Indvandringen til Frankrig medfører en stadigt stigende anti-hvid racisme, som historikeren Gérald Pichon beskriver i bogen ‘Hvide svin!’.
Racisme i indvandrertætte områder
Der findes et udtalt had imod den etnisk-franske befolkning, der anses for at være tidligere kolonisatorer, slavehandlere og racister.
Ifølge det franske efterretningsvæsen findes den anti-franske racisme overalt i landet – især i de udsatte boligområder. Som den franske forfatter Jean Claude Barreau skriver i sit essay Bandes à part, pour en finir avec la violence: “I forstædernes store boligkomplekser er den anti-franske racisme udbredt, stadigt tilbagevendende og voldelig. At blive kaldt for et fransk røvhul er blevet en almindelig forhånelse” (Hvide svin!, note 20).
Ved kategoriseringen af udsatte boligområder er der opstillet otte kriterier, hvoraf to netop afspejler disse forhold: omfanget af anti-vestlig graffiti og hvorvidt det er vanskeligt at bibeholde etnisk-franske beboere i området. Da franskmænd føler sig utrygge i disse områder, flytter de ofte derfra.
Overgreb mod hvide: kriminalitetens etniske dimension
Racismen giver sig blandt andet udslag i, at kriminaliteten i Frankrig har en “etnisk dimension”: Mens de kriminelle ofte er af ikke-europæisk oprindelse, er ofrene som regel hvide. Ifølge en rapport fra den franske undersøgelseskommission vedrørende ungdomskriminalitet er der en “overkriminalitet blandt unge med indvandrerbaggrund” og især “unge med en oprindelse i Maghreb-landene sammenlignet med unge af fransk oprindelse”. Sociologerne Sébastien Roché og Monique Dagnaud fra CNRS (Centre National de la Recherche Scientifique) bekræfter dette mønster.
Kommissær Lucienne Bui Trong fra det franske efterretningsvæsen har ud fra studier af volden i byer konkluderet, at 85% af gerningsmændene stammer fra de nordafrikanske Maghreb-lande.
Stifteren af SOS Racisme, Julien Dray, medgiver at ofrene for vold, voldtægter, pengeafpresninger og bilafbrændinger fortrinsvist er hvide.
Kriminaliteten handler om dominansadfærd
Når franskmænd bliver bestjålet af indvandrere, er der som regel ikke tale om berigelseskriminalitet, der sker af sociale årsager, sådan som fornægtere af den anti-hvide racisme mener. Det er således ikke offerets smartphone eller mærketøj, som gerningsmanden går efter. Han motiveres derimod af at ydmyge sit offer, når han udøver sin dominansadfærd.
Ydmygelsen af et folk er særlig effektfuld, når man voldtager dets kvinder. Der er siden begyndelsen af 1990′erne sket en kraftig stigning i antallet af gruppevoldtægter, hvoraf mange har været af grov karakter. De franske piger føler sig utrygge i de indvandrertætte boligområder. Når de går ud, kan de blive trængt op i en krog og befamlet, de kan blive “tjenestepiger”, og mindreårige piger kan blive voldtaget af mindreårige.
Da de ikke bliver beskyttet af deres landsmænd, vælger flere at konvertere til islam for ikke længere at leve i frygt. Kun herved opnår de respekt fra dem, der hænger ud i ejendommens indgangsparti. Pigen Laëtitia har eksempelvis i en TF1 nyhedsudsendelse beskrevet, at hun som fransk pige er et let offer, og at hun frygter at blive offer for en gruppevoldtægt. Hun ville ønske, at hun havde været fra Maghreb-landene og havde en storebror, så hun kunne få respekt.
Ofrenes tavshed og den indgroede vestlige skyldfølelse
Ofrene for den anti-hvide racisme bagatelliserer eller benægter tit, hvad der er sket.
Det skyldes blandt andet en indgroet vestlig skyldfølelse (pga. slaveri, kolonisering, folkemord etc.) over for folk fra tredieverdenslande, som medier og undervisningssystemet har indpodet i franskmændene.
Mange tier af frygt for at at fremme racisters sag, lige som man frygter selv at blive betragtet som en racist, hvis man fortæller, at gerningsmanden var af anden etnisk herkomst. Fortæller man alligevel om det skete, kan man blive mødt med spørgsmålet, hvad man da havde gjort for at provokere den anden. Folk ønsker ikke at høre om den anti-hvide racisme, da den ubekvemt modsiger fortællingen om den hvide racist og de ikke-europæiske ofre.
Det indoktrinerede vestlige selvhad fører til et svigt over for de hvide racismeofre, og vores manglende selvrespekt giver næring til indvandreres had og disrespekt for vesterlændinge.
Pæne og anstændige mennesker ser ingen anti-hvid racisme
“Pæne” og “anstændige” mennesker tiltror ikke folk fra tredieverdens lande, at de skulle kunne nære racistiske følelser over for hvide, og antiracistiske foreninger benægter den anti-hvide racismes eksistens. Den racisme, som man gerne tiltror de “skyldige” hvide europæere, kan ikke begås af de “svage” indvandrere.
Den påståede anti-hvide racisme må skyldes sociale problemer, og for at opretholde en anstændig debattone bør der anvendes omskrivninger og kodesprog. Der tales om “tosprogede”; gerningsmænd omtales som “utilpassede” og “unge”, og inden for eksempelvis boligpolitik “praktiseres en “bekræftende indsats” for at undgå en stigmatiserende effekt af for åbenlyst at målrette initiativet til etniske grupper”.
Det fremmer evnen til at fornægte den anti-hvide racisme, hvis man lever blandt andre ligesindede langt fra de problemfyldte områder og lader sine børn gå i skoler, der kun har få indvandrerbørn fra tredieverdenslande.
Flere kræfter ønsker at gøre Europa multietnisk
Fra kommerciel side ønsker man et multietnisk, globaliseret samfund med høj købekraft.
De store pladeselskaber udgiver eksempelvis musik, der undergraver den franske nationalfølelse. Til de oprindelige franskmænd udgiver pladeselskaberne typisk rockmusik, der nedgør deres land og landsmænd. Til afrikanske og arabiske indvandrere udgiver de typisk rapmusik, der omhandler vold, mandschauvinisme, frisind og racemæssige emner. Der agiteres for multietniciteten med sangtitler som Mélangez-vous (Bland jer), Métisse (Af blandet etnicitet), Les crayons de couleurs (Farveblyanterne), Colore des Innocents (De uskyldiges farve) og Elle sort qu’avec des Blacks (Hun går kun ud med sorte).
Også fra politisk side ønsker man et etnisk opblandet samfund for derved at forhindre etniske konflikter. Man ønsker at blive morgendagens driftige Brasilien og vil i første omgang bearbejde den oprindelige befolkning, der bevidstgøres om Vestens dårlige samvittighed og vores rolle som verdensborgere.
Under en tale for lige muligheder og mangfoldighed i 2008 fremførte Nicolas Sarkozy vigtigheden af, at racerne blandes, idet “indavl altid har medført kulturers og samfunds undergang”. I sin bog Témoignage (Vidnesbyrd) skriver Sarkozy, at han vil skabe eftertidens Frankrig, hvor udtrykket ‘Français de souche’ (ærkefransk) er forsvundet.
Vestens dårlige samvittighed er fatal
I lighed med andre europæiske befolkninger føler den oprindelige franske befolkning sig trængt fra flere sider. Gérald Pichon pointerer, at vi må frigøre os fra Vestens dårlige samvittighed ved igen at tilegne os vores historiske, kulturelle, traditionsmæssige og territoriale identitet, lige som vi må styrke vores indbyrdes solidaritet og fællesskabsfølelse. Kun derved kan vi finde mod og styrke til at møde fremtidens udfordringer.
Gérald Pichons bog Hvide svin! kan købes her som e-bog for 95 kr.
Artiklen blev bragt første gang 22.10.2015
