Ellemann stiller op: Sådan vil han ændre Venstres politik

Nu står det fast. Jakob Ellemann-Jensen er kandidat til at blive Venstres næste formand. Det afslører han i et interview med Jyllands-Posten.

 

I den forbindelse kommer han også med en række vigtige politiske meldinger. Nogle af dem er holdt i forsigtige vendinger, men der tegner sig en linje i det han siger.

 

Inger Støjberg som næstformand

Udover meddelelsen om, at han selv stiller op til formandsposten, har Ellemann også en kommentar til de verserende forlydender om Inger Støjberg som næstformand: ”Det synes jeg faktisk, er et rigtig godt bud.”

 

Næstformanden skal vælges på partiets landsmøde. Men med Ellemanns opbakning må Inger Støjberg nu anses for den absolut sandsynlige kommende næstformand for Venstre. Dermed er der lagt op til en ledelse, der bygger bro over de kløfter, der sendte Lars Løkke ud i kulden.

 

Nej til SV-regering

Jakob Ellemann skrotter Lars Løkkes idé om, at Venstre skal arbejde for en SV-regering.

 

Han henviser til den nuværende politiske situation: ”Mette Frederiksen har valgt at basere sin regering på den yderste venstrefløj, og derfor er diskussionen ikke længere aktuel.”

 

Men Ellemann giver også en principiel politisk begrundelse for at droppe tanken om en SV-regering:

 

”Venstre hører hjemme i den borgerlige familie. Det er der, vi skal søge opbakning til at indtage Statsministeriet. Vi skal selvfølgelig samarbejde med socialdemokraterne og De Radikale. Men ét er samarbejde. Noget andet er regeringssamarbejde.”

 

Denne melding vil utvivlsomt blive modtaget med stor tilfredshed i blå blok. Her har der været stor frustration over Løkkes tanker om tilnærmelse til De Radikale og regeringssamarbejde mellem Venstre og Socialdemokratiet.

 

Målet er, ifølge Ellemann, at Venstre skal stå i spidsen for en borgerlig-liberal regering.

 

Udlændingepolitik

Ellemann vælger meget åbne formuleringer i forhold til udlændingepolitikken.

 

Han meldte sig i 2007 ud af Venstre i utilfredshed med partiets markeringer i udlændingepolitikken. Men nu betoner han, at hans utilfredshed først og fremmest drejede sig om en uforsonlig måde at formulere sig på.

 

Jyllands-Posten spørger ham så: ”Men skal der strammes mere?” Svaret lyder: ”Lige nu er vi et godt sted. Jeg ser ikke umiddelbart et behov for flere stramninger, men det kan sagtens opstå.”

 

Det er selvfølgelig et vævende svar, der understreger, at Ellemann kun har et meget begrænset fundament, når det gælder udlændingepolitik.

 

Men han gør sig tydeligvis umage for ikke at låse sig fast på en ’slapperlinje’. Han vil forsøge at undgå opslidende frontkrige, hvilket jo også flugter med hans opbakning til Inger Støjberg som næstformand.

 

Bag de brede, forsonlige formuleringer ligger vel også en bevidsthed om, at Inger Støjbergs stramme linje har betydelig opbakning blandt partiets vælgere og medlemmer.

 

Burkaforbud

Ellemann markerer da også, at han i den konkrete udlændingepolitik ikke altid placerer sig på den bløde linje.   

 

Han forsvarer således maskeringsforbuddet (”burkaforbuddet”). Det gør han med en yderst relevant begrundelse:

 

”Jeg synes også, det er et problem, hvis man maskerer sig og afskærer sig fra samfundet. Er det liberalt at sige, at folk ikke selv må bestemme det? Nej, det er det ikke. Er det fornuftigt? Ja, det er det.”

 

Ellemann understreger også her en pragmatisk holdning. Han vil ikke være liberalistisk principrytter: ”Jeg er liberal, men jeg er ikke liberalist.”

 

Nye Borgerlige

Den pragmatiske tilgang præger også en anden del af Ellemanns formuleringer. Han bliver spurgt, om han vil samarbejde med Nye Borgerlige.

 

Lars Løkke afviste ethvert samarbejde i den retning. Ellemann formulerer sig blødere:

 

”Jeg vil samarbejde med alle, som kan medvirke til at gennemføre Venstres politik. Jeg kommer ikke til at acceptere ultimative krav, men jeg vil ikke på forhånd udelukke at samarbejde med nogen.”

 

Sundhedsreform

Venstres forslag til en sundhedsreform byggede på en afskaffelse af regionerne. Det skabte splittelse også i Venstre.

 

Jakob Ellemann-Jensen åbner op for at tanken kan opgives. Han har tilsyneladende forstået at ledelsen ikke bare kan ignorere de stærke strømninger blandt partiets græsrødder ude i landet.

 

Ellemann har lært noget

Ellemann vil tydeligvis undgå at havne som Løkke. Løkke fik kørt en række politiske og personlige modsætninger op i en spids, og så gik det galt for ham.

 

Han troede tilsyneladende, at han var urørlig. Men han blev belært om, at hans magt og indflydelse var afhængig af stærke folkelige kræfter – både i vælgerskaren og blandt partiets medlemmer.

 

Da baglandet i partiet sagde stop, var det slut med Løkke.

 

Jakob Ellemann er tydeligvis fast besluttet på ikke at gøre forgængerens dumhed om igen.

 

Han signalerer en erkendelse, at hans politiske muligheder afhænger af stærke folkelige kræfter.

 

Han gør sig klart, at Venstre er et politisk sammensat parti.

 

Og han synes bevidst om, at en stor del af Venstres vælgere og medlemmer ønsker en markant værdipolitik og udlændingepolitik.

 

Foreløbig udtrykker han sig bredt favnende og forsigtigt. Det kan ses som et fornuftigt forsøg på ikke at løbe sig de samme staver i livet som forgængeren.

 

Han er kommet fra start uden at snuble. Men før eller siden skal han træde i karakter og træffe kontroversielle valg. Her kommer den egentlige prøve på, hvad han rummer.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…