Menneskerettighederne hjælper udenlandske forbrydere til at ændre et utåleligt forhold til hjemlig hygge 

De afviste asylansøgere og kriminelle skal bo på Kærshovedgård - men de bliver bare væk. Foto: Statsfængslet Midtjylland

Den 31. august 2019 boede der ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet 192 beboere på Udrejsecenter Kærshovedgård. Beboerne består af tre forskellige grupper.

 

Den første gruppe består af 138 afviste asylansøgere. De nægter at samarbejde om deres hjemrejse.

 

Den anden gruppe består af 17 personer på tålt ophold. De kan ikke få asyl, fordi de har begået kriminalitet i Danmark eller alvorlige handlinger og forbrydelser i udlandet. De kan i henhold til menneskerettighederne ikke udsendes, fordi de risikerer dødsstraf eller tortur.

 

Den sidste gruppe består af 37 kriminelle udviste. Disse risikerer ikke forfølgelse i deres hjemland. Men da deres hjemland nægter at samarbejde om udsendelsen, er de fortsat i Danmark.

 

Praktik uden for udrejsecentret

Kilder for ekstern praktik er i det efterfølgende: Udlændingestyrelsen, Integrations- og Udlændingeministeriet, Røde Kors.

 

Nogle af beboerne på udrejsecentret kan få tilladelse til ekstern praktik, defineret som ”variation i hverdagen”. 

 

Når man ser på indledningen, kan tilladelse til ekstern praktik nok synes noget besynderlig. Her ses bort fra, at udenlandske forbrydere færdes frit iblandt os.

 

For at kunne komme i ulønnet praktik uden for centret er kravet, at de samarbejder om deres hjemrejse. 

 

Gruppe 1 er de afviste asylansøgere, som ikke vil samarbejde, men ikke desto mindre for at komme i ekstern praktik jo så må hævde, at det vil de gerne alligevel.

 

Gruppe 2 er på tålt ophold og er beskyttet af menneskerettighederne mod hjemsendelse. Ikke desto mindre lader man altså disse komme i ekstern praktik, fordi de formodes at samarbejde om deres hjemrejse.

 

Det lyder ikke særligt sandsynligt. For når de har kunnet overbevise myndighederne om, at de ved hjemsendelse vil blive henrettet eller udsat for tortur eller nedværdigende behandling, er det vel næppe sandsynligt, at de skulle samarbejde med myndighederne om at komme hjem.

 

De kriminelle i gruppe 3 vil hjemlandene hverken eje eller have. Det vil vi heller ikke, men vi kan ikke slippe af med dem. Det må i allerhøjeste grad klandres politikerne, for enhver form for ulandsbistand skulle jo stoppes øjeblikkeligt. 

 

Fase 2-personer i ekstern praktik

For asylsøgere gælder, at de i den såkaldte fase 2, f.eks. ved genoptagelse, har ret til praktik.  

 

Normalt gives der tilladelse til at flytte væk fra udrejsecenteret ved genoptagelse. Det gælder dog ifølge Udlændingestyrelsen ikke for ”udviste kriminelle med en verserende asylsag, hvis udfald er afgørende for politiets udsendelse”. 

 

De kriminelle skal således bo på centeret, men kan komme i praktik, hvis de er i fase 2, altså søger asyl. 

 

Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, at en udvist kriminel, der allerede er dømt og har fået en udvisningsdom, kan søge om asyl og derved belaste et i forvejen overbelastet Flygtningenævn, for slet ikke at tale om advokatsalærer, som hviler på skatteydernes skuldre? Burde almindelig sund fornuft ikke tilsige, at løbet er kørt? 

 

Og når (og hvis) han så får afslag, kan han vel lige som andre afviste klage igen og igen med yderligere udgifter for skatteyderne. 

 

Det utålelige ophold 

Det utålelige ved tålt ophold for udenlandske forbrydere er nok til at overse. Efter at have udstået en del af deres straf, bliver de placeret på et udrejsecenter, hvis de nægter at rejse hjem. 

 

De har opholdspligt og meldepligt. Opholdspligten gælder dog kun om natten; om dagen kan de komme og gå, som det passer dem.

 

Nogle af disse forbrydere har familie i Danmark, og det er lykkedes ikke så få af dem at få Højesterets godkendelse til at flytte hjem til familien.

 

Højesterets fortolkning 

Menneskerettighedskonventionens Tillægsprotokol 4, stk. 2 (Frihed til valg af opholdssted), nr. 3 er det, Højesteret dømmer efter, når opholdspligten ophæves for en på tålt ophold placeret udenlandsk forbryder i et udrejsecenter. 

 

  1. ”Udøvelsen af disse rettigheder skal ikke være underkastet andre begrænsninger end sådanne, som er i overensstemmelse med loven, og som i et demokratisk samfund er nødvendige af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at opretholde ordre public, for at forebygge forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og frihedsrettigheder.”

 

Når Højesteret i sin fortolkning af stk. 2, nr. 3 tillader en udvist forbryder at flytte ud af udrejsecentret og hjem til familien, kan det selvfølgelig være, fordi Højesteret beslutter, at det kan være lige meget, hvor forbryderen opholder sig, da han alligevel færdes frit i det omgivende samfund dagen lang. Set i det perspektiv kan fortolkningen nok give mening. 

 

Men skal hensynet til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed tages i betragtning, giver det i hvert fald for en lægmand slet ikke mening, at Højesteret vægter forbryderens frihed højere end befolkningens tryghed. Generelt ønsker vi nok udenlandske forbrydere bag lås og slå, til de bliver hjemsendt. 

 

Hassan – fra tålt ophold til hjemlig hygge 

Hassans undskyldninger står i kø. Han kunne ikke falde til i Danmark, da han med familien kom til Danmark i 1990. Han blev draget af de forkerte venner, han var ung og forstod ikke de regler, han skulle leve efter i Danmark. 

 

Det er dog lidt vanskeligt at skyde skylden på ungdom, al den stund det ser ud til, at han selv efter sin prøveløsladelse i 2009 fire gange er blevet straffet.

 

Hassan blev i perioden 2001-2003 tre gange dømt for overtrædelse af våbenloven og hæleri.

 

I 2005 blev han dømt for at smugle 6,7 kilo kokain og amfetamin til Danmark, hvilket udløste en dom på otte års fængsel og udvisning af Danmark med indrejseforbud ”for bestandig”.

 

I 2009 blev han prøveløsladt – og siden straffet fire gange for tyveri og for overtrædelse af færdselsloven.

 

Hassan har efterfølgende fået meldepligt hos politiet i Aarhus, hvor han hver dag skal møde op og blive noteret, så politiet ved, hvor han befinder sig i tilfælde af, at han en dag kan udvises.

 

Men han vil ikke møde op, for han synes, det er urimeligt. Politiet ved, at han bor hos sin familie, og hvis han hver dag skal melde sig, kunne han lige så godt sidde i fængsel, siger han.

 

Og det er vel ret beset også det sted, han hører hjemme. 

 

I stedet kan han ved Højesterets beslutning hygge sig i familiens skød. Han forsørges af konens pension og børnenes økonomiske hjælp, da han godt ved, han ikke må arbejde. Hvor tungt han tager dette forbud, kan man nok have sine tvivl om, da han gør nøjagtigt, hvad der passer ham.  

 

Det kunne nok være i befolkningens interesse interesse at få oplyst, hvor mange der har medvirket til deres hjemsendelse efter at have været i praktik og derefter faktisk er blevet hjemsendt. 

 

Hassan skal dog ingen steder. Han har det for godt i Danmark. 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…