Mette Frederiksen kunne dårligt ønske sig en bedre start som statsminister.
Foreløbig har hun kunnet nøjes med at love alle mulige gode ting til højre og venstre: bedre klima, mere velfærd, styr på udlændingepolitikken. Og der er penge i de offentlige kasser, som hun kan være lidt gavmild med.
Oven i det hele har hun så fået en uventet gevinst: en blå opposition, der har været stærkt svækket af krisen i Venstre.
Så bliver det ikke meget bedre.
’Feel good’
Mette Frederiksen holder den gode stemning oppe med sine løfter. Til gengæld siger hun ikke så meget om finansieringen af dem.
Foreløbig går det fint med at undgå at tale om ubehagelige krav og stramninger. Der er ’feel good’ over hele linjen. Selv i Dansk Industri er statsministeren næsten blevet ’vores Mette’.
Finansminister Nicolai Wammen havde heller ikke tænkt sig at ødelægge den gode stemning. Han lader forstå, at vi skal væk fra budgetstramninger og reformer, som trækker flere mennesker ud på arbejdsmarkedet.
Nu skal økonomien styrkes gennem mere uddannelse og mere velfærd, der gør folk trygge og dermed arbejdsomme.
Bare det holder til næste valg
Det lyder måske for godt til at være sandt – og det er det da også i længden. Der bliver behov for at skaffe mere arbejdskraft til dansk økonomi. Og der bliver behov for disciplin og svære prioriteringer i de offentlige budgetter.
Alene de enorme udgifter til klimainitiativer vil sætte de offentlige budgetter under pres. Og så er der alt det andet.
Men regeringen satser på, at den kan klare finansieringen ved at forhøje skatterne i stedet for at stramme på de offentlige budgetter og arbejdsmarkedet. I hvert fald frem til næste valg.
Alle kender vendingen: ”Bare det holder min tid ud”. Men i politik hedder det: ”Bare det holder til næste valg.”
Mette Frederiksen kan dog få problemer med at holde den gående på vandet helt frem til næste valg. Tre ting kan sætte en stopper for den kompakte ’feel good’-stemning, som hun prøver at skabe.
Økonomiske reformer
Den ene er politiske krav om økonomiske reformer. Blandt andet for at sikre et større udbud af arbejdskraft, der kan skabe vækst, og for at holde styr på budgetterne, når der skal afsættes mange penge til klimaet.
Kravet om økonomiske reformer kommer ikke bare fra den borgerlige opposition. Det kommer også fra vennerne hos De Radikale.
Morten Østergaard vil insistere på, at man tager hul på den slags reformer i den nærmeste fremtid, og her kan han sikkert finde sammen med Jakob Ellemann som ny Venstre-formand og leder af blå blok. Det vil sætte Mette Frederiksen under pres.
Højere ydelser til indvandrere
Den anden ting, der kan forstyrre Mette Frederiksens idyl, er borgerlige krav til fordelingspolitikken.
Foreløbig har regeringen og rød blok lagt ud med at bruge danskernes penge til at øge de sociale ydelser for indvandrerfamilier. Det vil samtidig gøre indvandrere mindre motiverede til at arbejde.
Mette Frederiksen og Socialdemokratiet er særdeles sårbare over for en borgerlig kritik af dette og i det hele taget borgerlige påpegninger af, hvor meget den ikke-vestlige indvandring koster danskerne.
Kultur- og værdikamp
Den tredje ting, der kan bremse Mette Frederiksens gåtur på vandet, er en borgerlig opprioritering af kultur- og værdikampen.
Den var fremtrædende under Anders Fogh Rasmussen. Den gik i forfald, da Lars Løkke Rasmussen blev blå bloks leder. Nu er der behov for at give den nyt liv.
Dette er ikke bare et spørgsmål om at vifte med en politisk fane. Det er først og fremmest et spørgsmål om at vise konkret, hvordan kultur- og værdisammenstød gennemsyrer det Danmark, som oplever en dramatisk ændring i befolkningens sammensætning.
Den Korte Avis bringer i dag en artikel om indvandreren Muhammed, der ikke gider holde for rødt lys. Så det har han bare ladet være med.
Forsvar for samfundssind og tillid
I det danske samfund er ’samfundssind’ et nøglebegreb. Man viser hensyn til andre, og man er bevidst om, at man skal opføre sig ordentligt, fordi det er vejen til at få et samfund, der er præget af tillid og tryghed.
At køre over for rødt lys er at udvise foragt for dette samfundssind. Mange, der kommer hertil fra helt andre kulturer, er vant til at gøre den slags.
Men det er meget vigtigt at danskerne kæmper for deres enestående tillidssamfund. Og det er helt afgørende, at politikerne gør sig til talsmænd for denne kulturkamp.
Det får man bare aldrig Morten Østergaard og Pernille Skipper til. De vil ikke tage denne kulturkamp. De giver efter og udlægger det som et udtryk for en særlig humanisme.
Og man skal ikke forvente sig, at Mette Frederiksen tager et opgør i rød blok om dette. I det hele taget skal man ikke forvente sig noget af det røde flertal, når det gælder kultur- og værdikamp.
Men de fleste danskere ønsker en aktiv kamp for det værdigrundlag, som er skabt i vores samfund. Hvis de borgerlige partier tager dette alvorligt, kan det medvirke til at ryste Mette Frederiksens ’feel good’-stemning. Dansk Folkeparti kan være drivkraft i dette.