Nu får politiet hjælp ved grænsen: Skal ikke længere stå i regn og blæst og beskytte danskerne mod ulovlig indvandring

Hidtil har de danske politibetjente, der er udstationeret ved den dansk-tyske landegrænse i Sønderjylland, stået ubeskyttet i regn og blæst og passet deres arbejde.

 

Alene i år har de til og med den 17. marts nægtet 358 personer indrejse i Danmark og pågrebet og sigtet ikke færre end 14 menneskesmuglere på trods af de umulige arbejdsforhold, man hidtil har budt dem.

 

Men det bliver der rettet op på nu.

 

Fire kontrolbokse og den ene er sat op i dag

Kontrolbokse har længe været på politiets ønskeliste og bliver nu opstillet, efter at Arbejdstilsynet i fire tilfælde har påtalt politibetjentenes dårlige arbejdsforhold.

 

Den første kontrolboks blev i dag søndag formiddag sat op ved Padborg, og er den første af i alt fire, som efterfølgende vil blive sat op i Frøslev og ved Kruså

 

Ved Frøslev vil der blive to kontrolbokse ved motorvejen, og de vil blive sat op senere i løbet af i dag, medens kontrolboksen ved Kruså vil blive etableret i løbet af april.

 

Vil forbedre kontrollen betragteligt

Kontrolboksene ved de tre grænseovergange, hvor der er stikprøvevis kontrol døgnet rundt, skal forbedre faciliteterne for politibetjente, kadetter og forsvarets personel.

Boksene er på hver 6 gange 2,40 meter. De skal blandt andet sikre personalet bedre mod vejrliget i form af blæst og regn.

 

Der bliver i samme forbindelse skabt forbedrede muligheder for personalets adgang til de IT-systemer, som benyttes i forbindelse med den midlertidige grænsekontrol.

 

Langt over syv tusinde er nægtet indrejse i Danmark

Den 4. januar i år kunne den såkaldt midlertidige grænsekontrol fejre tre års jubilæum, efter at den blev indført den 4. januar 2016 som følge af flygtningestrømmen.

 

Siden da er næsten 7.500 personer nægtet indrejse i Danmark, over otte hundrede våben, hovedsagelig ulovlige knive, blevet beslaglagt og der rejst lidt over 5.500 sigtelser for menneskesmugling, narkosmugling, ulovlige våben med videre.

 

Den danske grænsekontrol bliver i dag begrundet med den alvorlige terrortrussel mod Danmark.

 

Da EU-Kommissionen i slutningen af 2016 anbefalede at ophæve den midlertidige grænsekontrol med et postulat om, at EU nu havde styr på de ydre grænser, lød svaret fra udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg (V) kort og godt:

 

”Vi skal have grænsekontrol lige så længe, det er nødvendigt at have grænsekontrol.”

 

Og det har det været lige siden. Tallene taler deres eget tydelige sprog, og når den nuværende halvårlige grænsekontrol udløber i april måned, vil den endnu engang blive forlænget med et halvt år.

 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…