un-temoignage-le-tueur-de-la-prefecture-de-police-aurait-crie-allah-akbar-la-nuit-precedente-20191004

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…