Alliancen mellem diktatorerne Hitler og Mussolini er afgørende for at forstå Hitlers vej til magten. En ny bog dokumenterer påstanden.
Christian Goeschel: MUSSOLINI OG HITLER. En fascistisk alliance. Hæftet med flapper. Ill. 554 sider. Kr. 299,95. Kristeligt Dagblads Forlag. Udkommet d. 7.12.2018.
***** fem stjerner ud af seks
————————————————————————————————
Jeg er så fuld af respekt over for historikere, der bare graver og graver og graver sig dybere ned i kilderne. En af dem er Christian Goeschel, der har begået en moppedreng på 554 sider om Mussolinis opstigning til magten i Italien og Hitlers i Tyskland. Alene noter og litteraturhenvisninger fylder næsten 100 sider.
Der er skrevet uendeligt meget historie om 2. verdenskrig, og om forholdet mellem Hitler og Stalin. Mindre belyst har alliancen mellem Mussolini og Hitler været, men iflg. forfatteren er deres relation afgørende for at forstå Hitlers vej til magten. Det ’hul’, der har været i hidtidige historiske fremstillinger, fylder Goeschel ud med sit illustrerede murstensværk.
Magtbalancen skifter undervejs
Magtbalancen mellem de to diktatorer udvikler sig og skifter undervejs.
I 1920’erne var Hitler ’underhunden’, der nærede stor beundring for Mussolini. I 1930’erne arbejdede Hitler sig til tops og i den proces indgik et samarbejde med Mussolini, som Hitler fortsat bejlede til, efter han var blevet kansler i 1933. Il Duce, som Mussolini blev kaldt, blev Hitlers læremester i selviscenesættelse, optræden, repræsentation og forførelse af store folkemasser – væsentlige kendetegn og forudsætninger for at gennemføre nazistisk og fascistisk politik.
Såvel det tyske som italienske regime havde som deres forudsætning massernes deltagelse i stort anlagte forestillinger som udtryk for, at den samlede nation stod bag deres leder.
En instrumentel union
De to diktatorer mødtes gentagne gange til såvel officielle arrangementer som under fire øjne, og Goeschel argumenterer overordnet for, at:
”Historien om Mussolini og Hitler kan bedre forstås som en instrumentel union og et politisk konstrueret forhold end som en ideologisk naturgiven pagt eller et oprigtigt venskab, selv om der utvivlsomt var tale om en vis ideologisk forbindelse, som for eksempel bestræbelserne på at etablere en Ny Orden, troen på politisk vold og krigens transformerende egenskaber samt foragten for det liberale demokrati.” (s. 11)
Den Ny Orden skulle afløse den liberalt-internationalistiske orden, der efter 1919 blev symboliseret ved Folkeforbundet, samt opløse Versaillestraktaten.
Nazisterne var inspireret af fascisternes dobbeltstrategi i erobring af magten: Dels udøvelse af ekstrem vold mod politiske modstandere, dels forsøg på at komme til fadet via tilsyneladende legale politiske aktiviteter.
Goeschels konklusion er, at Hitler-Mussolini-duoen ikke bare var baseret på en fælles ideologi, men på strategiske interesser. Tyskland ville have Italien som allieret, og fremstødet blev maskeret under erklæringer om venskab. Begge regimer opretholdt helt til det sidste denne facade af venskab, til trods for at de to ledere endte med ikke at kunne døje hinanden.
Vel var der en ideologisk fællesnævner i form af ønsket om territoriale ændringer og erobringer, voldsanvendelse som politisk våben, antikommunisme og appeller til den gamle elite. Men fx spillede antisemitismen ikke den samme rolle i fascismen som for nazisterne, for hvem den var et springende punkt.
Det forekommer, at bogen vender hver en sten
Jeg er ikke historiker og kan derfor ikke fælde dommen, at ”Mussolini og Hitler” er den endegyldige bog om de to diktatorer. Men det forekommer, at bogen vender hver en sten.
Indimellem tung læsning for en amatør, men en fornøjelse at konstatere, at der stadig kan leveres høj kvalitet i Akademia.
Faktaboks:
Christian Goeschel (f.1978) er lektor i moderne europæisk historie ved University of Manchester, England. Han har tidligere skrevet bogen ”Suicide in Nazi Germany.”