I Tyskland er der netop nu en stor debat om flygtninge fra Syrien, der rejser på ferie i Syrien. Det er avisen BILD, der har afsløret trafikken af syrere fra Tyskland til Syrien.
De handler om mennesker, som kom til Tyskland, fordi de måtte flygte fra krig, terror og forfølgelse.
Men nu må man altså opleve, at de vender tilbage til deres hjemland for at tage på ferie eller besøge slægtninge, skriver avisen.
Afsløringen har skabt vrede i Tyskland.
“Det er en hån mod tysk gæstfrihed”, siger indenrigsminister Horst Seehofer til Die Welt.
Det er en Mohammad Rabie, 29 år og selv flygtning fra Syrien, der står bag reportagen i BILD.
Han har talt med flere landsmænd, og med rejsebureauer og formidlere, der er specialiserede i rejser til Syrien.
Hvis man har fået ophold i Tyskland som flygtning, er det ikke tilladt at rejse til sit hjemland.
Men syrerne kan bruge andre veje ind i landet. De kan rejse til Tyrkiet, Libanon eller Iran og videre derfra til Syrien.
Det hjælper rejsebureauerne og formidlerne dem med.
Mohammad Rabie har selv henvendt sig til flere navngivne bureauer og foregivet, at han ønskede at rejse til Syrien, selv om han ifølge asylloven ikke havde lov.
Det var ikke noget problem, forklarede en medarbejder ham:
“Det er ikke noget problem. Du har bare brug for et syrisk pas eller ansøge om en transferbillet ved den syriske ambassade. Vi tager os af resten”, sagde medarbejderen ifølge BILD.
Rejsebureauet i Libanon vil hente dig i lufthavnen og køre dig over grænsen til Syrien, fik han at vide.
På de sociale medier er der mange syrere, der skriver om deres ferie i Syrien, skriver BILD. De bringer flere eksempler.
Aras Bacho, 20, der selv er dømt for seksuel chikane skrev på Twitter i juli:
“for to uger siden rejste seks syrere, jeg kender på ferie i Syrien for at besøge deres familie, og for at få noget hvile fra især Tyskland. De savner deres hjemland, derfor er det blevet almindeligt for syrere at gøre det”.
I princippet kan de syrere, der har opholdstilladelse som flygtninge i Tyskland, miste deres opholdstilladelse.
Ifølge en talskvinde for myndighederne er der indledt revisionsprocedure for tilbagekaldelse for flere tusinde syrere. Men den procedure kan have mange forskellige årsager, skriver avisen.
BILD’s afsløring har vakt stor debat i Tyskland.
Mange tyskere er vrede. Hvorfor skal vi betale for de mange flygtninge, hvis de bare kan rejse hjem?, spørger de.
Flere store medier som Die Welt har skrevet om sagen.
Er det tilhængere af Assad-styret som rejser ud og ind af Syrien? Er disse mennesker overhovedet flygtninge, spørger avisen?
Indenrigsminster Horst Seehofer (CSU) er nu også gået ind i sagen. Han siger, at de, der rejser tilbage til deres hjemland af private grunde skal fratages deres opholdstilladelse.
Det er en hån mod tysk gæstfrihed, siger han.
Ikke desto mindre var problemet kendt i Tyskland allerede i 2014.
Cirka 780.000 syrere er flygtet til Tyskland.
Og samme problem er også kendt i andre lande som Norge og Danmark.
I Danmark blev rejser til Syrien via Billund beskrevet i jv.dk.
Der er også flygtninge fra andre lande, som tilsyneladende rejser på ferie i deres hjemland, som eksempelvis Somalia.
Pres for hjemsendelser i Danmark
I Danmark begyndte Dansk folkeparti for et par år siden at lægge pres på den borgerlige regering for at få det såkaldte paradigmeskifte.
Det betød, at Danmark skulle have fokus på hjemsendelse af flygtninge fra syrien frem for fokus på integration.
Det sagde regeringen ja til.
Socialdemokratiet tilsluttede sig også tanken om hjemsendelse.
Nu har partiet regeringsmagten, så de kan bare gå igang.