I de langtrukne forhandlinger om finansloven har grænsekontrol været et af stridspunkterne.
Den radikale leder Morten Østergaard kalder grænsekontrol for ’symbolpolitik’. Han er imod at give øgede bevillinger til den.
Men Østergaard aner ikke, hvad han taler om.
De rejser illegalt ind i Danmark
Der er et permanent pres på den danske grænse. Folk forsøger at rejse illegalt ind i Danmark.
En del er afviste asylansøgere, der forsøger sig igen. Andre har indrejseforbud til Danmark af andre grunde. Mange rejser over grænsen med ulovlige ’varer’ – for eksempel narko eller våben.
En væsentlig del af disse forsøg på at komme ind i landet bliver bremset af grænsekontrollen.
Således er knap 2.000 udviste kriminelle blevet dømt for at overtræde et indrejseforbud til Danmark de seneste fem år, fra 2014 til og med 26. oktober i år. Det viser en aktindsigt, som BT har fået hos anklagemyndigheden.
Mange flere illegale grænseoverskridelser kunne bremses med en skærpet grænsekontrol. Udover kriminelle gælder det også afviste asylansøgere.
Afviste asylansøgere og kriminelle vender tilbage
I Tyskland er der netop kommet nye opsigtsvækkende tal:
Næsten 30.000 asylansøgere, der er blevet afvist og udvist af Tyskland, er vendt tilbage og har forsøgt at komme ind igen! For nogles vedkommende to, tre, fire gange. (WELT AM SONNTAG)
Her er der tale om de registrerede tilfælde. Et større antal formodes at slippe ind under myndighedernes radar.
Udover de afviste asylansøgere forsøger mange kriminelle at rejse ind igen – for en dels vedkommende med succes.
Kriminel indvandrerboss spadserede over grænsen
Den tyske debat om disse problemer eksploderede for nylig på grund af én person: Ibrahim Miri.
Han er overhoved for en af de store kriminelle indvandrerklaner, der hærger Tyskland med deres illegale aktiviteter. Klanen tæller omkring 3.000 medlemmer.
Miri kom til Tyskland som 13-årig i 1986 og søgte asyl. Det fik han dog ikke, men han fik lov til at blive på såkaldt tålt ophold.
I 2014 blev han idømt 6 års fængsel for narkohandel. I juli 2019 blev han omsider udvist af Tyskland og sendt tilbage til Libanon, hvor familien kommer fra.
Men efter bare 111 dage vendte han tilbage til Tyskland. Han havde ganske vist indrejseforbud, men det tog han sig ikke af. Han spadserede simpelt hen over grænsen! Ingen grænsekontrol opfangede ham.
Så fik ministeren nok
Knap var Miri kommet over grænsen, før han skyndte sig at søge asyl i Tyskland – med henvisning til en eller anden røverhistorie om, at hans liv var truet i Libanon. Det betød, at han kunne bevæge sig frit omkring i Tyskland, mens hans sag var til behandling.
Men så fik indenrigsminister Horst Seehofer nok. Miri blev udvist til Libanon igen efter en hurtig sagsbehandling.
Seehofer vil nu have en kraftigt skærpet grænsekontrol, der gør det umuligt eller i hvert fald meget svært for en udvist person at vende tilbage til landet.
Seehofer ved selvfølgelig godt, at stærkere grænsekontrol ikke er nogen garanti mod, at typer som Miri sniger sig ind. Men han ønsker at gøre det så svært som muligt.
Hvor meget det bliver til, vides ikke i øjeblikket. Der er stor usikkerhed, fordi den tyske regeringskoalition af borgerlige og socialdemokrater hænger i laser, efter at socialdemokraterne har valgt en ny, stærkt venstreorienteret ledelse – med samme holdning til grænsekontrol som Morten Østergaard.
Dansk grænsekontrol viser resultater
Danmark har heller ikke tilstrækkeligt styr på sine grænser. Men der er dog mere facon over det, end der hidtil har været i Tyskland. Ikke mindst takket være Dansk Folkepartis indsats for at styrke grænsekontrollen under den tidligere blå regering.
I Tyskland vadede Ibrahim Miri bare uhindret over grænsen. I Danmark blev Django Levakovic, der er del af den berygtede storkriminelle Levakovic-familie, for tredje gang anholdt og sigtet for at bryde et indrejseforbud i januar i år.
Og som sagt er 2.000 udviste kriminelle inden for de seneste fem år dømt for at overtræde et indrejseforbud. Det er trods alt noget.
Mange kriminelle og afviste asylansøgere forsøger dog igen og igen at komme over grænsen. En del af dem bevæger sig helt under myndighedernes radar, så de hverken bliver registreret eller dømt.
Men den danske grænsekontrol kan altså opvise væsentlige resultater. Og hvis grænsekontrollen blev styrket, ville flere tilfælde af illegal indtrængen eller tilbagevenden til Danmark kunne opfanges.
Dér står Morten Østergaard så og jak-jak-jakker
Dér står Morten Østergaard så med stift blik og jak-jak-jakker om, at det bare er ”symbolpolitik”. Folk som Ibrahim Miri og Django Levakovic elsker politikere, der siger den slags.
Nej, det er ikke symbolpolitik. Det er en fornuftig indsats for at holde styr på Danmarks grænser.
Den Korte Avis har før påpeget, at Morten Østergaard optræder som islamisternes ven. Vi kan føje til, at han også gør livet lettere for de illegale, ofte dybt kriminelle indvandrere.