Når uheldet er ude: Krybskytte blev først trampet ihjel af en rasende elefant og endte derpå som festmåltid for en hel familie

Da fire krybskytter forleden sneg sig ind i Kruger Nationalpark i Sydafrika, der med sine cirka 20.000 kvadratkilometer dækker et område dobbelt så stort som Sjælland og Fyn, var det med en drøm om at blive stinkende rige.

 

De var på jagt efter næsehorn, hvor hornet i pulveriseret form ifølge WWW Verdensnaturfonden kan komme op på en halv million kroner for et kilo.

 

Den drøm gik dog langt fra i opfyldelse, men endte tværtimod i en katastrofe.

 

En rasende elefant gik til angreb

Hvad der helt præcist skete, står hen i det uvisse, men pludselig angreb en rasende elefant de fire krybskytter.

 

Det lykkedes de tre af dem at flygte, medens fjerde var knap så heldig.

 

Han blev trampet ihjel af elefanten, skriver CNN.

 

Hans kammerater hævder over for politiet, at de efter drabet havde slæbt han lig hen til en vej, hvor de regnede med, at forbipasserende om morgen vil få øje på det.

 

Derpå ringede de til mandens familie og fortalte, hvad der var sket.

 

Kun kraniet, og et par bukser var tilbage

Familien slog alarm, og torsdag morgen startede en stor eftersøgning efter krybskyttens jordiske rester.

 

Det var dog ikke meget, man endte med at finde.

 

”Spor og andre ting på stedet indikerer, at liget er blevet ædt af en flok løver, som kun har efterladt kraniet og et par bukser,” hedder det i en meddelelse fra politiet.

 

De tre overlevende krybskytter er alle bag lås og slå og afventer nu deres dom.

 

Du kan læse hele CNN-artiklen her:

https://edition.cnn.com/2019/04/07/africa/south-africa-rhino-poacher-eaten/index.html

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…