Mette Frederiksens åbningstale var blottet for konkrete forslag – og på et vigtigt punkt var den direkte foruroligende

Skærmprint fra Folketingets TV

Sjældent eller aldrig har man hørt en statsministers åbningstale til Folketinget, der var så ukonkret.

 

Mette Frederiksens tale bestod stort set af generelle betragtninger og hensigtserklæringer.

 

Regeringen har ellers siddet i næsten 100 dage. Det burde være rigelig tid til at give et indtryk af, hvilke forslag den vil fremsætte.

 

Men måske ønskede statsministeren ikke at afsløre noget udspil, som oppositionen så kunne tage under kritisk behandling i åbningsdebatten på torsdag.

 

I stedet nøjedes hun med at forsikre, at hun ville danskerne det godt på forskellige områder.

 

Tidlig pension for nedslidte

Et slående eksempel var regeringens tanker om tidlig pension for de særligt nedslidte.

 

Dette var et slagnummer i Socialdemokratiets valgkamp. Men partiet undlod konsekvent at fortælle, hvem der skulle være omfattet af denne ret til tidlig pension. Var det bryggeriarbejderen? Mureren? Bankassistenten?

 

Det svarede man ikke på. Ja, man fortalte ikke engang, hvilke kriterier man ville bruge til at udvælge de heldige – bortset fra, at de skulle være ”nedslidte”

 

Åbningstalen kom ikke nærmere en afklaring af, hvad den tidlige pension skal gå ud på, og hvem der skal have glæde af den. Mette Frederiksen nøjedes med følgende:

 

”Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at gennemføre en ny ret til tidlig pension for de mest nedslidte. Vi må hele tiden kæmpe for retfærdighed.”

 

Det blev man jo ikke meget klogere af. Man kunne få det indtryk, at statsministeren prøver at lokke de blå partier til at komme med de konkrete forslag, som hun ikke selv tør fremsætte.

 

Her fik hun efter åbningstalen hjælp fra en journalist på TV2. Han spurgte inkvisitorisk Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, hvorfor han ikke fremlagde et forslag. Undskyld? Det er naturligvis regeringens ansvar at fortælle, hvordan den agter at leve op til sine egne løfter.

 

Udlændingepolitik

Heller ikke i udlændingepolitikken var Mette Frederiksen specielt meddelsom. Hun slog i talen følgende fast:

 

”Flygtninge, der kommer her til Danmark og får asyl, skal selvfølgelig vende hjem og genopbygge deres land, så snart der er mulighed for det.”

 

Det lyder som et løfte om at gennemføre det såkaldte paradigmeskift, som i sin tid blev lanceret af Dansk Folkeparti: Krigsflygtninge skal vende tilbage til deres land, så snart forholdene er fredelige nok til det.

 

Men det stemmer ikke med, hvad regeringen rent faktisk har gjort. Socialdemokratiet har aftalt med de røde partier, at flygtninge kan slippe for at rejse tilbage, hvis de kan påberåbe sig, at de har haft arbejde i to år.

 

På andre punkter stod Mette Frederiksen dog ved den stramme udlændingepolitik.

 

Klima

Talens afsnit om klimapolitik gjorde heller ikke danskerne klogere på, hvad der skal ske. Statsministeren gentog: ”Regeringen har – sammen med De Radikale, SF og Enhedslisten – sat et historisk mål: Vi vil reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.”

 

Men desværre var der intet nyt om, hvordan det skal ske.

 

Velfærd

En betydelig del af talen drejede sig om den offentlige sektor og velfærden.

 

Her kom der et løfte om penge til at ansætte 1.000 ekstra sygeplejersker. Mette Frederiksen fortalte dog ikke, hvor man ville finde disse ekstra sygeplejersker i en tid, hvor der er alvorlig mangel på sygeplejersker. Skal aben bare sendes videre til regionerne?

 

Mere generelt lovede Mette Frederiksen flere penge til velfærd. Hun sørgede dog også for at understrege, at man ikke skal forvente hurtige, markante forbedringer.

 

Samtidig lagde hun op til en mere grundlæggende debat om, hvordan velfærdssystemet skal indrettes.

 

Det er rosværdigt, at hun bevægede sig ind på disse store spørgsmål. Men de svar, hun gav på dem, var foruroligende.

 

Mere magt til de offentligt ansatte eller til borgerne?

Mette Frederiksen koblede velfærdsdebatten sammen med spørgsmålet om borgernes tillid til systemet.

 

Hun talte om, at tilliden blev truet af for megen centralisering, for megen effektivisering, for meget ”pseudoarbejde” efter fine ledelsesteorier.

 

I den forbindelse kritiserede hun, at der er for meget minuttyranni, for eksempel i hjemmeplejen. Hun stillede så spørgsmålet:

 

”Men er sandheden ikke, at vi bliver fristet til at lovgive og regulere så meget, at den lokale dømmekraft – hos den stolte sosu-assistent, hos den lokale politiker – sættes ud af kraft?”

 

Påfaldende nok nævnte Mette Frederiksen slet ikke den enkelte borgers indflydelse.

 

Den mest effektive sikring af borgernes interesser skulle da ligge i, at borgerne selv kan vælge mellem forskellige tilbud om for eksempel hjemmehjælp. Sådan, at der ikke er et offentligt monopol.

 

Undersøgelser har tydet på, at brugere af privat hjemmehjælp er mere tilfredse end brugere af offentlig hjemmehjælp. Og der ligger jo en særlig kvalitet i, at man selv kan vælge.

 

Mette Frederiksen lød her, som om det er de offentligt ansatte, der skal bestemme mere – og ikke de enkelte borgere.

 

Åbningstalen var således ikke bare ukonkret. Den var også foruroligende fjern i forhold til den enkelte borgers indflydelse.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…