Journalistisk elite mister holdningskontrollen – derfor oplever den de nye medier som en trussel

Colourbox

”Glem truslen fra Rusland. Vi er selv de værste spredere af fake news”, siger Berlingske 14. sept. 2018 i en artikel af Line Tolstrup Holm. Uden at være forsker, journalist eller professor vil enhver fornuftig person, der har læst artiklen, lige ud af landevejen kunne sige: Det skal såmænd nok passe. For Berlingske beviser det selv, netop i selvsamme artikel.

 

Berlingskes manipulerende argumentationsstruktur
Den journalistiske junk-tænkning i denne Berlingske artikel forløber efter en ganske bestemt subtil og manipulerende argumentationsstruktur.

 

For det første

Nogle britiske forskere har fundet ud af, en tredjedel af nyhedsartiklerne under den svenske valgkamp i eftersommeren 2018 kom fra svenske hjemmesider, blogmedier, der ”offentliggør bevidst vildledende information”. Manipulationen kom altså indefra, siger Berlingske. Denne tredjedel af artiklerne kalder de britiske forskere for ”junk news”, hvilket Berlingske oversætter til ”skodnyheder”.

 

For det andet

Hvad er så en ”skodnyhed” ifølge Berlingske og de britiske forskere? Jo, det er artikler, som ”ikke nødvendigvis er 100 pct. falske, men som er overdrevne, manipulerende eller på anden vis i strid med almen journalistisk etik om fairness, kildekritik og forelæggelse for den angrebne part”. Som eksempler nævner Berlingske og de britiske forskere tre svenske blogmedier.

 

Og om disse siger Berlingske, at de ”ofte kredser om truslen fra islam og tydeligt støtter det indvandrerkritiske Sverigedemokraterne.”

 

Og for at Berlingske kan levere journalistiske nyheder, der ikke er som disse blogmedier, yder Berlingske artiklens læsere den service at forklare dette nærmere ved at sige: ”I stil kan de tre sites måske bedst sammenlignes med Den Korte Avis herhjemme.” Og ved De hvad, kære læser: Vi skal slet ikke tro, at dette er nogen skod-vurdering, for dette er en journalistisk sandhed så skinbarlig og åbenlys, at journalisten slet behøver at tænke sig om – hvad hun eller Berlingske så heller ikke gør.

 

Den Korte Avis er slet ikke med i den britiske undersøgelse. Men det er komplet ligegyldigt; for Berlingske er i stand til at hoppe direkte fra ”undersøgelse” over til ”stilen”, hvorfor Berlingske uden videre analyse påståeligt siger, at de tre svenske blogmedier i stil sammenlignes med Den Korte Avis. Kære læser: jeg håber, at De kan se, hvor Berlingske vil manipulere os hen.

 

For det tredje

Den vågne læser skal forstå, at i Den Korte Avis har vi altså et eksempel på en avis, der ”ikke nødvendigvis er 100 pct. falsk, men som er overdreven, manipulerende eller på anden vis i strid med almen journalistisk etik om fairness, kildekritik og forelæggelse for den angrebne part”. Og denne Berlingske journalist-dom må vi så forstå som 100 pct. sand. For naturligvis leverer Berlingske ikke junk news eller skodnyheder, men sande nyheder.


Har Berlingske forelagt sagen for den angrebne part, dvs. de tre svenske blogmedier? I en enkelt sætning siger artiklen: ”De tre ganske professionelt udseende hjemmesider har, skal det siges, protesteret over at blive defineret som ’junk’ eller ’fake news’.” Er dette virkelig nok for Berlingske? Disse blogmedier har protesteret, ”skal det siges”. Mon dette ”skal det siges” betyder for Berlingeren, at når ”dette er sagt”, så er resten sandt?

 

Altså: det er sagt, at disse blogmedier har protesteret; men dette har ikke noget med den Berlingske artikels sandhedsværdi at gøre. For efter denne korte omtale af protesten fortsætter Berlingske uanfægtet sin artikel med den samme kurs.

 

Læs også
BBC blev afsløret af Tommy Robinson – men det er ham, der bliver tiet ihjel og blokeret på Facebook

Det kan heller ikke ses nogen steder, at Berlingske har foretaget ”nogen forelæggelse for den angrebne part”, dvs. for Den Korte Avis.

 

For det fjerde: Regeringen har fremlagt en plan for at sikre det kommende valg mod fjendtlig påvirkning udefra, fx fra russerne. Men, siger Berlingske i artiklen: ”Hovedfjenden for en fair, oplyst og sandfærdig valgkamp kan dog vise sig at være en anden: nemlig os selv.” For at man nu ikke skal få den tanke, at der her er tale om løsagtigt, subjektiv journalistik uden kildekritik, griber Berlingske fat i Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet.

 

Forstår De: nu er vi altså ude over enhver form for tvivlsom journalistik og funknews; for nu er vi på universitets- og forskerniveau; og her stopper så Berlingskes kildekritik. For på dette forskerniveau viser nemlig de foreløbige konklusioner af en statskundskabsanalyse af de sociale medier, at hele ti pct. af befolkningen i Danmark bevidst spreder falske historier på sociale medier. Og, tilføjer Berlingske: ”Vel at mærke selv om de ved, at der er tale om falsum, konspirationer eller propaganda.”

 

For det femte

Og nu kommer så Berlingskes helt store nyhed – og forstår De, altså en nyhed, der ikke er det rene junk news, men er Berlingskes skinbarlige journalistiske sandhed. En professor, en talsmand for denne statskundskabsanalyse, siger: ”Når vi står i situationer, hvor vi føler os truede, bliver vi enormt opmærksomme på information, som vi kan bruge til at portrættere fjenden som fæl – og mindre interesserede i sandt og falsk. Nogle af de bedst dokumenterede eksempler på dét er fra studier af etniske massakrer, hvor falske rygter har spillet en helt afgørende rolle i forhold til at opildne folk,« siger professoren. Han og kollegernes forskning tyder på, at de føromtalte ti pct. af befolkningen, som mod bedre vidende spreder falsk information, således er ”voldsparate””.

 

Så Berlingskes konklusion er altså: Vi skaber selv vore skodnyheder; disse skodnyheder kommer fra indvandrerkritiske blogmedier, og de er voldsparate.


Hvordan skal vi forstå dette? Naturligvis på den måde, som Berlingske slet ikke siger ligeud, men som enhver læser selv skal regne ud, nemlig at dette er skinbarlig sandhed; og at enhver journalistik, der siger noget andet, er de rene skodnews. Og læseren skal selvfølgelig også regne ud, at Berlingske slet ikke selv er blandt dem, der ”selv skaber vore skodnyheder”.

 

Avisens agenda og ukritiske brug af eksperter.
Sikke en artikel og sikke en konklusion. Denne Berlingske artikel er slet ikke til at komme uden om. Den inddrager ”ny forskning fra Sverige og Danmark”. Den inddrager ”en undersøgelse fra britiske Oxford Internet Institute”. Den citerer en Reuters-udtalelse fra Sverigedemokraternes pressechef. Den omtaler medieovervågningsresultater fra det svenske forsvars forskningsinstitut FOI. Den nævner den danske regerings 11-punkts plan for fjendtlig påvirkning. Den forhører sig på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Den anfører de foreløbige resultater af en analyse af de sociale fra dette institut. Den henviser til et studie i tidsskriftet ”Science”. Og den citerer udførligt professor Michael Bang Petersen, som virkelig ved – altså, forstår De: som har rigtig viden! – om disse ting.

 

Læs også
Angsten for fake news

Dette er helt generelt i traditionel journalistik. Utallige års avislæsning gør det ganske klart, at journalistisk metodik betyder, at journalisten i hastværk løber fra den ene forsker til den anden; aftapper ukritisk nogle såkaldte ekspert-udsagn, citerer nogle undersøgelser, og brygger disse krydderier sammen i hele avisens redaktionelle agenda: den politisk-kulturelle grundholdning. Men dette er ikke hele historien om journalistik.

 

Læg mærke til, hvor overmåde hyppigt aviser, også Berlingske og danske tv-nyheder, henviser til eksperter og undersøgelser. Og også bruger ordet ’ekspert’ om personer, der ikke selv ville betegne sig som en sådan, men blot er en person med et bestemt arbejde.

 

Læg mærke til, i hvor udstrakt grad disse henvisninger allerhyppigst og mest konsekvent sker dér, hvor avisredaktionen ønsker at få sin politiske eller ideologiske grundholdning underbygget.

 

Læg mærke til, hvor aldeles ukritisk og overfladisk langt de fleste journalister og traditionelle aviser forholder sig til de anførte forskere, eksperter og undersøgelser. De accepteres og ædes for det meste ganske råt. Hvilket også fremgår af denne Berlingske-artikel om fake news.

 

Læg mærke til, hvor sjældent sådanne aviser, også Berlingske, omtaler og redegør detaljeret for ekspertudsagn, forskerundersøgelser og statistik, der modsiger avisens og journalistens grundholdning, og som ville kræve en stærk revision af disse holdninger.

 

Læg mærke til, at aviser og journalister tilsyneladende slet ikke aner, i hvor høj grad også forskere og eksperter i deres brug af viden og information er drevet af deres politiske eller kulturelle agendaer. På dette plan er avisredaktioner og journalister virkeligt naive. Ved de slet ikke, at der findes et hav af fake-eksperter?

 

Læg mærke til, hvordan traditionel journalistisk, og også Berlingske, for det meste præsenterer nyheder på den måde, at det klart – men skjult mellem linierne – fremgår, om nyheden skal forstås positivt eller negativt. I dette øjemed anvender man ofte ekspertudsagn. Der fordrejes; der manipuleres; der fakes.

 

Fake-ekspertise

Berlingskes artikel citerer statskundskabsprofessoren Michael Bang Petersen for følgende: ”Især i medierne har der været fokus på, hvor fake news kommer fra, og mange har den opfattelse, at det er russiske troldefabrikker, som producerer dem, og robotter, der spreder historierne. Men vi kan se – og det bekræfter et andet studie, som blev publiceret i tidsskriftet »Science« i foråret – at det primært er mennesker af kød og blod, der spreder falske nyheder.”

 

Og Berlingske-artiklens forfatter Line Tolstrup Holm tilføjer: ”Og det har vi altid gjort. Vores selvopfattelse af mennesket som et sandhedssøgende dyr er simpelthen, ja, ’fake’”.
Ja, nu må man virkelig spørge Line Holm: Gælder dette også professoren? Er heller ikke professoren et sådant sandhedssøgende dyr? Gælder dette også Berlingske? Gælder dette også Line Holm selv? Eller er det sådan, at netop disse tre er hævet over denne skepsis over mennesket?

 

Det er sikkert det, Line Holm mener; for det skal nok underforstås, at Berlingske jo ikke er ”af kød og blod”, og derfor heller ikke hører til blandt dem, der ”spreder falske nyheder”. Berlingske består jo kun af avispapir og tryksværte. Men det gælder derimod, skal vi forstå, de nævnte ”ti pct. af befolkningen i Danmark”. Herunder selvfølgelig også Den Korte Avis, om hvilken Line Holm jo har sagt, at de tre svenske blogmedier, der primært leverede ”skodnyheder” under den svenske valgkamp ”i stil” ”bedst sammenlignes med Den Korte Avis herhjemme”. Gad vide, om det er det, Berlingske mener med ”journalistisk etik om fairness”?

 

Men ekspertisen er slet ikke slut endnu. For Berlingske citerer videre professoren for følgende: ”Når vi står i situationer, hvor vi føler os truede, bliver vi enormt opmærksomme på information, som vi kan bruge til at portrættere fjenden som fæl – og mindre interesserede i sandt og falsk. Nogle af de bedst dokumenterede eksempler på dét er fra studier af etniske massakrer, hvor falske rygter har spillet en helt afgørende rolle i forhold til at opildne folk.”

 

Nu skal vi selvfølgelig forstå Berlingske korrekt. For dette citat gælder slet ikke hverken professoren eller Berlingske; de har nemlig slet ingen fjender; så de har ikke brug for at ”opildne” til noget som helst; de leverer bare ekspertviden og nyheder. Og da de ingen fjender har, gælder det selvfølgelig slet ikke om dem, at de ”bliver enormt opmærksomme på information, som de kan bruge til at portrættere fjenden som fæl – og mindre interesserede i sandt og falsk.” Ja, Berlingske har slet ingen holdning eller politisk agenda; Berlingske leverer blot den skinbarlige sandhed.

 

Ti procent af den danske befolkning har ”behov for kaos”.
Nu ved Berlingske jo godt, at der ikke foregår ”etniske massakrer” i Danmark, selv om interessen for sandt og falsk kan hentes fra ”studier af etniske massakrer”. Men hvad betyder det så, når Berlingske siger, at den professorale forskning ”tyder på, at de føromtalte ti pct. af befolkningen, som mod bedre vidende spreder falsk information, således er ’voldsparate’?”

 

Jo, hertil siger professoren og Berlingske: ”Det er ikke folk, som har skabet fuld af molotovcocktails eller er på vej ud på gaden for at slås med politiet. Men vores undersøgelser viser, at der er en ekstrem frustration ophobet i nogle grupper, som har et ”behov for kaos”. En lyst til at ”brænde det hele ned”. De føler sig marginaliserede, ensomme, lavt placerede i det sociale hierarki og snydt for en status, som de ikke har.”

 

Altså: undersøgelsen tyder på, at ti pct. af den danske befolkning slet ikke er interesserede i sandt og falsk. De har tværtimod ophobet en ekstrem frustration, har et ’behov for kaos’, lyst til ’brænde det hele ned’, føler sig marginaliserede, ensomme, lavt placerede i det sociale hierarki og snydt for en status, som de ikke har.’ Og det er ganske vist: for det ved professoren og gennem ham også Berlingske fra ”studier af etniske massakrer”.

 

Det er ganske utroligt, hvad ekspertisen kan finde af forbindelser mellem etniske massakrer og ti pct. af den danske befolkning. Det hele begynder nemlig med fake news. Fordi disse mennesker er optændt af en sådan frustration, er de kun interesserede i fake news og skodnyheder; og omvendt: fordi disse mennesker er interesserede i skodnyheder, er de netop mennesker med disse frustrationer. Hvem disse danske mennesker er, ved vi naturligvis ikke; og Berlingeren siger det heller ikke. Men Den Korte Avis er jo nævnt; Den Korte Avis har nemlig ”stilen”, siger Berlingske. Den pæne Tante Berlinger, der slet ingen ”fæle fjender” har, og som derfor heller ikke forledes til at være ”mindre interesseret i sandt og falsk”.

 

Hvorfor er den journalistiske og politiske interesse i fake news dukket op?

For det første er der med de rent materiel-teknologiske nyopfindelser sket det, at spredningen af nyheder – og falske nyheder og løgne – og af politiske holdninger og meningsytringer er øget enormt både i omfang og hastighed ved hjælp af de elektroniske medier og søgemaskiner, herunder de sociale medier, facebook, twitter osv. De trykte og elektroniske mediers, radio og tv´s, monopol på storspredning af nyheder og meninger er brudt; nu er den mulighed givet til hver eneste enkelt borger.

 

For det andet er begrebet fake news dukket op netop i vor tid, hvor der sker store skeptisk betonede holdningsskift i de europæiske befolkninger hvad angår meget essentielle politiske og kulturelle temaer som EU, indvandring, islam, nationernes rolle i Europa-politikken, britisk udmeldelse af EU, forholdet til Rusland og Tyrkiet osv.

 

For det tredje er det helt åbenlyst, at fødslen af begrebet fake news har en både tidsmæssig og indholdsmæssig forbindelse til disse holdningsskift.

 

Kontrollen over de herskende holdninger er gået tabt.

De traditionelle mediers kontrol over storspredningen af nyheder og meninger er totalt gået tabt. Og dette kan især konstateres inden for nyheder og meningsspredning hvad angår temaerne inden for de ovennævnte holdningsskift. Dette påvirker også det politiske miljø. For hvor politikere tidligere skulle alliere sig med eller værge sig imod – afhængig af hvordan man ser det – nyheds- og meningsspredning udelukkende i forhold til den begrænsede struktur i den traditionelle presse, så er i dag de politiske spillere totalt udleveret til menigmands storspredning af netop hans holdning til opdukkende nyheder.

 

Og her behøver det store ”problem” for det politiske univers overhovedet ikke at være eksistensen af informationer, der er faktuelt forkerte eller direkte løgne. Men det store problem vil være, at ikke blot nyhederne, kendskabet til hændelser og stridsspørgsmål om samfund og politik, men også forskellige holdninger til reaktionen over for sådanne nyheder og nye kendsgerninger vil blive storspredt over kort tid til mange mennesker. Og sådanne holdninger og reaktioner kan selvfølgelig ofte gå imod de herskende ideologiske holdninger i den traditionelle presse og hos politikerne.

 

De elektroniske medier har realiseret nærdemokratiet. De politiske holdninger skabes ikke længere på Christiansborg eller avisredaktionerne. De skabes, spredes og drøftes overalt, og det på en sådan måde, at nærdemokrati og landsdemokrati er blevet integreret. Befolkningen markerer øjeblikkeligt dets holdninger; og pressens og politikernes råderum inden for styringen af holdningsdannelsen er blevet stærkt reduceret. Borgerne forstår umiddelbart mere; og de tilkendegiver hurtigere og mere markant over for en større kreds, hvordan der mest fornuftigt bør reageres i forhold til nye kendsgerninger. Den private diskussion inden for hjemmets fire vægge er blevet fuldt offentlig. Folkeopinionen er blevet stærk; og den markerer sig konstant og gør det stærkt. Det er godt!

 

Dér, hvor politikere ofte – når de skal tjene deres egne politiske hensigter, fx hvad angår danske EU-forbehold – har været fortalere for, at et storpolitisk og ømtåleligt spørgsmål bør underkastes en almenfolkelig diskussion, fx op til et valg, har de nye elektroniske medier indført en permanent diskussionstilstand. En tilstand, der ofte medfører, at befolkningen er langt foran presse og politikere i holdningsdannelsen; til stor frustration for sidstnævnte. Den tætte og holdningsmæssigt gensidigt kontrollerede – harmoniske eller disharmoniske – forbindelse mellem journalister og politikere er gået totalt i opløsning. Ved hjælp af de alternative, elektroniske nyhedsmedier er både menigmand og hele befolkningen kommet langt foran både journalister og politikere i demokratisk holdningsmarkering. Dette fænomen kalder man så populisme.

 

Det afgørende er: Hvilken betydning og konsekvens har nyheden?

Og man kan være sikker på én ting: Da det er den traditionelle presse, der taler mest om og føler sig mest truet af såkaldte fake news, så er det netop den traditionelle presse, der vil beskytte sit holdningsmonopol. Dens interesse i og aversion mod fake news beviser det. Og deres subtile manipulation ligger i, at de foregøgler deres læsere, at dette er en kamp om sande og falske nyheder, hvor det i virkeligheden er en kamp om de traditionelle mediers holdnings- og sandhedsmonopol. Ikke en kamp om nyhederne, men den langt vigtigere kamp om, hvad nyhederne betyder. Også her er de alternative, elektroniske nyhedsmedier generelt langt foran både de traditionelle medier og politikerne.

 

Hvis man tror, at spredningen af nyhedsfejl, bevidste og plantede løgne og fordrejninger og ufornuftige holdninger var en umulighed før den elektroniske storkommunikation af nyheder og holdninger, er man vist nok ganske naiv.

 

Derfor er denne debat om fake news overhovedet heller ikke i første instans nogen kamp om nyhederne, hvad der er sandt og falsk! Dette er en kamp om, hvad nyhederne betyder! Hvordan vi skal reagere på nyhederne! Hvad deres konsekvenser er! Hvad de sande trusler er! Og hvad vores fremtid er! En nyhed er aldeles intet i sig selv. Det helt afgørende er: Hvad betyder nyheden? For Danmark, for vort samfund, for dig og for mig?


Netop derfor er der nyheder, der ikke må komme frem. For hvad en nyhed betyder; dét er det farlige. Derfor er der nyheder, der skal minimeres. Derfor er der trusler, der ikke omtales og kommenteres. I kampen om, hvad der sandheden om indvandringen, det multikulturelle samfund, EU, nationalstatens overlevelse, islams fremtrængen i Europa osv.

 

Nyhedskontrol er holdningskontrol. Derfor er den journalist-elitistiske debat om fake news virkelig blot et tegn på, at nogle aviser er ved at miste holdningskontrollen og derfor råber: ”Fake news, fake news” mod alle de nye elektroniske nyhedsmedier, der udfordrer deres holdningsmonopol.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…