Mortens Aften starter med en ny egetræsfadlagret gin

På søndag fejrer vi Mortens Aften ved at smovse i gås eller and, men før vi går i gang med den stegte fugl, så kan jeg anbefale, at I laver en Gin & Tonic på en ny fremragende egetræsfadlagret gin eller nyder en ny slåengin fra mikrodestilleriet ELG på Stone Grange nord for Fredensborg. Begge har for nylig modtaget flotte sølvmedaljer på den internationale vin- og spirituskonkurrence IWSC i London og er ligesom en ny akvavit nye medlemmer af ELG-familien, der indtil videre tæller 15 forskellige typer højkvalitetsalkohol.

 

Oak Gin har lagret 18 måneder på et 250 liters Oloroso sherryfad. Prisen, der er afslører, at der er tale om noget helt unikt, er 490 kr. for 50 cl. i en 57% styrke. Sloe Gin er baseret på slåenbær og ELG Gin no. 1, og til hver liter slåengin anvendes 800 gram bær. Endelig koster ELG Akvavit 180 kr. for 50 cl. med 40% styrke. Den vil uden tvivl med citruslignende duft og smag sætte sit præg på de forestående julefrokoster. 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mortens Aften

Nedenfor giver Den Korte Avis’ vinpanel-medlemmer deres forskellige Mortens Aftens-bud på, hvad vi skal servere til gås eller and. Der er rigtig mange gode sager at vælge imellem og til de helt rigtige priser. I sagens natur er det udelukkende røde vine, som er i fokus.

 

Bodegas Convento de Las Claras, 2014 Heritage, Ribera del Duero DO, Peñafiel, Spanien – Normalpris 299 kr, – Tilbudspris 199 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker. 

Læs også
Sassicaia – revolutionsvinen fra Toscana

 

Vinen er fremstillet på 100% Tempranillo-drue og har en alkoholstyrke på 14,5 %. Farven er kirsebærrød, og duften, der domineres af vilde bær, er intens og kraftig med et strejf af fennikel. Smagen er generøs og fyldig med en velafbalanceret syre, der står godt op imod den fede brune sovs og Waldorff-salaten.

 

Importør: D’Wine, Aalborg

 

Domaine du Grand Tinel, 2012 Châteauneuf-du-Pape APCP, Châteauneuf-du-Pape, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 275 kr. – Tilbudspris 247,50 kr. pr. styk ved køb af 3 flasker.

 

2012 var en af de gode årgange i Rhône, og det smager man tydeligt i denne vin, der er stukket sammen af fire forskellige druer: 83% Grenache, 12% Syrah, 3% Mourvèdre og 2% Counoise. Deres gennemsnitsalder er 40 år, hvilket giver et godt koncentrat. Duften minder om fuldmodne jordbær blandet med figen, appelsinskal og skovbundsmuld. En fin ledsager til vildand.

 

Importør: Propperiet, Brædstrup

 

Læs også
Årets vinøse mandelgave – det er bogen: “Vin 2020”

Azienda Agricola Le Ragose, 2013 Amarone Classico, Valpolicella DOCG, Negrar, Italien – Normalpris 259,95 kr. – Tilbudspris 179,95 kr. hos MENY.

 

Dette vinhus er kendt for sit motto: Kvalitet frem for kvantitet, og det er denne vin et sanddrueligt bevis på, og den overgår mange af de Amaroner, som falbydes rundt omkring i supermarkedsmiljøet. Årsagen hertil skal søges i, at vinen udover Corvina, Rondinella og Molinara også indeholder oldtidsdruer som Osaleta og Pelara. En lækkerbisken at servere til gås og and og andet godt kød.

 

Importør: GOBIvin, Valby

 

Quinta do Pégo, 2015 Grande Reserva, Douro DOP, Tabuaco, Duoro-dalen, Portugal – Kampagnepris 179,95 kr. hos Jysk Vin og udvalgte Meny- og Spar-butikker. På tlf. 86419600 oplyses nærmeste forhandler.

 

Quinta do Pégo er vingård, der ligger lige i hjertet af Duoro-dalen og ejes af Søndergaard-familien fra Amka i Randers. Vinmager er Wouter Pienaar, der er chefønolog hos den mangeårige samarbejdspartner Rozès. Efter gammel portugisisk skik er de lokale druesorter, Touriga Nacional, Touriga Franca og Sousão, fodtrampet. En karakterfuld og exceptionel vin, som sagtens kan gemmes en halv snes år.

 

Læs også
Ren nydelse fra Toro-vindistriktet

Importør: Amka, Randers

 

Château Pesquie, 2016 Quintessence AVP, Mormoiron, Ventoux, Rhônedalen, Frankrig – Normalpris 159,95 kr. – Tilbudspris 110 kr. pr. styk ved køb af 12 flasker.

 

Vinhandler Christian Philipson, der er en af Danmarks bedste vinsmagere, mener, at denne vin ”er en Guds gave” til fugle- eller dyrevildt. Store ord, som man ikke kan indvende noget imod. Vinen er lavet på 80% Syrah og 20% Grenache og fremstår næsten blæksort i glasset med en overraskende kraftig duft af frugt. Samme frugt kæler for smagsløgene, indtil sidste dråbe er drukket.

 

Importør: Philipson Wine, Kokkedal

 

Domaine Saint Gayan, 2016 Trescartes, Côtes du Rhône ACRC, Gigondas, Den sydlige Rhônedal, Frankrig – Normalpris 104,95 kr. – Tilbudspris 94,94 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker. 

 

Læs også
Coq au Bobler er bare lige sagen

Vingården har været i gang siden 1709, og 11. generation trækker på fortidens viden og moderne teknologi. Der er ingen slinger i valsen, og druesammensætningen er den klassiske bestående af Grenache, Syrah og Mourvèdre, der vokser på op til 80 år gamle vinstokke. Denne alder betyder, at der er både saft og kraft i vinene og en sund balance mellem frugt og syre.

 

Importør: Theis Vine, Charlottenlund

 

Les Vins Descombes, 2018 Génération 1905 VdF, Rhône-dalen, Saint Etienne des Oullières, Frankrig – Normalpris 99 kr. – Tilbudspris 79 kr. pr. styk ved køb af 6 flasker.

 

Descombes-familien startede sin rejse i den franske vinverden i 1905 og ledes nu af 4. og 5. generation, far Florent Descombes og datter Marine. De står i spidsen for 3 vinslotte og en række jordbesiddelser i Øst- og Sydfrankrig. Den aktuelle vin er fremstillet af 100 % Grenache druer og er en fortrinlig frugtbombe med noter af lakrids, som bliver hængende lang tid i smagsløgene. Smager godt til rillette de canard.

 

Importør: Vinslottet, Greve

 

Læs også
Fronsac – en perle i Bordeaux

Casa Vinicola Botter, 2017 Gran Verosso Primitivo, Puglia IGT, Italien – Normalpris 89,95 kr. – Tilbudspris 59,95 kr. – På tlf. 86941844 oplyses nærmeste forhandler.

 

Gran Verosso Organic er fremstillet af bæredygtigt dyrkede druer på Støvlelandets hæl, Apulien, og er det sidste nye skud på stammen af den populære vinserie, som mammutfirmaet Botter har lanceret i nogle år. Duft og smag er intens med mange noter af mørke bær, tørrede abrikoser og lakrids.

 

Importør: Amalie Vinimport, Hinnerup

 

Les Domaines Paul Mas, 2018 Plaisir de Noël, Pays d’Oc IGP, Pézenas, Languedoc, Frankrig – Kampagnepris 59,50 kr.

 

Her er der mulighed for at få en forsmag på Aalborg-vinhuset Sigurd Müller Vinhandels julevin, som traditionerne tro præsenteres for en voksende kundekreds i månederne op til jul. Den er sammensat af druesorterne Syrah (40%), Grenache (40%) og Mourvèdre (20%), og dette trekløver giver et perfekt match til den fede fuglemad Mortens Aften.

 

Importør: Sigurd Müller Vinhandel, Aalborg

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…