Nu viser Kristian Thulesen Dahl tænder over for Mette Frederiksen – han vælter hele den socialdemokratiske strategi

Mange med sympati for Dansk Folkeparti har nok ventet på det. Og nu sker det:

 

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, viser tænder over for Mette Frederiksen. I en sådan grad, at det sender hende ud i dyb krise, netop som alt så ud til at gå hendes vej.

 

I et interview med Børsen stiller Thulesen Dahl Mette Frederiksen over for to valgmuligheder:

 

Enten rækker hun ind over midten og indgår et regeringssamarbejde med Venstre og Dansk Folkeparti. Eller også må hun føre politik alene sammen med de røde partier. Det gælder vel at mærke også udlændingepolitikken.

 

Mette F. får kæmpestort forklaringsproblem

Mette Frederiksen har ellers satset på, at hun kunne blive statsminister på de røde partiers stemmer, men lave udlændingepolitik (til dels velfærdspolitik) med Dansk Folkepartis stemmer.

 

Denne dobbeltstrategi er helt afgørende for Socialdemokratiet.

 

Man har brug for de røde partier til at sikre magten og gennemføre en venstreorienteret politik på en række områder.

 

Men samtidig vil man føre en forholdsvis stram udlændingepolitik. Løftet om at gøre dette har været helt afgørende for at sikre den vælgeropbakning, som i øjeblikket ser ud til at gøre Mette Frederiksen til statsminister.

 

Men nu siger Kristian Thulesen Dahl, at det kan hun godt glemme alt om. Den strategi får hun ikke Dansk Folkepartis stemmer til. Og uden dem kan Mette Frederiksen ikke føre stram udlændingepolitik.

 

Det giver hende et kæmpestort forklaringsproblem i den sidste del af valgkampen – specielt hvis journalisterne opfører sig som journalister og ikke som pr-agenter for S-lederen.

 

Den klare besked fra DF-formanden

Nu lyder spørgsmålet: Hvem vil Mette Frederiksen så føre udlændingepolitik sammen med?

 

Det vil være noget nær umuligt for hende at vende på en tallerken og sige, at hun for resten godt vil indgå i et regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti og Venstre. Den løsning har hun kategorisk afvist.

 

Men nu kan hun altså heller ikke længere regne med, at hun som statsminister kan trække Dansk Folkeparti ind, når der skal laves stram udlændingepolitik.

 

Hvis hun ikke vil lave et bredt samarbejde med Dansk Folkeparti og Venstre, må hun selv ligge og rode med rød blok. Så må hun finde ud af, hvilken udlændingepolitik hun kan lave med dem. Det er den klare besked fra DF-formanden.

 

Hvis Mette Frederiksen laver udlændingepolitik med de røde partier, vil hendes regering formentlig hurtigt komme i dyb krise. Troen på, at hun vil føre stram udlændingepolitik, er helt afgørende for, at så mange vælgere er villige til at sende op på statsministertaburetten.

 

En ny lyd går gennem blå blok …

Med den nye melding kan Dansk Folkeparti i princippet risikere, at Mette Frederiksen siger: ”Så må jeg jo føre udlændingepolitik med Morten Østergaard, Pernille Skipper og Uffe Elbæk.”

 

Men i virkelighedens verden er den trussel ikke meget værd. En udlændingepolitik sammen med de røde og ekstremt politisk korrekte partier kan udvikle sig til en katastrofe for Mette Frederiksen selv.

 

Så Kristian Thulesen Dahl sætter Mette Frederiksen under meget voldsomt pres med sin nye melding. Uanset hvad, vil den skabe store problemer for hende.

 

Samtidig opnår Thulesen Dahl noget andet med sin opsigtsvækkende melding: Han får pustet ny kampgejst ind i sine partifæller og i blå blok generelt. Valget er måske alligevel ikke bare afgjort til Mette Frederiksens fordel.

 

Nu må S-lederen jo forklare, hvad hun vil gøre ved den ny situation.

 

En lyd går gennem blå blok. Lyden af lettelse og fornyet gejst.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…