Hvis Ellen Trane Nørby vælges som V-næstformand, kan det skabe nyt kaos i partiet

Venstre får nu kampvalg til posten som partiets næstformand. Ellen Trane Nørby stiller op mod Inger Støjberg.

 

Flere Venstre-politikere fremstiller det som et demokratisk sundhedstegn, at medlemmerne får et valg mellem flere kandidater.

 

Men hvad skal de ellers sige?

 

De kræfter i partiet, der støtter, at Ellen Trane Nørby stiller op mod Inger Støjberg, vil selvfølgelig fremhæve, at det vidner om et åbent og levende parti.

 

De Venstre-folk, der støtter Støjberg, vil også gøre sig umage for at understrege, at det kun er positivt med en valgmulighed.

 

Og det er sandt, at Ellen Trane Nørby er i sin gode demokratiske ret til at stille op.

 

Men hvis man ser på de politiske realiteter, svækker Trane Nørbys kandidatur både Jakob Ellemann og Venstre.

 

Forventningerne til Ellemann

Venstre-folkene har samlet sig omkring Jakob Ellemann-Jensen af to grunde:

 

De tror, at han kan skabe en positiv stemning hos vælgerne over for Venstre og dets politik.

 

Samtidig tror de, at han kan forene partiet, efter at de interne magtkampe var kommet ud af kontrol.

 

Men hvis Ellemann skal løfte denne dobbelte opgave, må han have autoriteten til det. Både medlemmer og vælgere må have tillid til, at han kan holde styr på sit parti.

 

Hvis de først oplever ham som en svag leder, vil det sætte gang i en nedadgående spiral – ikke bare for ham selv, men for Venstre.

 

Taber Støjberg, så taber Ellemann – og Venstre

Venstres mulighed for at komme videre, står og falder i dag med Ellemanns autoritet som leder. Hvis den smuldrer, kan de interne slagsmål brede sig igen.

 

Det er hævet over enhver tvivl, at Ellemanns autoritet bliver svækket, hvis hans kandidat til næstformandsposten, Inger Støjberg, bliver vraget.

 

Ja, man kan gå et skridt længere: Det svækker allerede Ellemanns autoritet, at han knap nok når at lancere en kandidat til næstformandsposten, før kræfter i partiet forsøger at få en anden valgt.

 

Dette er opskriften på en ny langvarig fløjkamp.

 

Set ud fra almene demokratiske principper er det jo i orden at starte en sådan fløjkamp. Men set ud fra sund politisk fornuft og realitetssans er det et meget farligt spil for Venstre.

 

Taber Støjberg, så taber Ellemann. Og taber Ellemann, så taber Venstre. Sådan sat lidt på spidsen.

 

Ellemanns formål med Støjberg som makker

Ellemann foreslog jo Inger Støjberg ud fra nogle overvejelser om, at partiets ledelse skulle afspejle bredden i partiet og bredden i den del af befolkningen, der har sympatier for Venstre.

 

Ellemanns valg af Støjberg som kandidat til næstformandsposten tjener tre formål:

 

Støjberg står ekstremt stærkt i sit jyske vælgerbagland. Også klart stærkere end Trane Nørby, hvis man skal dømme efter deres resultat ved folketingsvalget. Dette bagland er til gengæld ikke Ellemanns hjemmebane.

 

Samtidig står Støjberg som Venstres mest markante repræsentant for en stram udlændingepolitik. Det har stor betydning i forhold til en socialdemokratisk regering, der under pres fra de røde partier løber baglæns i udlændingepolitikken.

 

Endelig har det været vigtigt at få en kvinde i en nøgleposition. Det samme ville selvfølgelig opnås med Trane Nørby.

 

Ellemann har ønsket at signalere politisk bredde og folkelig slagkraft med valget af Støjberg som makker. Disse signaler vil ikke blive sendt med nær samme styrke, hvis Ellen Trane Nørby bliver næstformand.

 

Trane Nørby har i øvrigt det handicap, at hun var en hovedkraft bag Løkkes forslag til en sundhedsreform, der skulle afskaffe regionerne. Den reform var ikke særlig populær – heller ikke blandt lokale Venstre-folk.

 

Anders Fogh-traditionen mod Lars Løkke-traditionen

Valget af Venstres næstformand er altså et valg, der har konsekvenser for den kommende partiformand Jakob Ellemanns position og autoritet. Men ikke kun det.

 

Hvis man skal finde de store ord frem, afspejler Venstres valg af næstformand den 21. september, hvilken slags parti man ønsker at være.

 

Vil man være et parti, der bevarer forbindelsen til Anders Fogh-traditionen, hvor der blev ført værdikamp med stor folkelig opbakning – herunder i udlændingepolitikken?

 

Eller vil man lægge sig i forlængelse af Lars Løkke-traditionen, hvor Venstre blev låst fast som et noget smallere parti.

 

Andre borgerlige partier står parate til at udnytte de muligheder, som et Venstre med svag profil i værdipolitikken vil give dem. Ikke mindst er Dansk Folkeparti sultent efter at komme i offensiven igen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…