I den tyske by Halle, der ligger i delstaten Sachsen-Anhalt i det tidligere DDR, har der været skyderier. Mindst to personer er angiveligt dræbt – en mand og en kvinde.
Tidligt på eftermiddagen meldte politiet og derefter flere medier om skyderi ved byens synagoge. Der blev anvendt automatvåben. De to gerningsmænd havde i første omgang forsøgt at komme ind i synagogen, men bevæbnede vagter forhindrede dette.
Denne afspærring af synagogen var sandsynligvis årsagen til, at ingen jøder faktisk blev dræbt ved angrebet. De dræbte synes at være tilfældige personer, der tilfældigvis stødte ind i gerningsmændene andetsteds.
Siden forsøgte gerningsmænd at trænge ind på den jødiske kirkegård i byen. I den forbindelse brugte de blandt andet en håndgranat. Men de kom ikke ind på kirkegården.
Gerningsmændene fra synagogen tog flugten – i første omgang tilsyneladende til fods, siden i en kapret taxa. Siden faldt der også skud i den lille by Landsberg 15 km fra Halle.
Politiet oplyser, at man har anholdt en person.
I Halle blev der ligeledes skudt mod en tyrkisk kebab-restaurant, hvor en person kan være dræbt.
Manden, der skød mod restauranten, var iført militærlignende påklædning. Med hætte, hjelm, militærjakke og skudsikker vest. En video viser, at en mand andetsteds stod ved en bil og skød mod et ukendt mål.
Islamister og højreekstremister
De blodige angreb fandt sted på jødernes store helligdag, Yom Kippur.
Foreløbig tyder meget således på, at angrebet bevidst var rettet mod jødiske mål.
Terrorangreb på jøder kommer typisk fra én af to sider:
Den ene er islamister.
I Danmark har vi således haft Omar El-Husseins angreb på den jødiske synagoge i Krystalgade, hvorved vagten Dan Uzan blev dræbt.
I Frankrig har man blandt andet oplevet terrorangrebet på et jødisk supermarked i Paris i januar 2015 (på samme tid som angrebet mod Charlie Hebdo).
Den anden type gerningsmænd bag antisemitiske terrorangreb er højreekstremister.
Sandsynligvis højreekstremister
Der er fortsat stor usikkerhed om, hvilken slags personer der kan være tale om i dette tilfælde. Men en første forsigtig vurdering må trække i retning af højreekstremister.
For det første er der ingen tegn, der kan forbindes med islamisme.
For det andet giver den militæragtige påklædning, som blev båret af manden, der skød mod kebab-restauranten, mindelser om højreekstrem adfærd.
For det tredje peger angrebet på en tyrkisk kebab-restaurant i retning af, at højreekstremistiske motiver er det sandsynlige. Det ville næppe give megen mening for muslimer at angribe en sådan restaurant.
Tidligere operativ chef i PET, Frank Jensen, angiver også som det mest sandsynlige, at terroren er forbundet med højreekstremisme (TV2 News).
Almindelig frustration og højreekstremisme
Det kan tilføjes, at Sachsen-Anhalt ligesom andre dele af Østtyskland har forholdsvis stærke højreekstreme miljøer.
Generelt er der betydelig frustration i den østtyske befolkning, der føler sig ladt i stikken – blandt andet af Angela Merkels udlændingepolitik.
På det etablerede parlamentariske plan har denne frustration givet sig udslag i stor opbakning til AfD (Alternative für Deutschland).
Men uden for den normale politik er der altså grupper med højreekstremistiske holdninger, der markerer sig på gadeplan. Nogle af disse grupper har efter al sandsynlighed adgang til våben.
Der kommer til stadighed nye oplysninger i sagen. Vi opdaterer.