Med multi-milliardæren Michael Bloomberg, succesrig borgmester i New York i perioden 2002-2013, melder en sværvægter sig i kampen for at blive USAs næste præsident i 2020. Stod valget mellem Bloomberg, der repræsenterer det demokratiske parti, og republikaneren Donald Trump vil han måske have en chance, ikke mindst hvis den amerikanske økonomi mister pusten med en tilsvarende stigning i arbejdsløshedstallene. Men om Bloomberg overhovdet kommer så vidt, er langt mere usikkert, da han på nuværende tidspunkt blot er én af de omkring 20 demokratiske kandidater, der kæmper om at blive opstillet som partiets topkandidat.
Det er på et ret sent tidspunkt, at Bloomberg melder sig som kandidat, hvilket af valgeksperter betragtes som et handicap. Dette sene tidspunkt kan skyldes, at han ikke ville gå den tidligere vicepræsident Joe Biden i bedene, der af kandidaterne i lang tid har haft størst tilslutning bland demokratiske vælgere og tilmed ligesom Bloomberg hører til partiets moderate fløj.
Men nu ser det ud til, at det er de mere radikale, venstrepopulistiske kanditater, Elizabeth Warren og Bernie Sanders, der kan komme til at overhale Biden. Og da Bloomberg ikke mener, de kan vinde mod Trump, er han trådt ind i arenaen. for, som han bombastisk erklærer:”Trump er en eksistentiel trussel mod USA. (…) USA kan ikke tillade sig endnu fire år med præsident Trumps hensynsløse og uetiske agenda.”
Den sene beslutning betyder, at Bloomberg ikke har nået at anmelde sit kandidatur til de første primærvalg i begyndelsen af februar 2020 i forbundsstaterne Iowa og New Hampshire, hvor den tidligste grovsortering af kandidater finder sted. Til gengæld sætter han alt ind på at vinde i de senere primærvalg i de såkaldte svingstater, som fx. Florida, Ohio og Colorado, hvilket har en enorm betydning i amerikansk politik. Princippet er nemlig, at ”the winner takes it all”, dvs. den kandidat, der har flertal, får alle statens valgmandsstemmer, og det er valgmændene, der i sidste ende afgør, hvem der bliver modkanditaten til den siddende præsident, Donald Trump.
Og med sin formue på ca. 60 mia. dollars – han går for at være verdens 11rigeste mand – har forretningsmanden, finansfyrsten og mediemogulen Bloomberg råd til at føre en kostbar og effektiv valgkamp. Han er således stifter og ejer af Bloomberg LP, et nyheds- og markedsdata-agentur, der er specialiseret i at servicere den internatiopnale finansverden.
Hans program ligger tæt op af Bidens. På det sociale område gælder Bloomberg for at være yderst liberal. Således går han ind for fri abort, homoseksuelle ægteskaber, skærpet våbenkontrol, en stram miljølovgivning og statsborgerskab til illegale indvandrere. På det økonomiske og udenrigspolitiske område er han derimod mere konservativ uden dog at have noget klart defineret program. Men han accepterer amerikanske troppers stationering i udlandet og er en overbevist tilhænger af verdensomspændende frihandelsordninger.
Bloombergs kandidatur har dog også vakt kritik ikke mindst fra de mere venstreorientede demokratiske medkandidater, således netop Warren og Sanders, men også fra mange andre demokratiske politikere. Her har vi den rige, hvide milliardær, der tror han kan købe sig til en sejr. Hvad kender han til den amerikanske arbejderklasse og i det hele taget til den jævne amerikaner, der bor uden for New York? Derfor bestræber Bloomberg sig på at skabe et nyt billede af sig selv, som dén, der favner vidt henover økonomiske og racemæssige skel. Således besøgte han for nyligt en kirke i East New York, der i overvejende grad beboes af afro-amerikanere, hvilket faldt i god jord, og samtidigt kræver han en højere formuebeskatning.
Bloomberg ved nemlig, at han må rykke betydeligt til venstre for at sikre sig sit kandidatur, men heller ikke for meget, da han også har mere liberale republikanske vælgere, der ikke bryder sig om Trump, i kikkerten. Det må heller ikke glemmes, at Bloomberg to gange var det republikanske partis kandidat til borgmesterposten, mens han tredje gang stillede op som uafhængig kandidat. Det drejer sig således om en balancegang, som Bloomberg her begiver sig ud på. Trump selv er klar over truslen fra ”little Michael”, som han nedladende kalder ham, mens han ikke spilder mange ord på Warren og Sanders, der næppe heller kan true ham i 2020.
At Bloomberg – med Trumps ord – ”mangler karisma” og derfor ikke vil klare sig godt i valgkampen, har den siddende præsident ikke helt uret i. Bloombergs optræden er ganske vist korrekt og han forfalder ikke til ubeherskede angreb som Bernie Sanders og lancerer ikke økonomiske planer, der ikke kan opfyldes, som Elizabeth Warren, men han er tør for ikke at sige kedelig i sin optræden. Hvad hjælper det, at han allerede få dage efter, at han d. 24. november havde erklæret sit kandidatur, havde brugt flere penge på TV-reklame end de andre demokratiske kandidater, der i flere måneder har ført valgkamp. I ca. 20 forbundsstater har han købt sig reklametid til et beløb af 38 mio. dollars og har afgivet et løfte om, at han ikke vil modtage valgkampsbidrag fra enkeltpersoner eller organisationer, hvilket skulle sikre han uafhængighed fra forskellige interessegrupper.
Så spørgsmålet er, hvilke chancer Bloomberg i første omgang har for at blive sit partis spidskandidat. Hans formue taler imod ham. Demokrater har nu engang noget imod milliardærer, der er i stand til selv at finansiere deres valgkamp. Den republikanske forretningskvinde og milliardær Meg Whitman stillede i 2009 op til det californiske guvernørvalg, brugte 144 mio. dollars af sin egen formue på valgkampen, men tabte året efter til demokraten Jerry Brown med kun 4% af de afgivne stemmer, mens Brown løb af med sejren med 54% af stemmerne.
Alligevel er der en kæmpe forskel på Bloomberg og sådanne forsmåede milliardærer som netop Whitman, men også computermilliardæren Ross Perot, der i 1992 og 1996 stillede op som uafhængig kandidat til præsidentvalget, og Steve Forbes, ejeren af det kendte erhvervsmagasin Forbes, der i 1996 og 2000 forsøgte sig som republikansk præsidentkandidat. Ikke blot kan Bloomberg pege på, at han tre gange i træk er blevet valgt til borgmester i New York. Han har også reduceret byens enorme gæld til ingenting, en by, der – hvilket en række medier har påpeget – er ti gange større end fx. provinsbyen Big Bend i forbundsstaten Indiana, hvor en anden af demokraternes håbefulde præsidentkandidater ligeledes er borgmester. Det umulige navn på denne konkurrent er Pete Buttigieg, moderat ligesom Bloomberg og derfor en trussel mod dennes kandidatur.
Og hertil kommer så Bloombergs enorme indsats som velgører og filantrop. Ifølge Chronicle of Philanthropy var han i 2015 USAs tredjestørste donor. Gennem sin Bloomberg Philanthropies Foundation har han til velgørende formål givet bort 240 mio. dollars i 2005, 60 mio. i 2006, 47 mio. i 2007, 150 mio. i 2009, 332 mio. i 2010, 311 mio. i 2011 og 510 mio. i 2015. Særlig gavmild har han været over for sit gamle universitet Johns Hopkins University i Baltimore, der ialt har modtaget 1,1 mia. dollars til nybyggeri og medicinsk forskning.
Alt dette gør naturligvis et sympatisk indtryk, men duer Michael Bloomberg som USAs præsident og er hans gavmildhed nok til at vælge ham? Og så er der endelig alderen. Bloomberg er 77 – altfor gammel, vil mange sige. Men alt er relativt. Han er yngre end Sanders, der er 78, og på alder med Biden. Trump er 73 and Warren 70 år gammel.
Ja, Michael Bloomberg er startet sent i kapløbet om den domkratiske nominering til kommende præsidentvalg. Hans første store prøve bliver den såkaldte Super Tuesday d. 3. marts næste år med primærvalg i Californien og Texas og flere end et dusin andre forbundsstater. Kun tiden kan vise, hvor langt han kommer, men utvivlsomt kan Bloomberg blive en farlig konkurrent for Donald Trump.